KOMMISSÆRENS DAGBOG - ANALYSE OG DOKUMENTATION Kommissærens Dagbog er titlen på et værk, hvor omfanget af offentlig omtale i det ganske Europa er omvendt proportional med værkets litterære kvaliteter. Ritt Bjerregaards dagbog gav anledning til furore i det danske politiske liv, i europæisk politik, tv-stationer ændrede i programmerne, og dagbladene sikrede gennem smagsprøver og uddrag bogens forfatter og Aschehougs forlag mere omtale end tusinder af annoncer og tv-reklamer kunne have givet. Efter pres fra EU kommissionens formand, Jacques Santer, valgte Ritt Bjerregaard at trække bogen tilbage inden offentliggørelsen. Polinfo bringer nedenfor en analyse af Ritt Bjerregaards bog. I artiklen analyserer søndagsredaktør Michael Kristiansen Ritt Bjerregaards motiver til udgivelse af Kommissærens dagbog. Efter analysen citerer vi manuskriptet til den omdiskuterede bog i fuld udstrækning. DEN UDSPEKULEREDE DOBBELTHED - EN POLITISK SOAP OPERA Analyse af Michael Kristiansen, Søndagsredaktør, Politiken (Politiken den 25. oktober 1995) 'Desværre har Søren været dårlig. Vi spiste ude fredag aften, og Søren lod sig endnu engang friste af gåseleverpostejen og fik en skive til forret. Vi fik begge en bøf - også med gåseleverpostej. Det smagte dejligt, og vi anede ikke uråd. Men næste morgen havde Søren kvalme, han havde været oppe hele natten for at kaste op, og jeg følte mig heller ikke helt tilpas. Vi har mistanke til gåseleverpostejen, men ved jo aldrig i disse salmonella-tider.' (Søndag den 29. januar) UNDER KONSTANT MISTANKE Og det samme kan man roligt sige om Ritt Bjerregaard. Lige siden hun som små-revolutionær græsrodsfeminist førte sig frem i den socialdemokratiske folketingsgruppe i begyndelsen af 1970erne som eksponent for det nødvendige opgør med de gamle mænd til den forestående udgivelse af kommissærens intim-politiske dagsbogssider anno 1995 har Ritt Bjerregaard været helt sin egen - og under konstant mistanke for et eller andet. En cocktail af uberegnelighed, oprør, stædighed, forsinkede færger, dyre franske hotelregninger, en eksklusiv københavner-lejlighed og en aldrig svigtende næse for at sætte ubehagelige sager på - om ikke den politiske - så den offentlige dagsorden har forlængst vristet Ritt Bjerregaard ud af den grå politiske masse og op i den klasse, hvor alt hvad hun foretager sig er interessant, og hvor alle har en mening om Ritt. Nogle brækker sig af hende. Langt flere slubrer hendes evige provokationer i sig som gåseleverpostej. Umiddelbart har kvalmefornemmelserne været fremherskende efter offentliggørelsen af de mere giftige passager fra 'Kommissærens dagbog'. Det ændrer sig utvivlsomt, når bogen fra på lørdag når et bredere publikum end politiske kolleger og journalister. EU LÆSE-LET-BOG De 262 sider er en EU-læse-let-bog, der tilfredsstiller alle med hang til intrige, gossip og snagen i hvad-laver-de-kendte-når-de-holder-fri. En slags politisk Joan Collins, hvor en ski-tur med veninden umærkeligt blandes sammen med trykken kansler Kohl i hånden og frokoster i det danske statsministerium. Aldeles ufarligt, og litterært ligegyldigt, hvis altså ikke afsenderen var EU-kommissær Ritt Bjerregaard. 'Det er eftermiddag, og solen står lavt ind igennem vinduerne. Søren og jeg skæver bekymret til møblerne, gardinerne er ikke kommet endnu'. (Den 1. januar) Bogen TAGER naturligt sit udgangspunkt i Ritt Bjerregaards ankomst til Bruxelles ved årsskiftet. Deltajeret beskrives flytterod, problemer med computere, de ulæselige EU-tekster og overvejelserne med at sammensætte et kabinet. Det sidste fylder ikke så lidt, og det er i den forbindelse, at kommissæren i sin dagbog vælger at blæse på alle uskrevne regler om ikke at afsløre ansøgere til en stilling. Dem, der har været inde i billedet, og siden hen tillader sig at være kritiske over for kommissæren, bliver hængt ud med navn og et los i røven. RITT PÅ BRUCE Det er helt tydeligt, at for eksempel talsmandens PR-værdi i forhold til den danske offentlighed er et afgørende barometer for Ritt Bjerregaards interesse for vedkommende. Danmarks Radios korrespondent Mette Fugl er hendes ønskekandidat. Og når hendes chef ikke vil give hende orlov, så er det fordi chefen ikke fatter en brik af de moderne tider. Og det at være en del af den moderne tid er om noget Ritt Bjerregaard altid har været optaget af. Stort som småt. For eksempel fandt hun med lidt hjælp fra sin pressetjeneste for snart mange år siden ud af, at rock- stjernen Bruce Springsteen var ved at blive hot og passede perfekt til hendes image som 'tougher than the rest'. Så fra den dag var Ritt på Bruce. Hendes nuværende kabinetschef har lidt af det samme, især når han kan blive afbildet med sin motorcykel. Ellers viser dagbogen, at kommissæren anno 1995 er til økologiske tærter, Søren Ryge Petersen, familie-hygge og operasangerinden Kira Te Kenawa. Og så Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Der er altid med udspekuleret elegance sørget for en vis dobbelthed i det billede Ritt Bjerregaard forsøger at sælge af sig selv til vælgerne. POLITISK ZIG ZAG KURS På det politiske plan er Ritt Bjerregaards zig-zag kurs nærmest legendarisk. EF-modstander i 1972. Den førende socialdemokrat i afvisningen af EF-pakken i 1986 og så i 1990erne en af de mest glødende tilhængere af EU og Vestunionen. Det var hende, der fik Svend Auken overbevist om, at Socialdemokratiet efter Poul Schlüters magtovertagelse i 1982 skulle lytte til græsrødderne og rive partiets historiske NATO-venlige linie op med roden. Dem der ikke forstod det var 'kustoder'. Dem der ikke forstår nødvendigheden af et militært-politisk samarbejde i dag, ja, de er også 'kustoder'. Når det er lykkedes hende at bevare en vis troværdighed - og hos de såkaldt førende politiske eksperter og kommentatorer ligefrem fremstå som hende-der-tør, hende-der-går-imod-betonen, og hende-der-ser-fremad - så skyldes det ikke mindst, at hun har forstået at 'flytte sig' sammen med en hel generation, og som oftest et lille stykke tid før de andre. En generation, der nu er nået så langt, at de trykker hænder med kansler Kohl og på nærmeste hold kan iagttage Felippe Gonzales og på et dagbogs-blad afskrive dem begge som ideforladte og uengagerede. Hvordan 'Kommissærens dagbog' passer ind i billedet, er en anelse vanskeligere at få hold på. For bogen er renset for deciderede politiske visioner, her er politik skrevet som en blanding af pop og jeg-mødte-for-øvrigt-i-flyveren. Måske Ritt Bjerregaard og ligesindende i dag ikke har andet og mere at byde på? KVINDERNE BEHANDLES SOLIDARISK 'Kønsforskellen viste sig med det samme. Kvinderne i kabinettet var glade, nej, hvor dejligt. Mændene hylede op om, at de ville have kød, og om at sådan noget sundt noget sikkert smagte rædsomt'. (Den 21. februar) På et punkt er alt dog ved det sædvanlige. Alle de nedsættende vurderinger i dagbogen rammer mænd, mens kvinderne omkring Ritt Bjerregaard behandles solidarisk. Om det er Gro Harlem Brundtland, Edith Cresson eller Helle Degn, kommissæren falder i snak med, så får de sig lige en diskussion om, hvor meget de har kæmpet for som kvinder at være nået frem til deres position. Hårdt har det altid været, for mænd er mænd nærmest, og ikke engang økologiske tærter forstår de sig på. Dagbogen indeholder utallige sider, hvor Ritt Bjerregaard gør sig til talskvinde for at ansætte kvinder blot fordi de er kvinder, og de mænd i EU-kommissionen, der ikke køber det argument på en studs, har ikke fattet, at tiderne skifter. RITT FORETAGER SIG IKKE NOGET UOVERVEJET Allerede inden lørdagens fremrykkede udgivelse er undsigelserne af Ritt Bjerregaards dagbog begyndt at buldre i EU-kommissionens korridorer. Hvordan kan man forhandle seriøst med hende som kommissær, hvis man risikerer, at hun i næste afsnit af Ritts soap-opera udleverer detaljer og uddeler karakterer for ens optræden? Spørgsmålet blafrer ikke engang i oktober-vinden. Det er ligetil. Det kan man ikke, og den konsekvens har Ritt Bjerregaard utvivlsomt været klar over, da hun skrev sin dagbog. Det er tilsyneladende mange år siden hun har foretaget sig noget uovervejet. ENFANT TERRIBLE ? Selv om dagbogen indeholder mange udsagn om, hvor hårdt Ritt Bjerregaards liv og arbejdsdag er, så er det faktisk overraskende, hvor meget tid hun egentlig har haft til at holde fri, passe de økologiske æbler, rejse med Søren, optage videoer til Søren Ryge, holde tale på idrætshøjskoler, stå på ski med veninden, skrive kronikker, debatindlæg og ikke mindst dagbog. Derimod er fraværet af egentlig interesse for med hårdt politisk arbejde at skabe kompromisser og resultater anderledes fraværende. En tendens, der også afspejlede Ritt Bjerregaards indsats de sidste år i det danske folketing. Har kommissæren indset og forstået, at hun ikke er i stand til eller orker at bringe sig selv i centrum ved at knokle på de interne kommissionslinier, men kun kan bevare fokus på sin person ved at være enfant terrible? I så fald har Ritt gjort det igen. KOMMISSÆRENS DAGBOG Ritts forord Dagbogsformen har fået små begivenheder til at fylde meget Det var Stig Andersen fra forlaget Aschehoug, der fik ideen til denne dagbog. Han mente, at det kunne have interesse at få at vide, hvad sådan en kommissær fik tiden til at gå med. Det satte mig i gang. Denne dagbog har det som andre dagbøger - den er blevet skrevet, når der har været tid til at skrive dagbog, og derfor er den ikke nogen ligevægtig gengivelse af, hvad jeg har foretaget mig i mit første halve år som kommissær. De dage, hvor der har været travlt, er kommet til at fylde mindst, mens de tidspunkter, hvor der ikke er foregået så meget, er blevet grundigere beskrevet. Men sådan er vilkårene nu engang for dagbogsskrivning. Det allermest mærkelige for mig at se er, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre at få alle notaterne og indtrykkene samlet sammen og gjort tilgængelige i en form, der kan læses. Forklaringen hedder Birgitte Bønding. Det ville simpelthen ikke have kunnet lade sig gøre uden hende. Hun har arbejdet det hele grundigt igennem og rettet mange forkludrede og uklare formuleringer ud. Siden har jeg selv læst og arbejdet der igennem, så fejlene er mine egne. Sådan nogenlunde var altså mit første halve år i ønskestillingen som kommissær i Europa. Jeg er allerede i fuld gang med det næste halvår, der er lige så arbejdsomt og lige så spændende. Det er mit håb, at læserne gennem denne dagbog vil få et indtryk af, hvad der foregår hos Ritt Bjerregaard Flyttekasser Bruxelles den 1. Januar Det er eftermiddag, og solen står lavt ind igennem vinduerne. Søren og jeg skæver bekymret til møblerne, gardinerne er ikke kommet op endnu. Men ellers er den store stue her på midteretagen næsten i orden, tilbage er kun de flyttekasser, som jeg har fyldt op igen: 'Til loppemarked i Stestrup' hedder en. Den består mest af ting, som egentlig burde smides ud, men som jeg alligevel tænkte kunne bruges af andre. Jeg skal nok få noget sjovt ud af den sammen med tøserne, Meta og Minna, min søsters tvillingepiger. En anden 'Glas og porcelæn', indeholder de ting, jeg ikke bruger så meget, og en tredje er fyldt med duge, som ikke passer på det grønne bord. Det kan slås ud næsten i det uendelige, så det altid passer til antallet af personer. Jeg regner nemlig med, at min lejlighed hernede skal være ramme om mange gode diskussioner og møder om miljø og miljøpolitik. Før frokost gik vi tur ud til Gare du Midi, hvor vi havde hørt, at der skulle være et stort marked - også selvom det er nytårsdag. Det var der. Flest indvandrere med masser, masser af grøntsager og boder med oliven og pickles. Heldigvis var der også den fiskevogn, som var turens egentlige mål. Der købte vi to fine søtunger til frokost - og mens jeg sidder og skriver, er Søren ved at koge blæksprutter til aftensmaden. Det er anstrengende at flytte - også selvom det er Søren, der har påtaget sig alt besværet med at få pakket Vesterbrogade-lejligheden ned sammen med flyttefolkene og derefter stå parat hernede, da alle tingene skulle ankomme og helst stilles på den rigtige plads. Fordi lejligheden er i tre etager, havde vi på forhånd lagt en omhyggelig plan for tingenes placering. Den har heldigvis passet indtil nu, så vi er sluppet for at mase op og ned ad vindeltrapperne med fejlslagne anbringelser. Jeg læser for tiden på materialet fra generaldirektoratet for miljø, der i EU-sprog hedder DG 11, til den høring jeg skal til i parlamentet på torsdag. Det er lidt af et job. De har gjort det grundigt i direktoratet, så jeg sidder med et kæmpetykt ringbind med bunker af oplysninger om sager, der kører, og lidt om, hvor de politiske problemer har ligget. Men det er skrevet i det værste bureaukratsprog. Den ene uforståelige forkortelse efter den anden. Det gør det absolut ikke nemmere, at det er på engelsk, selvom jeg ikke normalt har vanskeligheder ved at læse på det sprog. Jeg har sagt til min kabinetschef, Laurs Nørlund, at det er sidste gang, jeg accepterer notater af den art. Det meste af det er helt uforståeligt, og selvom man godt kunne forestille sig, at jeg efterhånden blev fortrolig med alle de forkortelser, tror jeg ikke, det ville være nogen fordel. Hvis jeg begynder at bruge dem, når jeg taler eller skriver, vil jeg komme til at bidrage til den fremmedgørelse, som er så stort et problem i EU. Det bliver et mandarin-sprog, som kun de indviede kan forstå, og det er netop den tendens, jeg for enhver pris vil forsøge at undgå. Men i denne omgang hænger jeg selv på det, og jeg har allerede brugt mange dage på at tyde koderne og adskillige timer på at snakke det igennem med Laurs. Det er, hvis man skal se lyst på det, meget godt at komme så grundigt ind i emnet, men det opløser sig i enkeltdele, så det er svært at bevare overblikket bare nogenlunde. Med følelsen af at sidde mellem flydende vraggods har jeg, for ikke at drukne helt i direktoratets volapyk, lavet mig en liste over de overordnede principper for fremtidens miljøpolitik, som jeg finder vigtigst: 1. Miljø- og ressourcebetragtninger bør indgå i enhver form for politikudformning. Miljøhensynet skal være fællesnævneren for alt, hvad man foretager sig inden for landbrug, industri, energiudnyttelse, transport m.m. 2. Forureneren betaler. Princippet bør håndhæves strengt. Det må ikke kunne betale sig at svine. Det skal være billigere for industri, landbrug og husholdninger at inddrage miljøhensynet fra starten. 3. Miljøstandarder må aldrig sættes for lavt eller undlades af hensyn til erhvervene. Man kan ikke gå på kompromis med folkesundheden, derfor er det vigtigt at fastholde høje miljøstandarder. Der kan gives fornuftige overgangsordningcr for lande, der er bagefter eller ikke har en økonomisk kapacitet til at klare kravene med det samme. Men i det lange løb skal de ophæves. Det svære her er givetvis landbruget. Det bliver ved med at bekæmpe fornuftige miljøstandarder og producerer dårlige madvarer. Jeg har vel næsten arbejdet med det i 10 år i Danmark. Det bliver nok ikke nemmere i unionen. Men forandringer i landbrugspolitikken er nødvendige. Et af de andre spørgsmål, som jeg nok også stod mig godt ved at få afklaret, er mit forhold til parlamentet. Jeg synes umiddelbart, at det bør være en allieret. Medlemmerne er folkevalgte, og de har altså til opgave at komnunikere med befolkningerne i de lande, hvor de er valgt. Netop fordi kommunikationsopgaven efter min egen opfattelse er af afgørende betydning, er det vigtigt at kunne samarbejde med dem. I notatet fra generaldirektoratet beskrives de nærmest som modstandere. De vil have mere magt. De kræver procedurer, hvor de har noget at skulle have sagt sammen med kommissionen og rådet i stedet for bare at blive stemt ned. Det forekommer mig at være et såre logisk krav, og noget jeg kun kan være interesseret i. På den anden side kender jeg dem jo ikke endnu, så jeg ved ikke, om det ernogle slemme krakilere eller fundamentalister. Eller om de i al almindelighed er frustrerede over, at Europa-parlamentet ikke har den samme magt som de nationale parlamenter. Det vil nok være klogt at prøve at formulere, hvordan jeg synes, mit forhold til parlamentet (i første omgang miljøudvalget) burde være. Det bliver dagens anden liste: 1. Den størst mulige åbenhed med forøgede og bedre 'muligheder forparlamentet for at få oplysninger. D.v.s. at kabinettet skal kende parlamentet godt og sørge for at få et ordentligt forhold til det. 2. Huske at parlamentet er en del af beslutningsprocessen. Her ved jeg selvfølgelig godt, at der er nogle spilleregler, der skal overholdes, og det vil jeg gøre. Men når jeg ser generaldirektoratets notat, så er det også tydeligt, at der er meget, der kan gøres anderledes og bedre. Først og fremmest drejer det sig om at få etableret et fornuftigt samarbejde. Hvordan får jeg ram på en talsmand? Tirsdag den 3. Januar I dag var det almindelig arbejdsdag i Bruxelles. Jeg har været i miljødirektoratet og gennemgå de mange notater, de havde givet mig. Det var nyttigt. Vi kom dem igennem, og jeg fik forklaret, hvorfor det var en helt håbløs tanke, at de skrev alle disse forkortelser, og at det var sidste gang, jeg ville se notater udformet på den måde. Jeg fik også de forklaringer og informationer, jeg manglede, så nu er jeg bedre klædt på. Da jeg taler dansk i parlamentet, var jeg også nødt til at få at vide, hvad alle direktoratets flotte titler dækkede over på dansk, så jeg havde en god times snak med Jørgen Henningsen, der er direktør i DG 11. Jeg sidder nu og arbejder med talen, som jeg skal holde på torsdag iparlamentet. Laurs har lavet et nyt udkast efter vores snak, men jeg er ikke helt tilfreds med det, og nu prøver jeg at få den skåret til. Mit største problem lige nu er at finde den rigtige person til talsmandsfunktionen. Det var noget af det, jeg var allermest optaget af helt fra starten, og jeg havde derfor meget hurtigt taget kontakt til en af de journalister, som har været her i Bruxelles. Han ville meget gerne, da jeg talte med ham, men så røg jeg ind i slagsmålet i kommissionen om antallet af talsmænd. Der var blevet foreslået, at to kommissærer skulle deles om en talsmand. I mine øjne ville sådan en ordning være helt umulig i praksis, og jeg tog skarpt afstand fra ideen. Der er andre steder, hvor det ville være både nemmere og mere hensigtsmæssigt at spare. Det tog et par måneder med forhandlinger på de møder, vi havde, før kommissionen trådte til, og jeg endte med at vinde. Da det hele var gået i orden, og jeg var klar til at præsentere ham som min talsmand, meldte han fra. Dødssygt! Da jeg kom herned den 21. december, spurgte jeg derfor Mette Fugl fra DR-TV - hun havde allerede tidligere antydet, at hun var interesseret. Det var hun heldigvis stadigvæk og lovede at tænke over det i julen. Mellem jul og nytår bad hun så om en ny snak, og her meldte hun, at hun var 98 pct. klar på projektet, hun manglede bare at få afklaret de praktiske ting med Lis Merete Frederiksen, der er nyhedschef på DR-TV. Hun kunne desværre ikke påtage sig opgaven, hun kunne ikke klare det, det lå alt for langt fra, hvad hun ellers lavede, hun havde nok ikke den arbejdsdisciplin, der skulle til etc. etc. Vi småsludrede, og jeg spurgte, hvad DR-TV egentlig havde sagt. Næ, de havde ikke villet give hende orlov, og de ville heller ikke lade hende beholde lejligheden, hun boede i. Det var for usikkert for hende. Jeg sagde, at det forstod jeg da godt! At det var mærkeligt, at DR ikke havde en mere fleksibel personalepolitik. Vi skiltes i den bedste stemning, og der stod jeg for anden gang med en forsvunden talsmand denne gang lige op til nytåret. I går ringede jeg så med Lis Frederiksen fra DR-TV, og jeg forklarede hende, at Mette strengt taget havde ret til at få tildelt orlov ved en sådan stilling - det foreligger der regeringsbeslutning om. Jeg fik samtidig forklaret hendelidt om stillingen. Det er tydeligt, at den er ukendt i Danmark. Folk tror, det er en slags partipolitisk stilling.#v Lis Frederiksen mente f.eks. ikke, at Henning Christophersen havde haft nogen talsmand, hvad han har. Han valgte bare at give stillingen til en partifælle, der ikke fik meget ud af den. Det bliver ved at komme bag på mig, hvor stor uvidenheden om det rent praktiske i EU egentlig er, efter at vi trods alt har været medlemmer i mere end 20 år. Jeg sagde til Lis Frederiksen, at jeg simpelthen ikke forstod, at DR-TV ikke havde været henrykt for på denne måde at få uddannet en medarbejder. Tænk at have mulighed for at få en journalist, der havde haft kontakt med hele det internationale pressekorps. Hun havde åbenbart slet ikke tænkt i de baner. Hvor er det ærgerligt, at de fleste danskere glemmer at tænke lidt længere. På tur i museet Torsdag den 5. januar Det er tidlig morgen, og museet er nu så meget i orden, at jeg kan sidde her. Museet er det rum, hvor jeg har alle mine billeder af familie og venner, arvestykker og underlige souvenirs fra hele verden. Mormors gamle stråhat hænger på væggen, og træfiguren, jeg byttede mig til for et par gummisko, da jeg rejste i Afrika, står i reolen. Der er en stor seng med masser af puder og det lille skrivebord, min far har lavet. Fjernsynet og CD-spilleren hører også til herinde. Det er kort sagt rummet, hvor god smag og indretning i enkel skandinavisk stil intet har at gøre. Jo mere overbroderet, jo bedre. Jeg har altid haft et museum, der hvor Søren og jeg har boet. Søren hader nips og den slags, og derfor kom vi hurtigt på ideen med et rum, hvor jeg kunne udfolde mig ubegrænset. Museet er et godt sted for mig at arbejde og slappe af, og jeg nyder at have alle tingene og billederne fyldt med historier og gode minder omkring mig. I dag skal jeg så til høringen i parlamentet. Det bliver spændende at se, hvordan det virker. Jeg har forberedt mig ved at komme alle notaterne fra DG 11igennem suppleret med materialet efter mødet i tirsdags. Talen er også færdig og varer knap et kvarter. Det skal nok gå. Det er lidt forvirrende med sprogene. I parlamentet skal jeg snakke dansk, og her gælder det hele tiden om at finde de rigtige danske udtryk. Efterfølgende vil det være de engelske udtryk, jeg skal bruge, men dem behøver jeg ikke koncentrere mig om at huske lige nu. Talen er udmærket uden at være noget specielt. Som Laurs sagde, er det ikke nogen historisk tale, men jeg tror, den indeholder, hvad der er brug for nu, og der er ganske stærke meldinger om nødvendigheden af større åbenhed og en beslutningsproces tæt på folk. Øst- og Centraleuropa har fået en pæn plads. Det er tydeligvis lidt af et show i parlamentet, begge de to danske TV-kanaler er der. Der er altså også en mulighed for at få sagt noget til den danske befolkning. Nu håber jeg bare, at det ikke bliver alt for kedeligt. Jeg vil ialle tilfælde gøre, hvad jeg kan for at svare direkte og sådan, at det er til at forstå, hvad jeg taler om. Det er på en måde lidt underligt med den slags høringer, fordi jeg i realitetenikke er trådt til, og som sådan ikke allerede kan vide meget om det område, jeg skal være ansvarlig for. Men jeg kan jo ikke få flere timer i parlamentet til at gå uden også at snakke substans. Derfor er det sikkert nyttigt, at jeg har brugt så lang tid på at sætte mig ind i stoffet fra direktoratet Høringen i parlamentet Fredag den 6. januar klokken godt 7om morgenen Vi havde middag for kabinettet i går. Vi er nu, ud over Laurs, Christine Dalby, Bolette Weis Fogh, Niels Remmer og Marianne Thyrring - så vi mangler endnu at besætte et par stillinger. Søren havde lavet mad og været i byen og ordnet det hele. Han har været meget sød og hjælpsom hele vejen rundt. Jeg var ikke selv hjemme fra høringen før klokken 18.30, så der var ikke meget tid at give af, fordi gæsterne kom klokken 20.00. Vi mødtes først i museet hvor vi for første gang også havde fået sengen i orden. Værelset så flot og eksotisk ud, og det virkede fint at mødes der. Til middag havde Søren bestemt, at det skulle være belgisk. Så vi fik rosenkålsuppe (Brusselsprouts), julesalat med skinke og vilde ris, ost og til sidst is med syltetøj, som Søren selv havde lavet - det var abrikoser med mandler. Bagefter kaffe og de kager, der også er en belgisk specialitet, og hedder speculaas. Der er en god stemning i kabinettet. Alle glæder sig til at komme i gang med arbejdet, og Laurs var god til at sørge for at fortælle om, hvor langt vi var kommet, og med hvilke overvejelser vi nu gik for at få det sidste på plads. Vi talte lidt om det seminar, vi har tænkt os at holde senere på måneden (som allerede er døbt hytteturen), om lokalefordelingen og vores problemer med at få ordentlige computere. Høringen gik ikke godt. Talen slog fint igennem, men udvalget var næstenkun optaget af at sikre sig selv så meget magt som overhovedet muligt, det vil sige, at de næsten kun stillede institutionelle spørgsmål. Om jeg ville sikre dem større indflydelse i forhold til kommissionen. Selvom jeg egentlig havde glædet mig til samarbejdet og også havde lagt stærkt op til det i talen, blev jeg stigende irriteret over, hvor navlebeskuende de var, så jeg lovede stort set ingenting. På et tidspunkt måtte jeg ligefrem forklare dem, at det var et spørgsmål om unionens form for samarbejde, og at det drejede sig om et samarbejde mellem selvstændige lande. Gang på gang måtte jeg fastholde traktatens ord. De var meget optaget af at få mig til at love, at jeg ville gå direkte efter de lande, der ikke overholdt de bestemmelser, der er vedtaget. De skulle bringesfor retten med det samme. Det ville jeg ikke love. Der var kun en enkelt ting, der virkelig ærgrede mig, og det var, at formanden for udvalget spurgte til min mening om nogle betænkninger, som miljøudvalget havde vedtaget om arbejdsformen. Dem havde jeg aldrig hørt om, og det fremgik tydeligt af mit svar. Detburde DG 11 selvfølgelig have briefet mig om. Jeg er spændt på at se, hvordan den danske presse tager det, og også på, hvor kritisk udvalget melder tilbage til Santer, formanden for kommissionen. Det er nok meget heldigt, at udvalget ikke skal vurdere den enkeltekommissær - hvad jeg inden da ikke havde haft noget imod - fordi det ville være nemmere for dem at afpresse os kommissærer alle mulige løfter. Det er klart, at jeg kunne have skabt en meget god stemning ved at love at give dem mere magt og være ligeglad med, om det var i strid med traktatens tekst. Kirsten Jensen og Lone Dybkjær havde ikke foretaget sig noget, mens Christian Rovsing meget sødt havde ringet for at informere mig om de spørgsmål, de ville stille fra energiudvalget, der også deltog i høringen. Han forberedte mig godt på den måde, og de holdt sig også til spørgsmålene under mødet. Det var socialisterne i miljøudvalget, der lagde ud, og formanden, Ken Collins, der også er socialist, kørte benhård på. Hvis det bliver stilen og tonen, så er der ikke meget at hente, så vil udvalget alene koncentrere sig om at få mere magt og ikke være særlig optaget af miljøspørgsmålene, og jeg vil ikke have den allierede, som jeg havde håbet på. Det var en skuffelse, men nu kender vi hinanden og ved, hvor vi står. Det kan jo også vise sig at blive et udmærket udgangspunkt for et samarbejde. I går havde min sekretær, Hanne Henriksen fra Folketinget, sin første dag på jobbet. Hun er kørt herned sammen med sin mand, Rolf Lütken, og har travlt med også at kikke på lejlighed. Hun glæder sig, men synes også, at det ser noget overvældende ud. Det er virkelig dejligt, at hun ville med, fordi det giver mig den forbindelse hjem, som er så vigtig. Også arbejdsmæssigt er det en kæmpe fordel, fordi vi kender hinanden så godt, og fordi hun er den dygtigste sekretær, jeg har haft. Janus, min nevø, der skulle have været inde i Folketinget i går for at hjælpe min gamle sekretær, Bolette Balslev, med at arkivere og rydde op, ringedeved 11-tiden for at sige, at han var syg og ikke kunne komme. Det var der jo ikke meget at gøre ved, men jeg kunne ikke lade være at tænke over den forskel, der er på unge i dag og så min generation. Det ville have været helt udelukket, at vi meldte os syge, hvis vi ikke var lige til at køre på hospitalet. Talsmanden i mit liv bliver muligvis John Iversen fra SF - ham der tidligere sad i parlamentet, men blev slået af Lilli Gyldenkilde. Han blev heller ikke valgt til Folketinget,og lige nu er han vist højskolelærer. John er meget interesseret, og han skal melde tilbage til Laurs på søndag. Han kan virkelig blive god i den danske debat, og det vil nok virke som lidt af en bombe, hvis det bliver ham. Sjovt nok havde Holger K. Nielsen tidligere været inde på, om jeg ville bruge John sommedlem af kabinettet, men det afviste jeg, fordi jeg ikke syntes, at jeg kunne bruge en politiker. Nu håber jeg, at det lykkes - også fordi talsmanden har en særlig placering. Laurs kender ham ret godt og håber også på et ja.#meTo dageefter høringen ... [Lørdag den 7. januar Stort postyr om høringen i de danske aviser. Vurderingen var, at jeg klarede mig dårligt, og det undrer mig sådan set ikke. Men der var påfaldende få, der havde fat i, hvad torsdagens diskussion rent faktisk havde drejet sig om. Nemlig at parlamentet prøvede at få mig til at love dem mere indflydelse, end de har ifølge traktaten. Poul Smidt fra Det fri Aktuelt - der åbenbart nu er klar over at jeg ikke tager ham som talsmand - var meget kritisk i en leder, og han fortsatte i TV2 i går aftes. Flere af journalisterne prøver tydeligvis at teste mig på min viden om paragrafferne i traktaten, så jeg må arbejde den tekst ind på rygmarven - hvis det skal være en eksamen, kan den læres, ligesom den sociale lovgivning kunne det. Men lidt tåbeligt virker det nu. Miljøudvalget havde meget interessant haft afstemning om min godkendelse uden på nogen måde at have ret til det. De skal bare afholde høringen, og derefter skal kommissærerne samlet til afstemning i parlamentet på tirsdag og onsdag i næste uge. Og selvom socialisterne ikke hjalp mig den mindste smule under høringen, så havde de alligevel følt, at de måtte støtte mig i den diskussion, de havde haft efterfølgende. Det var rart at få at vide. Jeg kører en benhård linje i den diskussion, men det er klart, at jeg bliver nødt til at tænke over forløbet, for jeg havde jo selv regnet med engod og stor opbakning fra parlamentet, og den kan jeg ikke uden videre regne med. De vil først og fremmest afprøve deres magt, og det hænger nok sammen med, at formanden for miljøudvalget, Ken Collins, også er formand for alle udvalgsformændene. Han er meget bevidst om parlamentets ringe betydning og ønsker at sætte sig igennem, og derfor har forløbet passet ham udmærket. Han bruger miljøpolitikken som middel og ikke som mål. Det gør det måske vanskeligt at lave alliancer med ham. Men nu må jeg se tiden lidt an, og hvis den øvrige kommission er villig til at give parlamentet mere magt, så har jeg intet mod det. Jeg synes nærmest, at det ville være godt. I aften får vi besøg af Gunnar Riberholdt og Malin Lindgren. De ville gerne se, hvordan vi har indrettet os, før de tager tilbage til Danmark for et halvt år. Så kommer Gunnar tilbage til Bruxelles som Natoambassadør. Det er dejligt, at han kommer herned igen, han har været ualmindelig hjælpsom i hele omstillingsprocessen, både før jeg flyttede herned og efterfølgende. Det var takket være ham og hans medarbejder, Jytte Thestrup, at jeg så hurtigt fandt et godt sted at bo. Jytte havde allerede i efterårsferien en række muligheder, som Søren først kikkede på, mens jeg var rundt og sige goddag til de kommissærer, der fortsatte i kommissionen. Og det endte med, at vi allerede kunne beslutte os for lejligheden her på Rue de Namur på så tidligt et tidspunkt. Det er Sørens sidste veekend. Mandag morgen tager han toget til Fyn. Det er jeg ked af. Det har været så rart at have ham her, og jeg tror, at overgangen bliver sværere, end jeg havde tænkt. Der er for meget, jeg skal have taget fat på. Mit franske er ikke godt nok. Det vælter ind med emner på miljøområdet, som jeg skal læse op. Peter Nedergaard og Luc Ferry bør læses. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at jeg bliver rastløs, fordi der stadig ikke er noget rigtigt styr på, hvad jeg skal. Men som så ofte før er der jo ikke andet at gøre endat bide tænderne sammen og stå det igennem. Kunsten at kreere et kabinet Søndag den 8. januar Så er det sidste dag, Søren er her i denne omgang. Det har været dejligt, at han afsatte så meget tid til at være her og hjælpe, og det har været sjovt sammen med ham at starte det nye arbejde - også selvom jeg endnu ikke er trådt rigtigt til. Det er godt at have mulighed for at snakke tingene igennem - og det er ikke det samme at gøre det pr. telefon. Men den må jeg så nødtvunget nøjes med i den kommende tid. Vi har næsten fået lejligheden på plads, og vi har kikket os lidt om i omegnen. Der er for få butikker her, hvor vi bor, men det ordner sig nok, når jeg kender byen lidt bedre. Desværre lykkedes det ikke at få Sørens og min computer til at kommunikere. Det brugte vi en del tid på, både ved at ringe til edb-kontoret i København og ved at konsultere en Mac-butik her i byen. Det hjalp ikke. Det indskærpede for mig, hvor vigtigt det er, at jeg spenderer tid og kraft på at få EDB-udstyret til vores kontor i orden. Det slås vi om lige nu.EDB-afdelingen i kommissionen havde givet Laurs et tilbud, der betød, at medlemmerne af kabinettet ikke kunne regne med at få en transportabel computer hver, og det er jo simpelthen for dumt. Så nu har vi været det hele grundigt igennem og lavet et nyt brev til dem. Det er noget af det, jeg bliver nødt til at stå meget fast på og også tage nogle slagsmål for. Laurs var rundt om med sine to børn, Mikki og Stasia, i går, da de havde kørt Hanne-Vibeke til flyveren - hun skulle tale ved det radikale nytårsstævne. Han havde udklip fra de danske aviser med. Nu var der flere, der beskæftigede sig med den magtkamp, der var foregået mellem mig og parlamentet. Journalisterne havde fået sat tingene bedre på plads. Både Politiken og Information havde nogle meget informative ledere, og Berlingske Tidende var også stort set i orden. Hvis man undtager det lettere ubehagelige ved seancen, tror jeg, det har været godt for den danske forståelse, at det har givet så meget omtale. Det betyder, at mange flere mennesker tænker over, hvad det er for et foretagende, de er med i, og også overvejer, hvad det er, der foregår, og det var jo et af mine mål. Ellers gik det meste af dagen med at rydde op, og så fik vi vaskemaskinen til at virke. Det er første gang, jeg har haft en vaskemaskine, og jeg tror, den er kommet for at blive. I hvert fald fik vi vasket tre maskiner i går, og vidunderet tørrer også tøjet, så nemmere kan det vist ikke blive. Det var sjovt at høre Gunnar Riberholdt fortælle om dengang, han startedesit arbejde i EU. Vistnok i 1962. En af hans første poster var i Paris, og her havde han fået til opgave at opsøge Jean Monnet, en af idemændene til Det Europæiske Fællesskab. Han var ikke meget for at skulle have for mange af de små lande med i det europæiske samarbejde, og da slet ikke de nordiske. Han vurderede, at de ville være besværlige, og det fik han jo ikke helt uret i. Gunnar havde mødtes med ham flere gange og fortalte med en vis stolthed og glæde om de frokoster, de havde haft sammen. Jeg kunne godt se det for mig. Den ældre mand, der så sit livsværk i gang, og den unge velbegavede og interesserede mand fra den danske ambassade. Monnet har givetvis syntes, det var sjovt, og haft glæde af engagementet og gå-på-modet. Nu siger Gunnar så farvel til det hele, og et lille udenrigsministerium som det danske mener altså, at de har råd til at undvære den ekspertise, han har opbygget gennem 30 år! Dønningerne efter høringen har endnu ikke helt lagt sig. I dag ved jeg kun, at Politiken Søndag har en artikel i, efter jeg talte med Hans Drachmann i går. Berlingske Tidende, der naturligvis går efter den negative vinkel, havde talt med Hans Fluger, og han syntes ikke, at man kunne bebrejde mig noget, men derimod mit kabinet. Det var dem, der havde været for inkompetente, for unge og for uvidende! En oplagt synsvinkel, når man tænker på, at han selv gerne ville have været kabinetschef og bød sig til på forskellig vis, efter at jeg var blevet kommissær. Nu går han så efter Laurs, og det på trods af, at han i hvert fald selv må vide, at kabinettet slet ikke er trådt til endnu. De vil lave noget på det i DR-TV, og det agter jeg at gå ind på. Der er ingen som helst grund til at bebrejde kabinettet noget som helst, og det kan være klogt nok igen at få præciseret, at det slet ikke er det, der er pointen, men at Europa-parlamentet vil have nogle af de beføjelser, som de nationale parlamenter har. Kort sagt, at der er tale om en forfatningskamp. Lidt overraskende måske, at Hans Fluger synes, han skal ind i den debat på den måde. Også lidt ærgerligt, for jeg havde et fint samarbejde med ham, da jeg var formand for Europabevægelsen. Et af problemerne ved at lave et kabinet har vist sig at være de mennesker, der bliver skuffede over ikke at være med. Det gælder Hans Fluger, der havde håbet på en plads, og det gælder Poul Smidt fra Det fri Aktuelt, der også har ført sig frem i stor kritisk stil. Han var den første til at ønske mig til lykke, da jeg blev kommissær, og benyttede da lejligheden til at fremhæve sit eget kandidatur: Hvis jeg havde brug for en god og pålidelig pressechef, så var han rede! Dertil kommer mange andre med såret forfængelighed. Det ligner det, jeg også kender fra den socialdemokratiske gruppe. Der er virkelig vrede og frustration i luften fra dem, der ikke får den plads, de havde ønsket sig. De oplever det som en voldsom degradering - også selvom det i nogle tilfælde blot er fordi, der er et begrænset antal pladser til rådighed. Laurs ringede, at han nu havde talt med John Iversen igen, og at han gerne ville være talsmand. Det var skønt. Laurs har endnu ikke sagt til John, at jeg er med på den, men det får han at vide i aften. Så vil vi prøve at få et møde sammen, evt. i Stestrup, her på onsdag, når jeg er i Danmark. John har støttet mig i to tv-aviser, så der er nok mange, der tror, at det er derfor, vi har valgt ham. Han havde fortalt Laurs, at han på en tur i byen i Århus efter sit tv-indslag havde mødt nogle frontløbere, der havde takket ham, fordi han var gået ud og havde støttet mig - det har han nok også selv været godt tilfreds med. Hvis planen holder, så skulle vi kunne holde et pressemøde næste mandag. Her vil vi også kunne præsentere Marianne Thyrring, som jeg har haft i baghånden for at presse kommissionen med hensyn til talsmandsjobbet. Så længe de ikke ville give mig en hel talsmand, var min holdning, at jeg måtte holde en stilling i kabinettet fri til den post. Nu er problemerne løst, og Marianne er officielt kabinetsmedlem, så hun skal selvfølgelig også præsenteres. En ugerapport Stestrup den 13. januar Så er det blevet fredag, og ugen har kørt på de helt høje nagler, fordi parlamentet er på krigsstien i forhold til nogle af os udpegede kommissærer. Der har simpelthen ikke været tid til at skrive en stavelse undervejs, og jeg er vaklet i seng fuldstændig udmattet hver aften og har måttet stå op alt for tidligt. Det har været hårdt. Og nu er det allerede 1ørdag morgen. Jeg fik ikke skrevet mere i går morges på grund af radioavisen. De ville have mig på klokken 7 og ringede ca. halv syv. Det var hele historien om den 'uautoriserede oversættelse', om at Europaparlamentet ikke var et 'rigtigt parlament'. Jeg ville ikke på, før jeg vidste, om Helge Kierkegaard var villig til at bekræfte, at udtrykket overhovedet ikkevar dækkende for, hvad jeg havde sagt på mødet. Det var ham, der havde ledet mødet med presselogen på Christiansborg. Han var ikke til at få fat på. Så jeg fik Anette Bindslev i SNT til at finde Kierkegaard på Stiftstidenderne. Det lykkedes, så jeg kunne rede trådene ud i radioavisen klokken 8. Det var fint, at han stod ved, at der var tale om en grov fordrejning fra den konservative pressetjenestes side. Til overflod slås jeg med en blærebetændelse. Den startede mandag nat, før jeg tog til Stestrup, og jeg har spist piller hele tiden uden nogen synderlig positiv effekt. Så nu sidder jeg her i sengen med en kande kamillete, en ekstra dosis piller, dynen godt op omkring mig, og håber, at den konstante tisse-trang vil forsvinde. Det er utroligt smertefuldt og ubehageligt. Jeg talte med Karl Hjortnæs' Anne, da jeg var derude i går, og hun havde også haft det i en periode, men nu var det mange år siden, hun havde været på den. Det er det også for mig. Fem til otte år tror jeg. Man plejer at sige, at det har med træk og kulde at gøre. Jeg tror, det er stress - for hårdt liv for længe, for meget pres - så reagerer min krop helt af sig selv og tvinger mig til at være i ro. Jeg kan huske en anden gang, hvor overanstrengelsen og presset resulterede i en forrygende influenza. Blærebetændelsen havde utvivlsomt været helt væk, hvis jeg, i stedet for at styrte rundt, havde holdt mig i sengen et par dage med piller og litervis af kamillete. Men sådan ser mit liv jo ikke ud lige for øjeblikket - og det er vist meget længe siden, at det har gjort det. Lad mig se, om jeg kan rekonstruere lidt af det, der er sket i ugens løb. Tirsdag morgen tog jeg det første morgenfly til København. Jeg havde ikke nået at pakke, så jeg måtte op allerede klokken halv seks, men der var udsigt til en god uge, hvor jeg havde passende med møder og også skulle sige farvel til Folketinget og flytte ud af mit kontor. Og da Helle Degn nu var flyttet ind i min lejlighed, ville jeg bo i Stestrup, for så fik jeg også set mine forældre lidt mere. Efter at have været rundt om kontoret i Folketinget, hvor alle kasserne stod opstablet - Bolette havde haft travlt imellem jul og nytår - nogle til kontoret på Højbroplads, andre til Landsarkivet - tog jeg ud tilHaldor Topsøe. Den gamle departementschef Erik Ib Schmidt var der også, og både ham og Topsøe var i fin form. Ib er ved at skrive en ny bog - om miljø! Det var spændende at høre lidt om virksomheden, og de ville gerne have et samarbejde. Topsøe simpelthen fordi han ønsker mig alt godt i det nye job, mens de to lidt yngre medarbejdere mere så det ud fra et business-synspunkt, hvad jeg ikke har spor imod. Det var lige før, jeg anede, at Topsøe ikke var meget for samarbejdet i EU, men syntes, at det kunne hjælpe lidt, at det nu var mig, der tog mig af det. Dernæst holdt nogle af os, der har skrevet 'Demokratiets lette tilstand' et lille møde. Vi vil prøve at lave en pjece, der omhandler demokratiet i EU, og Kresten Schultz Jørgensen har lovet at være pennnefører på den. Henning Hummelmose havde først ideer om en journalist, men var så med på ideen om Kresten, der også var pennefører på 'Ministeren'. Efter at have taget postbunkerne på Christiansborg kunne jeg så tage til Stestrup. Her huserede håndværkerne. Vi er ved at få lagt fliser i den gamle stue samtidig med at vi flytter brændeovnen. Alle møblerne var flyttet ud, og der så herrens ud, men der var heldigvis fred og ro i køkkenet. Det var dejligt at have tid til bare at sidde og sludre. Næste dag var Laurs i byen, og vi startede klokken 9 med et møde i Landbrugsministeriet. Sammen med departementschefen havde jeg aftalt, at vi fik sagt goddag til hinandarede også, at man selvfølgelig sagtens kunne få 'gode karakterer' af parlamentet, hvis jeg og de andre nordiske kommissærer ville love dem, hvad de gerne ville have. Det var et fint møde, en god og åben stemning, og jeg gik derfra i godt humør. Laurs og jeg fortsatte til et møde i en lille gruppe, der diskutererudviklingen i Øst- og Centraleuropa. Det var Uffe Østergård, der indledte, og det gjorde han så spændende, at diskussionen blev virkelig interessant. Herfra styrtede vi over på Hovcdbanegården for at nå toget til Hvalsø. I København var vejret blevet mere almindelig trist vinter, og det var heller ikke særlig slemt i Hvalsø, så vi kørte rask af sted fra stationen, indtil vi nåede den lille vej ned til mine forældre. Masser af sne, store glatte flader og tilfældige driver, hvor vinden havde blæst - og mig bag rattet i et tappert forsøg på at få bilen op ad bakkerne og blive på vejen. Det lykkedes lige. Da jeg endelig drejede om hjørnet ved gården, var jeg lige ved at køre ind i John Iversens bil. Han havde allerede fundet vej igennem snemasserne. Det var skønt at komme inden døre, og mine forældre havde sørget for, at maden var klar. Min mor havde stegt en af deres egne 3 kilo store kyllinger på grill og lavet ovnkartofler med pastinakker og timian. Det smagte herligt, og vi spiste 1øs. Til efterret rigtig fløderand med karamelsauce. Udenfor var det fuldmåne, sneen lyste hvidt, jeg skulle sove hjemme og slet ikke spekulere på, hvordan det ville være at køre væk igen. Kaffen drak vi tre alene ude i køkkenet for at få snakket om Johns forventningerog mine. Vi følte os langt uden for lands lov og ret og hyggede os med at tale om alt det, vi kunne udrette i fællesskab. Det var en stor fornøjelse at sidde der og planlægge det sammen. Herefter er der kun tilbage at få det timet ordentligt, for vi vil have John præsenteret i Bruxelles og ikke i København. Ved 23-tiden måtte John og Laurs af sted. Jeg tog den store parcacoat fra Grønland på og gik med mine forældres hund, Goya, op på bakken for at se, om de var kommet ordentligt af sted. Det var de. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der skulle køre om natten i det vejr, og gik i stedet en tur med hunden ud over de månebeskinnede marker. Der var et fantastisk flot lys, og hunden nød at kunne springe rundt. Torsdag morgen tog jeg til København igen. Om formiddagen skulle jeg sige farvel til Folketinget. Pia Gjellerup havde syntes, at det kunne gøres med lidt morgenmad, og det var blevet arrangeret nydeligt af Folketingets restaurant. Desværre faldt det sammen med afstemningerne, så folk styrtede ud og ind Jeg var lidt ked af, at jeg ikke havde sikret mig, at indbydelsen kom godt rundt i huset, for det var især håndværkerne, som jeg havde haft det så hyggeligt med på 3. sal, omstillingen, betjentene både på de forskellige etager, foran folketingssalen og ved indgangen, rengøringsdamerne med mange flere, jeg gerne ville have set. Kort sagt havde jeg glædet mig til at sige farvel til alle dem, der havde gjort de 23 år til en god periode. Nu blev det lidt forjaget, og de var der ikke alle sammen, men farvel fik jeg da sagt.Aviserne havde nu lidt historier om presselogemødet, også vrøvlet fra den konservative pressetjeneste om parlamentet. Jeg gik lige fra Folketinget over til Marianne Jelved for at spise frokost med hende og hendes medarbejdere, men indimellem ringede de fra Bruxelles og fortalte mig om et referat fra mødet med presselogen, der cirkulerede rundt i parlamentet og gjorde dem meget ophidsede. For nu ikke at løbe ind i ny ballade talte jeg også i telefon med Santer for at sikre mig, at der ikke var problemer med ham - det var der ikke. Om eftermiddagen tog Laurs tilbage, fordi hans søn, Mikki, havde fødselsdag, og jeg fortsatte til mit sidste statsrevisormøde, der sluttede med en middag. Det var vemodigt at sige farvel, for jeg har været glad for de mange år, jeg har været statsrevisor. Det har givet mig et enestående indblik i den danske centraladministration, og jeg synes også, at jeg politisk fik meget ud af det og var med til at anbringe statsrevisorerne i en stærk position. Viceformanden, Ivar Hansen fra Venstre, der har været med lige så længe, som jeg har, holdt en ualmindelig pæn tale, hvor han hæftede sig ved, at vi i alle disse år havde udtalt os i enighed. Hvad enten det havde været Fremskridtspartiet eller SF, der havde været medlem, så var det altid lykkedes for os at bliveenige. Han takkede mig for min indsats som formand og understregede, atenigheden var en del af vores styrke. Det havde han helt ret i. Ham har det også været en fornøjelse at arbejde sammen med. Det blev sent, før jeg kom i seng i Stestrup. Så er vi tilbage ved fredagen, der startede med indslaget i radioavisen, hvorefter jeg tog til København. Føret var bedre, så snart jeg kom væk fra den lille vej op til mine forældre, så jeg kørte til København. Det var meningen, Bolette og jeg endelig skulle have tømt kontoret. Men journalisterne væltede ind, Laurs ringede fra Bruxelles, og det blev endnu en dag, hvor det hele bare kørte 1øs. Bolette var alle tiders hjælp. Hun endte i realiteten med at måtte tage sig af det hele. Jeg selv nåede lige et glas vin hos Jytte Hilden i Kulturministeriet. Vi er begge ivrige efter at fastholde vores årelange venskab. Det er selvfølgelig blevet lidt besværliggjort af, at Mogens Lykketoft har været så vred på mig, siden han følte sig kritiseret i kronikken om tilskudssamfundet. Men jeg synes også, at Jytte og jeg må kunne opretholde et ordentligt forhold til hinanden, så det prøver vi. Strasbourg Tirsdag den 17. januar Laurs og jeg er i Strasbourg til godkendelse af kommissionen i parlamentet. Vi havde møde i kommissionen i går aftes og fandt frem til, hvor langt Santer kunne gå med sine løfter. Der var almindelig enighed om, at han ikke kunne give sig på principperne, hvilket ville sige, at der ikke kunne blive tale om at ændre på porteføljerne og heller ikke om at love institutionelle ændringer. Han kunne altså ikke love parlamentet mere magt. Vi var også enige om ikke at sige noget til pressen efterfølgende, så de danske pressefolk var lidt skuffede og sure, men det må jeg tage med. Interessant nok var der overhovedet ingen bemærkninger om mig. Kommissærerne havde meget forskellige oplevelser af høringen, og flere havde følt sig temmelig forulempet, så mødet gik mere med at udveksle erfaringer. Dagen efter var den danske presse på pletten. Skuffelsen over, at jeg ikke havde stået til spanking, var tydelig. Det er mærkeligt eller måske snarere påfaldende, som stemningerne skifter op og ned i medierne. Fra at have været det bedste bud til posten som kommissær, Danmark overhovedet kunne få, lyder det nu fra alle sider, at det vidste vi jo godt, hun er for kontroversiel, hun er for provokerende, hun er for arrogant og kan ikke lide andre end sig selv o.s.v. Det er selvfølgelig rarest, når de kører den gode version med den flinke og dygtige Ritt, men jeg ved jo godt, at det ikke holder, og at det ene billede uafladeligt skifter med det andet. Så lige nu er jeg altså nærmest uduelig, og flere danske politikere har benyttet lejligheden til at få luftet ud. Mest overraskende var det nok, at Lone Dybkjær hoppede med på vognen og bekendtgjorde, at jeg havde gjort det dårligt ved høringen, og at jeg i øvrigt havde skadet Danmark. Det sidste er noget utroligt vrøvl, selvfølgelig skader det ikke et land, at det kommer på landkortet. Om aftenen fik Laurs og jeg talt de efterfølgende dage igennem og lagt strategi for seminaret med kabinettet. Det viser sig, at der ikke er penge til at finansiere et seminar, hvor vi overnatter. I stedet deler vi det så op på to dage og må sove hjemme hos os selv. Jeg prøver at bruge den ene dag på DG 11 og den anden dag på os selv. Jeg tror, det kan være både godt og nyttigt, at vi mødes og får drøftet tingene, før vi rigtigt kommer i gang. Også fordi de med en vis skræk må have fulgt med i alt dette postyr. I dag havde vi så Santers tale i parlamentet. Det gik fint, og efterfølgende overværede vi debatten, der varede lige til klokken 1.30. Vi bare sad og hørte på. Der var ikke meget på mig, men noget var der - især fra den konservative gruppe, og det var i virkeligheden ikke fra høringen, men fra den historie som den konservative pressetjeneste havde kogt sammen. Det er ualmindeligt irriterende, fordi ligegyldigt, hvad jeg gør, bliver resultatet ikke tilfredsstillende. Enten kommer jeg til at trække for meget i land, eller også skal jeg forsvare noget, som jeg ikke står for. Og det er især irriterende, fordi jeg er meget indstillet på et samarbejde med parlamentet. Jeg kan godt lide mennesker, der er valgt til deres position, jeg kan godt lide den lidt rå tone og de politiske diskussioner. Jeg må se, hvordan jeg kan få samlet op på det, og jeg har tænkt mig efterfølgende at sørge for, at talen fra høringen kommer op igen. Den indeholder jo alle de udstrakte hænder og tilbuddene om samarbejde. Ved en reception for Mitterrand om aftenen fik jeg talt lidt med nogle af parlamentarikerne. Jeg gik simpelthen rundt og snakkede, og heldigvis kom flere hen og spurgte, om jeg virkelig havde sagt det om parlamentet. På den måde fik jeg det sat lidt på plads. Jeg mødte også den tidligere hollandske partisekretær Jan Marinus Wiersma, og vi aftalte, at vi skulle snakke sammen i Bruxelles. Jeg bliver nødt til at få opbygget lidt forskellige kontakter, og han og jeg har altid haft det godt med hinanden. Om aftenen snakkede jeg med Laurs og faldt så i søvn lidt før midnat temmelig træt. Syndebukkefænomenet Onsdag den 18. Januar - stadig i Strasbourg. Vi starter først i parlamentet klokken 11, så jeg kan tage det roligt her på hotellet, få læst og skrevet lidt. Det kniber med at få det gjort, når det kører alt for stærkt. I dag stemmer parlamentet om os kommissærer. Det forlyder, at den konservativegruppe, på nær ca. 8 medlemmer, vil stemme for kommissionen, at der havde været ballade hos socialisterne, og at 109 ville stemme for, 38 imod og 12 undlade. Blandt andet skulle de tyske socialdemokrater have været vrede og delte.Kirsten Jensen havde fortalt Laurs, at Ken Collins ikke nåede at få ordet og havde forladt gruppemødet i vrede. Jeg har hele tiden regnet med, at det gik, men nu er jeg lidt nervøs. Jeg har jo trods alt lagt det hele an på mit nye job, flyttet, sagt farvel og indstillet mig på, at jeg var færdig med Folketinget. Søren sagde på et tidspunkt, at jeg var nødt til at forberede mig på det værste, men det synes jeg ikke, jeg har kunnet. Det har på en måde været for uoverskueligt. Laurs og jeg har pjattet med det - han og Hanne-Vibeke ville rejse jorden rundt, og jeg skulle gå og pusle med mine æbler. Ingen af os har udvist den helt store entusiasme ved udsigten til det. Men et eller andet sted ved jeg, at jeg nok skal blive kommissær. De sidste uger har slidt en del, så det vil være rart at kunne se en mere normal - hvad det så er! - arbejdsperiode foran mig. Det har været lærerigt at se, hvordan de forskellige lande og parlametarikere har forholdt sig. Italienerne har på stribe rost deres nye kommissærer, det var de bedste, Italien kunne vælge etc. De konservative har bakket op om deres kommissærer, ligefrem sagt i taler i parlamentet, at deres kommissærer heldigvis havde klaret sig fint i høringen. For Danmark talte Lilli Gyldenkilde nydeligt og nævnte specielt de nordiske kommissærer, der alle havde fået dårlige karakterer. Jens Peter Bonde fra Juni-bevægelsen sagde, at det var det mest paradoksale han havde hørt, at jeg, der var så Europavenlig, nu skulle have problemer med at blive godkendt som kommissær. Det skabte en helt fornøjet stemning i forsamlingen, der var ved at line op til en konklusion om, at jeg slet ikke var 'en rigtig Europa-politiker'. Men ingen af dem, man umiddelbart skulle tro ville støtte mig, har haft ordet. Ikke engang Kirsten Jensen, der ellers har arbejdet pænt for mig på de indre linier. Især da Ken Collins prøvede at misbruge udtalelsen fra den konservative pressetjeneste.Det generelle indtryk har været, at socialistgruppen ikke har gjort meget for'deres' kommissærer. Deres formand Pauline Green har her i den sidste fase gjort et godt stykke arbejde, men det har mere været på grund af hendes autoritet, end fordi gruppen følte, de skulle beskytte de socialistiske kommissærer. I virkeligheden oplevede jeg jo det samme i CSCE (nu OSCE, Organisation for Security and Cooperation in Europe). Her var de kristelige demokrater/konservative også særdeles velorganiserede, mens socialisternes organisation slet ikke fungerede optimalt. Det er egentlig mærkeligt, at de kristelige demokrater kan holde så godt sammen, selvom der er tydelige opløsningstendenser i forhold til partierne. Måske fordi de har tilknytningen til den katolske religion? Her til morgen spiste jeg morgenmad med Anita Gradin fra Sverige. Hende har de virkeligværet grove ved. Under debatten i går var der en fra de konservative, der stillede sig op og heglede hende igennem ved navns nævnelse, om hvor god hun havde været som handelsminister, og hvor helt umulig og elendig hun havde været under høringerne. Strengt taget burde det have været stoppet af formanden for parlamentet, men han gav det bare lov til at køre. Så der var ikke noget at sige til, at Anita var i trist humør. På mandag skal hun have sit første møde med budgetudvalget, og hvordan i alverden skal hun kunne nå at forberede sig! Det er klart, at mødet bør udsættes, men det virker, som om hendes medarbejdere slet ikke ved, hvad de skal stille op. Jeg foreslog, at de måtte sige, at det kunne hun ikke klare med så kort frist, og at hun var nødt til at have lidt tid til at sætte sig ind i tingene I dag holdes afstemningen og bagefter en afskedsmiddag for Jacques Delors med socialisterne, som jeg skal deltage i. I morgen har de lavet en reception klokken 11 og en frokost klokken 13 for den afgående kommission. Det er dødirriterende, fordi det betyder, at hele dagen går med det, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Anita havde lyst til at slippe, og Neil Kinnock ville ikke være der, men jeg har jo brug for kontakten og et godt forhold også til kollegerne, så jeg tror ikke, der er nogen vej udenom. Det er lidt besværligt - også fordi jeg slet ikke nåede rundt om lejligheden i Rue de Namur, efter at jeg havde været i Danmark, så jeg trænger til noget rent tøj. Klokken er nu 19.30, og jeg skal til en afskedsmiddag for Jacques Delors med den socialistiske gruppe. Nu er jeg så kommissær. Det holdt hårdt. Her i densidste runde besluttede de konservative sig til at gå efter mig. Jeg havde talt med Martens, den tidligere belgiske statsminister, der nu er formand for de kristelige demokrater, og nogle af de andre aftenen før, men det var helt glemt. De gik helt åbenlyst efter at få ram på den socialistiske gruppe. Glemt var også, at Yves de Silguy havde haft sine problemer - nu var det partipolitik. De insisterede på, at der skulle et papir på bordet, og de fik så udleveret det dementi, som jeg havde sendt ud i sidste uge om det famøse ,'ikke et rigtigt parlament'. Stort postyr. Der stod jo ingenting, påstod de, og jeg måtte ikke svare dem. Det var ren politisk chikane, men socialisterne gjorde ingenting. De havde besluttet ikke at angribe personer og havde overhovedet ikke noget modangreb at sætte ind. Santer måtte op og sætte det på plads. Han erklærede, at det var et rigtigt parlament efter de regler, der nu gjaldt - balladen på vej igen. De vil simpelthen ikke høre, at det er anderledes end i de nationale parlamenter. Så han måtte gentage, at de da selvfølgelig var et rigtigt parlament, og så i øvrigt fortsætte sin tale. Så var der afstemning, og vi blev valgt med et helt overvældende flertal: 416 sagde JA, 103 NEJ og 59 undlod. Det vil sige, at der blev afgivet 578 stemmer. Det var bestemt ikke nogen rar oplevelse. Først og fremmest fordi det er irriterende ikke at få lov til at svare selv. Jeg skulle bare sidde helt passiv og høre på. Bagefter spurgte de danske journalister mig, om jeg havde fortrudt noget, og jeg kunne kun sige, at det da skulle være mødet i presselogen på Christiansborg. Almindelig munterhed. Jcg fortryder intet omkring høringen. Den var reel nok og afspejlede en magtkamp, men det konservative fnidder-fnadder kunne jeg bestemt godt have været foruden. Schlüter var mødt op i dag, han nikkede venligt, og jeg nikkede tilbage. Hvor har det dog været ynkeligt at følge ham. Den ene dag på forsiden af Berlingske Tidende med en varm støtte om, at det simpelthen var noget værre pjat, det der foregik i det parlament. Dagen efter om at uvidenhed og arrogance er en uheldig kombination. Han syntes heller ikke, at han skulle op og ønske tilIykke med posten efterfølgende. Det gjorde derimod Rovsing, som under hele dette forløb har været meget hjælpsom. Sjovt nok dukkede også hele Folkebevægelsen, Freddy Blak og Niels Sindal, op. Da vi var færdige med afstemningen, fik jeg et sødt lille brev fra Edith Cresson. Hun skrev på engelsk, og oversat lyder det: 'Kære ven! Jeg kender dette syndebukke-fænomen. Du skal nok på strålende vis overbevise dem om dine store evner. Kvinder er jaloux, fordi du er smuk. Mænd er bange bgfor deres magt. Forbliv den, du er. Edith.' Ulla Terkelsen fra TV havde set, at jeg fik et brev, og at jeg så glad ud. Jeg fortalte, at det var fra Edith Cresson, men ikke hvad der stod i det, men at det var rigtig nok, at jeg var blevet glad for det. Det var ualmindeligsødt af hende, at hun kunne se og vide, at jeg trængte til et skulderklap. Også andre kvinder kom hen eferfølgende og ønskede tillykke og sagde, at jeg bare skulle stå fast, og at det var ren 'machismo'. Selv ser jeg det ikke så meget som kvindefjendsk, men mere som et konservativt/kristeligt demokratisk nummer, der lykkedes, fordi socialisterne har så travlt med sig selv, at de ikke har kapacitet til at gå ind i den slags slagsmål. Det må jeg så rette mig efter, og det er rart at vide, at jeg har en allieret i Edith. Også Emma Bonino kom hen og gav et klem, mens Anita havde nok i sine egne trængsler. Det var dejligt at kunne lægge sig til at sove, med en viden om, at jeg nu har 5 års spændende arbejde foran mig. Kabinetsseminar Søndag den 22. januar I weekenden har vi haft seminar i det nye kabinet. Med Laurs og mig selv er vi nu seks ansatte. Christine Dalby, der har arbejdet internationalt i mange år og sidst var ansat i kommissionen, nærmere betegnet i generaldirektoratet for landbrug. Bolette Weis Fogh, der er jurist og kommer direkte fra udenrigsministeriet. Niels Remmer, der kommer fra trafikministeriet, og som i mange år har været på den danske repræsentation i Bruxelles som trafikekspert. Marianne Thyrring, der også kommer fra repræsentationen, og som tidligere har været ved skatteministeriet og har de økonomiske erfaringer, vi har brug for - og så vores talsmand, John Iversen. Vi mangler endnu to medarbejdere, hvoraf den ene skal være udlænding. Det har været et godt og udbytterigt seminar. I går var vi sammen med generaldirektoratet, og i dag har vi bare været os selv. Det er nogle søde og dygtige mennesker, Laurs og jeg har fået ansat, og jeg er sikker på, de kommer til at fungere godt. Lørdag aften var vi inviteret til middag hos Laurs. Jeg nåede hjem, fik et bad, klædte mig pænt på og tog så en taxa klokken halv otte for at samle Marianne Thyrring op på vejen. Jeg havde ikke fået kikket på noget kort, menregnede med, at det var på vejen. Det tog godt en time at komme ud til Marianne. Jeg var der lidt i ni. Middagen var klokken 20.00. Så fortsatte Marianne og jeg. Vi var fremme lidt før ti om aftenen. Dødirriterede og helt uden lyst til at spise middag. Grunden til, at det tog så lang tid at tilbagelægge de få kilometer, var etstormvejr der havde lukket hele skoven af. Det betød, at trafikken simpelthen ikke kunne komme frem, og vi holdt i lange, lange perioder helt stille. Der var ikke det mindste, vi kunne gøre ved det. Det viste sig også, at det var helt fjollet, at jeg hentede Marianne. Det havde forværret problemet, og da vi også kørte med en taxa, så tjente chaufføren små tusinde kroner på turen. Vi reddede i det mindste hans aften. Efter de mange forberedelser til sit nye liv i Europas tjeneste er Ritt Bjerregaard nu rigtig kommissær. Hverdagen kan begynde: Exit Christophersenog lidt om ministerpensioner Mandag den 23. januar Skønt! Så kom dagen endelig, hvor jeg blev rigtig kommissær. Det har været en streng ventetid. I dag sagde vi farvel til Henning Christophersen, og jeg tog over. Skønt, skønt. Så er der 5 år, hvor jeg ved, hvad jeg skal lave, og hvor der er tilstrækkelig lang tidshorisont til, at jeg også kan få udrettet noget. Det bliver uden tvivl skrapt her i begyndelsen, fordi alle forretningsgange er nye, og fordi der er uendelige mængder af nyt læsestof. I går aftes opgav jeg min ministerpension. Sikke en historie! Aviserne har ikke skrevet om andet i den sidste tid. Det hele startede med, at Mogens Lykketoft i november 1994 sender mig et brev, hvori han fortæller, at tidligerekommissærer har opgivet deres ministerpension i det tidsrum, de sad i kommissionen. Det er et meget kortfattet brev uden nogen som helst begrundelse for, hvorfor specielt kommissærer skulle opgive deres ministerpension. En kommissær får jo ikke mere i løn end Henning Dyremose, Knud Heinesen eller for den sags skyld Poul Schlüter. Første gang sagen dukkede op i aviserne var i december, hvor BT skrev om historien, men den forsvandt ret hurtigt igen. Det medførte imidlertid et rykkerbrev fra Mogens, hvori han præciserer, at der ikke er noget retsligt grundlag, men at han ved førstkommende lejlighed vil ændre reglerne, så overgangen til kommissærposten bliver sidestillet med den til en tjenestemandsstilling. Det lød jo fornuftigt nok, selvom det vil betyde, at privat ansatte som Knud Heinesen, Henning Dyremose og europaparlamentarikere som Niels Anker Kofoed, Lone Dybkjær og Bertel Haarder kan fortsætte med at hæve deres pension. I januar begyndte Det fri Aktuelt at skrive om sagen. På det tidspunkt var det kun Mogens Lykketoft, den medarbejder, der skrev rykkerbrevet, og jeg selv, der kendte noget til sagens udvikling. Og da jeg ikke selv var gået til pressen, ved jeg, at det må være Mogens, der har sørget for at få den frem. Jeg bestemte mig for, at der ikke var nogen grund til at svare på brevet fra finansministeren, før jeg var blevet kommissær - også selvom aviserne nok engang tog en hysterisk runde om mine lønforhold. Her i fredags lovede jeg så Poul Nyrup at tænke over det nok engang, og jeg ringede til ham som aftalt i går aftes. Han havde det ikke godt, syntes, at det var besværligt at være statsminister, at han aldrig kunne holde møder, uden at det bagefter stod i avisen. Ligegyldigt hvor lille kredsen var, så kunne han ikke vide, hvad der kom ud. Det ville han gerne tale om en dag, når jeg var i Danmark. Jeg sagde, at jeg syntes, at det var helt, helt ude af proportion som det kørte i aviserne om min ministerpension, og at det havde irriteret mig at se, hvor meget han blev hængt ud, når det var tydeligt, at det var Mogens Lykketoft, der havde sørget for, at historien kom ud - og havde timet det, så det lige passede med, at det kørte maximalt på mig i forbindelse med parlamentshøringen. Jeg opgav så ministerpensionen, kunne simpelthen ikke argumentere for en sag, der skadede ham så meget som regeringsleder. Det var det. Et eller andet sted kan jeg ikke lide det. Først og fremmest fordi det endnu engang er en folkestemning, der bliver pisket op, hvor jeg skal bringe ofre. På den anden side havde jeg lyst til at hjælpe Poul. Han står bestemt ikke pænt i folks opfattelse, og meningsmålingerne er dårlige. Og når jeg syntes, jeg kunne gøre det uden at gå for meget på akkord med mine principper, så var det også, fordi regeringen ikke kunne gøre mig noget. De kunne ikke fyre mig, hvis jeg sagde nej. Jeg er kommissær, og ingen regering kan ændre på det. Så det kunne ikke udlægges sådan, at jeg 'købte' mig til min stilling som kommissær. De andre gange, hvor jeg har været ude i lignende sager, er det altid endt med, at jeg kunne få lov at blive siddende, hvis jeg ville bringe det ene eller det andet offer. Denne gang kunne ingen gøre mig noget, så kunne jeg til gengæld godt vise mig fra min generøse side. Sjovt at se journalisternes forbavselse, da jeg opgav ministerpensionen. Det havde ingen af dem ventet. De havde broderet videre på det billede af mig, de tidligere har anvendt flittigt: jeg var grådig, pengebegærlig, ligeglad med andre o.s.v. Hvor er det dog forudsigeligt! Jeg argumenterede med, at sagen var helt ude af proportion, og at jeg simpelthen ikke kunne komme til at tale om miljø eller EU, når den kørte. Men jeg fik indføjet, at det var påtrængende nødvendigt at få lavet om på det pensionssystem, vi havde, og at det var noget rod, der skulle have været taget hånd om for længst. Der er selvfølgelig ingen mening i, at folk, der har en god stilling, også får pension. Den kan vi få, når vi bliver pensioneret. Jeg sagde også direkte, at når den historie var i gang, så var det, fordi Mogens Lykketoft ville have den ud! Han bliver nok rasende, men han har til gengæld optrådt helt urimeligt i denne sag, og jeg har mine store, store tvivl om regeringen, og dermed Mogens Lykketoft, får lavet pensionsreglerne om. Når det kommer til stykket, gør han næppe noget ved det. Men nu er sagen i hvert fald slut for mit vedkommende. Edsaflæggelseni Luxembourg Tirsdag den 24. januar Klokken halv tre gik bussen, der skulle tage os nye kommissærer til Luxembourg, så vi kunne sværge. Jeg havde inviteret Hanne med, men hun var så overbebyrdet med arbejde, at hun selvom hun havde taget pænt tøj på hjemmefra alligevel bad, om hun ikke kunne få lov til at blive på kontoret for at få lidt bund i det. Det kunne hun selvfølgelig, så det var kun Christine Dalby, der er vicekabinetschef i dette halve år, og jeg selv, der tog af sted. Det viste sig, et det langtfra var alle kommissærer, der respekterede, at turen skulle foregå i bus. De brugte alle mulige undskyldninger for alligevel at køre i deres egen bil. Man kunne vel også spare en halv times tid hver vej. Men Christine og jeg stod det igennem, også på hjemvejen, der var surere, fordi det var mørkt, og vi var trætte. Her var det kun Liikkanen, Monti, Edith Cresson og mig, der gennemførte det, og vi var så heller ikke i Bruxelles før over midnat. Ceremonien var højtidelig. Vi nye, der skulle sværge, blev sat på første række, og så skulle vi sværge, i aldersrækkefølge. Der var en stor gruppedommere, alle i røde kapper - ikke en eneste kvinde, hvad der da heldigvis også var andre end mig, der gjorde bemærkninger om. De sad på en forhøjning i en halvcirkel, og efter en lille tale af formanden, der er spanier, kom vi op efter tur og læste troskabseden højt på vores eget sprog. Vi havde fået den på forhånd, så vi kunne nå at læse den igennem. Men ved selve handlingen fik vi den overrakt fra en fin bog. Den lød: 'Udnævnt til medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af regeringerne i medlemsstaterne i De Europæiske Fællesskaber forpligter jeg mig højtideligt til: at udføre mit hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse, ved udførelsen af mine pligter hverken at søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ, at afholde mig fra enhver handling, som er uforenelig med karakteren af mit hverv. Jeg er bekendt med, at hver Medlemsstat har forpligtet sig til at respektere denne grundsætning og til ikke at forsøge at påvirke Kommissionensmedlemmer under udførelsen af deres hverv. Endvidere forpligter jeg mig til, såvel i min tjenesteperiode som efter at denne er afsluttet, at overholde de forpligtelser, der følger med mit hverv, i særdeleshed pligten til efter tjenesteperiodens ophør at udvise hæderlighed og tilbageholdenhed med hensyn til overtagelse af visse hverv eller opnåelse af visse fordele.' Jeg har skrevet teksten af, ligesom jeg selv fik den. Det er tydeligt, at det er en oversættelse. Det virker også som unødigt tungt og klodset dansk, men sådan er den slags tekster jo tit. En direkte oversættelse - jeg tror i dette tilfælde fra fransk - er aldrig god. Sproget skal bearbejdes for at blive til ordentligt dansk, men meningen er da ikke til at tage fejl af. Mens jeg sad og kikkede på teksten, spekulerede jeg på, om det sidste afsnit viste hen til en bestemt begivenhed. Der var noget meget konkret i det, der så alligevel var søgt gjort generelt, men der var ingen af de 'gamle' kommissærer, der vidste noget om det. Under de andres oplæsning sad jeg og funderede over, hvor forskellige sprog er, og hvor stor forskel der var på den tid, det tog at læse op. Efter oplæsningen gik jeg hen til et lille bord, hvor jeg fik overrakt en kuglepen, som jeg skrev under med. Sådan kom vi igennem alle sammen, mens de 'gamle' kommissærer sad bagved og hørte på. Mange af mine fremtidige kolleger havde deres ægtefælle med, som sad på tilhørerpladserne sammen med en del andre interesserede. Bagefter var der champagne eller hvis man foretrak det - andre drikkevarer. Der var en forfærdelig masse mennesker, men jeg fik mig en god snak med den danske dommer Claus Gulmann. Han var meget interesseret i miljø, og jeg benyttede lejligheden til at diskutere lidt med ham, hvad vi skulle gøre med miljøgarantien i 1996 i forbindelse med regeringskonferencen. Han kendte udmærket Bolette Weis Fogh fra mit kabinet, og jeg aftalte bagefter med hende, at det kunne være nyttigt at holde kontakt med ham. Dagen sluttede med en middag for kommissærerne og dommerne. Underligt nok var der ikke arrangeret spor for dem, vi havde med, så Christine fandt sammen med svenskerne et sted, hvor de kunne få noget mad. Under middagen sad jeg ved siden af Luxembourgs justitsminister, der var interesseret i begivenhederne i Strasbourg og lidt forarget over, hvordan parlamentet havde pustet sig op. Han fortalte også, at Santer på et møde i Luxembourg havde sagt, at jeg havde helt ret i de udtalelser, jeg var kommet med. Det svarer meget godt til mit eget indtryk af Santer. Han gjorde, hvad han kunne for at dæmpe det hele ned og på den anden side blive godkendt i parlamentet med så stort et flertal som overhovedet muligt. Efter middagen var der to lange timer hjem i bussen, men Christine og jeg fik os en hyggelig snak. Kommissærerne Lørdag morgen den28. januar i Bruxelles Det var meningen, at jeg ville have været i Danmark i denne weekend for at få fældet nogle træer og få rørt mig. Men der lå tykt med sne, så mine forældre sagde, at det ikke kunne nytte noget. I stedet kom Søren så herned - det var dejligt. Her er det regn og mildt, og hvis jeg ikke havde ringet til mine forældre, havde jeg slet ikke tænkt på, at Stestrup kunne være dækket af sne. Nu er hele proceduren omkring min udnævnelse tilendebragt. Det vil sige, at jeg har sværget i Luxembourg, været hos Kongen og Dronningen i Bruxelles og i går aftes til middag i den danske Lobbyist-klub. Det valgte jeg også at se som en indvielse til mit nye arbejde. Det at jeg ustandseligt vil blive udsat for pres for at fremme danske interesser. På en måde tror jeg, at danskerne her er alt for naive, franskmænd og tyskere er langt mere direkte, de arbejder virkelig på at få indflydelse i systemerne, og de vil ydermere have kontanter ud af samarbejdet. Det tror jeg er værd at være opmærksom på - selvom jeg kan mærke en almindelig modstand i mig selv bare ved at skrive det. Pointen er altså, at jeg skal varetage danske interesser, og at jeg har brug for de danske lobbyister - også for at vide, hvor danskerne er i klemme! Jeg har også haft mit første møde som kommissær. Det var et fredeligt møde, hvor der mest blev afleveret lidt almindelige løbende sager. Jeg brugte tiden til at spekulere lidt over mit nve job og mine fremtidige kolleger. Kommissionen bliver ofte kaldt for EU's motor eller lokomotiv. Den fremsætter de forslag, som ministerrådet og parlamentet skal tage stilling til. Den opbygning giver selvfølgelig kommissionen stor magt til at udforme en fælleseuropæisk lovgivning, og det kræver, at kommissærerne er i stand til at forhandle på fællesskabets vegne - og ikke som repræsentanter for deres eget land. Samtidig er det kommissionens ansvar, at de forskellige lovgivninger og politikker hænger sammen, så systemet ikke kommer i konflikt med sig selv. Kommissionen er også i stort omfang EU's udøvende magt, både i henholdtil traktaterne og efter at den af rådet blandt andet har fået overdraget beføjelserne til gennemførelse af de forskellige politikker og det indre marked. Den er 'traktatens vogter'. Det vil sige, at kommissionen overvåger, at traktatenoverholdes. Det er kommissionens opgave at sørge for, at direktiver og forslag bliver gennemført og overholdt i medlemsstaterne. Foruden de traktatfæstede regler for kommissionens beføjelser kan man oså se den som en slags katalysator for de 15 medlemslande - den institution, der mægler imellem landene og sørger for at få kompromisserne igennem. Kommissionens meget forskelligartede opgaver kan godt komme i konflikt med hinanden. Det er svært at være upartisk mægler samtidig med, at man er en'motor', der stiller forslag og udformer fælleseuropæisk politik. Derudover kan det naturligvis være svært for en kommissær helt at frigøre sig fra sin nationale forpligtigelse. Men i princippet skal kommissionen være totalt uafhængig at de nationale regeringer. Nu, hvor jeg er blevet kommissær, er den almindelige opfattelse, at jeg er blevet embedsmand udpeget af den danske regering. Sådan føler jeg det ikke selv. Jeg er fortsat politiker, og de fynske vælgere gav mig ved det sidste valg et overvældende antal stemmer. Derved viste de mig deres tillid, og den bygger jeg videre på. Det er på det grundlag, jeg er begyndt på mit nye arbejde. Det er med en politisk vinkel, jeg prøver at finde ud af, hvordan det er at arbejde i et internationalt system som det, der er udviklet i Den Europæiske Union. Jeg er kommissær ud fra min politiske identitet. Dansk kommissær. Den nye formand for kommissionen, Jacques Santer, er også politiker. Han har i mange år været statsminister i Luxembourg og har igen og igen været valgt med meget store stemmetal. Han afløser Jacques Delors, der kun en enkelt gang har været valgt til Europaparlamentet. Han var embedsmand, dygtig og kreativ, men uden den store forståelse for befolkningerne i Europa. Han havde et intellektuelt, idealiseret og lettere distanceretforhold til almindelige mennesker. Og det er netop her forskellen vil komme til at vise sig. Man kan ikke blive valgt igennem mange år uden at have nær føling med stemningerne i den befolkning, der vælger en. Man må kunne fornemme, hvad det er, der optager folk. Hvorfor så mange af dem ikke kan lide unionen. Hvad det er for prioriteter, de har i deres liv. Min hverdag som kommissær er nu en realitet. Vi skal afholde kommissionsmøder hver onsdag. Vi mødes som i dag klokken 9.30 om et rundt bord, hvor vi har vores faste pladser. Jeg sidder ved siden af den irske Padraig Flynn, der også var medlem af den gamle kommission, og som har ansvaret for den sociale dimension. På den anden side af mig sidder Franz Fischler, der er den nye landbrugskommissær - og ham vil jeg jo nok få en del at gøre med! Jeg er heldigvis også blevet placeret sådan, at jeg kan se Santer. Det var frygtelig irriterende på møderne i Luxembourg og i Bruxelles, at jeg sad, så jeg ikke kunne se ham. Ud over kommissærerne sidder kun generalsekretæren, som er brite og hedder David Willianson, med ved bordet. Det er ham, der har ansvaret for dagsordenen. Den foreligger kun på fransk, og det var en af mine første overraskelser. Mødet startede nemlig med, at han læste den op og fortalte, hvem der ville sige noget til de enkelte punkter. Det foregik i et halsbrækkende tempo - på fransk. Jeg opdagede ikke, hvad der skete, før han var færdig. Nu er jeg forberedt til næste gang og kan gå ind og supplere, hvis der er punkter, hvor jeg gerne vil sige noget, som ikke allerede på forhånd er aftalt. Mødet kommer til at vare hele dagen. Det vil sige, i Belgien er der altid frokostpause fra klokken 13 til 15. I det tidsrum holder vi også pause og spiser frokost sammen. I hvert fald de dage hvor vi kan få sagerne til at passe. Det bliver nok ikke noget problem i dag. Når kommissionen arbejder med et forslag, foreligger det kun på et af de tre arbejdssprog, fransk, engelsk eller tysk. Det er en af de myter, vi har i Danmark, at vi altid kan arbejde på vores eget sprog. Det forventes, at kommissærerne kan arbejde lige godt med en tekst på fransk og engelsk - tyske tekster er endnu meget sjældne. For nylig, da vi skulle ændre forretningsordenen mellem kommissionen og parlamentet, havde jeg arbejdet med en fransk tekst, for det var det eneste, der forelå dagen før. På selve mødet kom der ændrede formuleringer, og her var de så på engelsk. Det var svært, for teksterne rummede et valg mellem enkelte ord, og netop deres betydning var afgørende for, hvor langt vi kunne gå iaftalen med parlamentet. I øjeblikket er de fleste tekster på fransk. Med de nye lande, især Sverige og Finland, kan jeg håbe på, at engelsk vinder stærkere frem, det ville gøre det nemmere for mig. På møderne har vi tolkning imellem de tre arbejdssprog. Det betyder, at jeg aldrig kan tale dansk. Jeg taler i reglen engelsk, og jeg kan få de andres tysk og fransk oversat til engelsk. Jeg misunder tit de kommissærer, der kan tale deres eget sprog, for selvom jeg ikke er dårlig til sprog, bliver det aldrig som at udtrykke sig på sit modersmål. Det er en stor fornøjelse at høre f.eks. den britiske kommissær Sir Leon Brittan tale. Han er sagfører af profession og øver i at procedere, og det er en oplevelse i sig selv at høre, hvordan han kan fremlægge en sag med alle de gesvejsninger og formfuldendte vendinger, der er kendt fra engelske retssale. Brittan er fuldblodskonservativ, og i det hele taget er den kommission, jeg er blevet medlem af, langt mere end tidligere kommissioner præget af politikere, folk der ligesom jeg selv gennem mange år har skullet vælges i deres hjemlande. Det kommer uden tvivl til at præge vores arbejde og forhåbentlig også offentlighedens opfattelse af os. Englænderne vil selvfølgelig gerne vide, hvad den tidligere formand for Labour, Neil Kinnock, får udrettet i unionen. Han har nu fået ansvaret for transporten og står for det transeuropæiske netværk, d.v.s. alle de planer som den tidligere kommission havde om at skabe beskæftigelse gennem store infrastrukturprogrammer. Kinnock er en god og meget vittig taler med markante politiske synspunkter, og eftersom Europadebatten i Storbritannien er meget aktiv, skal det nok blive spændende - også rent politisk. Det samme gælder for Edith Cresson, der har været fransk statsminister. Hun var dengang kendt for at sige tingene lige ud - uden hensyn til om der var nogen, der blev fornærmede. Selvfølgelig er franskmændene spændt på at se, hvad hun får ud af at være kommissær for forskningen. Den finske kommissær Erkki Liikanen har både været partisekretær i Socialdemokratiet i Finland og finansminister. Nu skal han tage sig af budgettet og personaleforholdene internt i kommissionen. Det har allerede givet ham stor indsigt i de forskellige personalegruppers arbejdsforhold. Han siger, at når hans periode som kommissær udløber, vil han allerhelst være chauffør, for de har de bedste arbejdsforhold. Han vil selvsagt også anlægge en politisk synsvinkel. Det samme gælder Anita Gradin fra Sverige. Hun skal bekæmpe den omfattende svindel med EUs midler, som vist alle mennesker er enige om, at vi bør gøre noget ved. Derudover har hun også hele området med flygtningene, grænsekontrol, kriminalitetsbekæmpelse m.m. Tydelige politiske spørgsmål, der deler alle Europas befolkninger. Selvom der stadig er en del danskere, der ikke kan få sig til at indrømme det, bliver det mere og mere åbenbart, at vi må gøre noget ved det i unionsregi. Nogle kommissærer går over fra den gamle kommission: Den belgiske Karel van Miert, spanske Marcelino Oreja, den engelske Sir Leon Brittan og Martin Bangemann fra Tyskland. Sidstnævnte vil jeg få meget at gøre med. Det er ham, der på industriens vegne vil være besværlig, når jeg vil have strammet op påmiljøreglerne. Foreløbig har jeg lært ham at kende som en meget spændende kollega. Det er ikke så sædvanligt under morgenmaden ved et møde i udlandet at diskutere skønlitterære emner med kolleger. Bangemann var imidlertid ved at læse 'Frøken Smillas fornemmelse for sne', og vi fik os en snak om Peter Høeg og Frøken Smilla. Den anden tyske kommissær, Monika Wulf-Mathies, kommer fra den tyske fagbevægelse og har nu fået ansvaret for de fonde, der kan give hjælp til projekter i landene i unionen. Det er dejligt, at denne kommission har fem kvinder med. Maximuin før var 1. Nu er der også italienske Emma Bonino, der foruden menneskerettighederne også fik ansvaret for fiskeriet, da nordmændene sagde nej til at være med. Der er også nogle kommissærer, som vi antagelig vil høre mindre til, fordi de rent faktisk er embedsmænd. Det er f.eks. den anden franske kommissær Yves-Thibault de Silguy, der har tilknytning til den siddende franske regering. Han har ansvaret for Den økonomiske Monetære Union. Professor Mario Monti fra Italien kender jeg som en meget dygtig professor i økonomi. Vi har i adskillige år været medlemmer af de samme internationale tænketanke. Nu har han ansvaret for skatterne, så det er ham, jeg skal forhandle med, hvis unionen skal gøre fremskridt med grønne afgifter. Den kommissær, der har været længst i jobbet, er Manuel Marin. Han er fra Spanien, og det var ham, der var hovedforhandler, da Spanien blevmedlem af unionen. Nu er han en af de kommissærer, der har ansvaret for forholdet til udlandet - i hovedsagen de latinamerikanske lande, men også Nordafrika og Mellemøsten. Hertil kommer Christos Papoutsis fra Grækenland. Han var medlem af Europaparlamentet, da han blev valgt til kommissær, så han havde det let under høringerne. Han har nu ansvaret for bl.a. energi og turisme. Joao deDeus Pinheiro er fra Portugal og er en af de kommissærer, der fortsætter fra den gamle kommission. Han skal arbejde med forholdet til de afrikanske lande - unionen yder også ulandsbistand. Den tunge portefølje på det udenrigspolitiske område tager hollænderen Hans van den Broek sig af. Han bliver dermed ansvarlig for forholdet til Øst- og Centraleuropa. Vi er en broget flok med hver vores erfaringer og med meget forskellig politisk baggrund, så det bliver ikke nogen let opgave for Jacques Santer at holde styr på os. Hans bedste middel er nok, at kommissionen er forpligtet til at arbejde som et kollegium, d.v.s. at vi altid optræder i enighed udadtil. Vi stemmer, når vi er så uenige, at vi ikke kan finde et kompromis. Men efter afstemningen står vi alle bag vedtagelsen. Over frokosten kom vi til at diskutere rejsebudgettet, der er helt håbløst. Det er mærkeligt at se, hvor det er, EU er villig til at bruge penge: Lønnen er høj, men til gengæld er der problemer med alt muligt andet. Rejsebudgettet rummer også Strasbourg-møderne med parlamentet, hvad der er ret fjollet. I forvejen er der ingen, der har lyst til at tage derhen, og oven i det kommer så, at det trækker på et rejsebudget, der er for lille. Bare en enkelt rejse til USA vil betyde, at der er problemer resten af året. Bangemann anlagde en meget kontant holdning, da vi talte om det ved frokosten. Han ville også meget hellere blive hjemme, hvor han boede i Bordeaux-egnen, her var der friske østers hver dag og ikke så langt til cognac-området. Det var sagt i spøg, men rummede trods alt den pointe, at kommissærerne alle er mennesker, der allerede har rejst tilstrækkeligt i deres liv. Vi gider ikke rejse, hvis vi kan blive fri. Bangemanns forslag var, at hvis der ikke kom flere penge irejsebudgettet, så ville han sende de anmodninger, han fik, til Santerskabinetschef, Jim Cloos, eller til generaldirektør David Williamson - så var det op til dem at afgøre, hvad han burde deltage i. Han ville ikke finde sig i at blive beskyldt for ikke at passe sit arbejde på grund af en slunken rejsekasse. Jeg var helt enig og tilsluttede mig i høje toner. Laurs havde i forvejen fået punktet om rejsebevillinger udsat på kabinetschefsmødet. Det bliver en sag, ligesom talsmandssagen, der skal køres uden slinger i valsen, for det går overhovedet ikke med det budget, der er til rådighed. Vi arbejder på højtryk i kabinettet. Det myldrer ind med sager, vi skal have kikket på. Det er hårdt. Jeg er dødtræt, når jeg ved ottetiden om aftenen tager hjem. Det er nye ting hele tiden, og oven i købet skal jeg helst tale og forstå både engelsk, tysk og fransk - i hvert fald når der er møder i kommissionen. Så lige nu blander jeg det hele sammen og synes, at jeg bliver dårligere til engelsk, fordirges og i øvrigt også hele ugen. Der er ingen tvivl om, at det er mere mildt i Bruxelles end i Danmark, men det virker også, som om det regner meget, meget mere.Det simpelthen slår ind mod ruderne i en uendelig strøm. Jeg har ikke så meget imod det, for jeg læser på lovprogrammet for det næste år. Denne gang er det et godt materiale, jeg har fået frageneraldirektoratet, men jeg skal arbejde med det, så jeg er fuldstændig klar over, hvad det går ud på. Også det uformelle ministerrådsmøde i Arles skal forberedes, til det er der afsat tid for en snak med den franske miljøminister, Michel Barnier, på tirsdag, fordi Frankrig har formandskabet i det næste halve år. Der er arbejde nok til mange regnvejrsdage endnu. Søren og jeg er kommet igennem flere af kasserne, der var stillet til side med flyttegodset. Jeg må til stadighed undre mig over alle de ting, jeg gemmer på. Nu bliver det i det mindste reduceret lidt. Jeg har nået en hel bunke af alle mulige sager på kontoret, der skal ordnes, så Hanne får noget at se til. Jeg håber, hun har haft en god weekend. Den sidste havde været rædsom for hende, dels var der ingen varme, dels havde hun og Rolf ikke nået at købe mad. Hun var træt, da hun startede mandag, og meget bedre blev det ikke i løbet af ugen, hvor det hele bare væltede ned over hovedet på hende, og hvor der ikke var noget, der fungerede, mindst af alt telefonerne. Jeg tror, Hanne godt kunne have tænkt sig, at det hele kunne gøres om igen, og at hun var tilbage på sin plads i den socialdemokratiske gruppe, hvor hun kendte det hele. Men jeg håber, hun står det igennem, for hun er helt uundværlig for mig. Det er en vanskelig proces for os alle sammen, men det er også dejligt at opleve, hvordan alle bare klør på og prøver at få det bedste ud af det. Mit gæt er, at alle kabinetsmedlemmerne har måttet bruge denne weekend på at læse sager. Bunken, jeg fik, var stor, og det samme har givetvis været tilfældet for de andre. Desværre har Søren været dårlig. Vi spiste ude fredag aften, og Søren lod sig endnu engang friste af gåseleverpostejen og fik en pæn skive til forret. Vi fik begge en bøf - også med gåseleverpostej. Det smagte dejligt, og vi anede ikke uråd. Men næste morgen havde Søren kvalme, han havde været oppe om natten for at kaste op, og jeg følte mig heller ikke helt tilpas. Vi har mistanke til gåseleverpostejen, man ved jo aldrig i disse salmonella-tider. Vi var uoplagte hele lørdagen, og Søren skrantede endnu lidt sondag. Så vi holdt os inde og læste papirer i stedet for at gå på kunstmuseet - det må vi have til gode en anden gang. Valgpropaganda Mandag den 30. januar Det er tidlig morgen. Søren tog et tog allerede klokken 6.57, så nu er han på vej hjem, og jeg sidder med min pressede appelsinjuice og skriver. Der er blodappelsiner lige nu, så den ser meget rød og flot ud, smager dejligt og hjælper forhåbentlig lidt på underskuddet af C-vitaminer. Jeg har lige fået skrevet til Planteskole-Ringen, der gerne ville have mig med til at lave nogle flere sorter af gode og sunde danske æbletræer. Det vil jeg gerne, så jeg har foreslået dem at gøre lidt mere ud af nogle af de sorter, de allerede har, som Belle de Boskoop og Rød Ingrid Marie. Men det vil også være klogt at tage de nyere som Discovery og Aroma med og overveje helt andre sorter. Jeg har tilbudt dem et møde, når jeg næste gang er i København. Jeg vil jo gerne kunne holde lidt fast i æblerne, selvom det bliver svært at kombinere med kommissærjobbet og det arbejdspres, der er. Det ser ud, som om det kunne blive en rolig uge, hvor jeg kan komme lidt videre med min læsning af de mere generelle ting, jeg har liggende. Det er først på fredag, at jeg tager til Paris og dernæst til Arles - hvis ikke jeg bliver nødt til at overnatte i Paris. Generaldirektoratet har lavet en god oversigt over de lovforslag, der skal fremlægges, men de mangler en tydelig prioritering. F.eks. kunne jeg ud af materialet til mødet med den franske miljøminister Barnier se, at badevandsdirektivet ikke var med. Det er underligt, for det er et forslag, der ville passe fint sammen med en prioritering af Middelhavet, som han er meget interesseret i. Det er i det hele taget karakteristisk, at det er svært at få et overblik over prioriteringerne i materialet fra generaldirektoratet. De gør sig stor umage, men de har ikke været vant til at arbejde politisk. Det prøver jeg at gøre noget ved. Kampen om de to vicepræsidentposter er nu ved at gå i gang i kommissionen. Forleden dag var Sir Leon på besøg for at argumentere for sin kandidatur. Han mente, at han burde have posten som vicepræsident, fordi han i magtkampen, før vi trådte til, havde tabt til Hans van den Broek! Det, han henviste til, var mødet i Senningen, hvor vi skulle fordele ressortområder. Her ville både Leon og Hans have Øst- og Centraleuropa som ansvarsområde. De fik begge udenrigspolitiske porteføljer, men problemet lå i, at de begge ville dække de nye lande, der søger om optagelse. Det blev et meget dramatisk møde, og det endte altså med, at Leon tabte krigen om Øst- og Centraleuropa. Han argumenterede også for sin kandidatur ved at påpege den store rolle, det ville spille i Storbritannien med en brite på vicepræsidentposten. På den måde kunne man vise de skeptiske britiske konservative, hvor meget Storbritannien kunne få ud af samarbejdet i unionen. Jeg lovede ikke noget, men udtrykte stor forståelse for hans synspunkter. I dag var Marin på besøg i samme ærinde. Han er vicepræsident i dag og vil meget gerne fortsætte. Men Edith Cresson vil også gerne være vicepræsident. Det giver to socialistiske kandidater. Marin havde snakket med den konservative gruppe, og de (især franske de Silguy) ville ikke have Edith, men de ville gerne støtte Marin, fortalte han. Marin havde ved den lejlighed selv bekendtgjort, at han gerne ville støtte Bangemann, for Sir Leon ville han ikke have, han var alt for meget efter de andre! Lavede konflikter hele tiden, som Marin sagde. Så Marin mente, at han ville kunne vælges som 1. vicepræsident, og at Bangemann så kunne blive 2. De konservative skulle nok klare at få udmanøvreret Sir Leon inden afstemningen, mente han. Og Edith ville ikke have nok stemmer, hvis de borgerlige kunne enes om en kandidat. Tirsdag kommer Edith på besøg, så må jeg høre, hvilken taktik hun planlægger. Marin mente iøvrigt, at der var blevet sagt nok om kvinder i parlamentet, så nu ville de ikke kunne lave besvær en gang til. Det skal jo desværre nok være rigtigt. Ikke desto mindre vil jeg gerne have en kvinde som vicepræsident, så jeg vil under alle omstændigheder støtte Ediths kandidatur. Februar Medarbejderpolitik Onsdag den 1. februar Så er det igen dagen for kommissionsmødet. Det er sjovt at se, hvordan alt drejer rundt om den dag. Når mødet så er holdt og dagsordenen kørt igennem,begynder en ny runde. I det hele taget fungerer det på ugebasis. Allerede nu har vi dagsordener for de kommende onsdage, hvor kommissærerne plotter ind, hvad de regner med at have færdigt. Kabinetterne spiller en langt større rolle, end noget embedsapparat gør i Danmark. Alle emner bliver først taget op på specialcheferne, hvor den repræsentant, der er overdraget sagen i de enkelte kabinetter, mødes og diskuterer et givet forslag. Efterfølgende mødes alle kabinetscheferne hver mandag og diskuterer de forslag, der ligger klar fra specialchefmøderne. På kabinetschefmøderne, der hedder hebdoimøder eller bare hebdoen i daglig tale (de hedder egentlig hebdomadaire, fordi de bliver holdt en gang om ugen), bliver det endeligt afgjort, hvilke forslag der skal op på onsdagens kommissionsmøde. Dermed får kommissærerne kun de mest betydningsfulde eller sprængfarlige enmer til afgørelse. Flere af de ukomplicerede sager bliver slet ikke drøftet på kommissærniveau, men rubriceres som det, der hedder A-punkter, det vil sige, at de er afklarede. Derfor er det ekstremt vigtigt, at kabinettet fungerer godt. Her er det en kæmpe fordel, at jeg kan vælge mit kabinet selv. Det går ikke i arv somgeneraldirektoratet, og jeg har haft alle muligheder for at sammensætte kabinettet præcis, som jeg mener, det vil fungere bedst. Foreløbig har jeg kun været tilfreds med mine valg. Der har jo været en del polemik om kabinettet, især var den danske pressehurtigt ude med at dømme dem som for unge og uerfarne, endnu inden nogen af dem rent faktisk var trådt til! Den holdning kom mildest talt bag på mig. Men den udsprang nok i første omgang af, at der var en del, der følte sig forbigået. Særlig for min partifælle Hans Fluger, der efterfulgte mig som formand for Europabevægelsen, var rønnebærrene sure. Hau mente blandt andet, at det var diskutabelt at satse på ungdom og dynamik. Og at jeg i øvrigt snart ville blive sat under administration af Jacques Santer! Da jeg skulle ansætte de medarbejdere, der skulle udgøre mit kabinet, var det næsten et princip for mig at få fat i en anden generation med en andenuddannelsesmæssig baggrund og nogle andre forventninger til livet end mine egne. Først og fremmest måtte det være mennesker med en international erfaring. De skulle kunne begå sig på flere sprog. Engelsk som en selvfølge og et minimum. Selvfølgelig er det ikke let at tilhøre en generation, der bliver rendt over ende af yngre og bedre kræfter. Alligevel kunne man måske have forventet en vis erkendelse af, at det danske system og måske ikke mindst vores forholdtil Europa trænger til en fornyelse. Hvis en fornyelse skal slå igennem, måden gennemføres også i det politisk administrative led. Det har jeg prøvet at realisere, da jeg ansatte de mennesker, der skulle arbejde sammen med mig. 'Ministeren' var titlen på en bog, jeg var med til at skrive sidste år. Den handlede om, hvordan den danske centraladministration fungerer. Hvormærkværdigt det er, at det er så svært for ministre at få lov til at ansætte politiske rådgivere og medarbejdere.I Danmark skal embedsapparatet tilpasse sig de skiftende ministre, og tilsvarende må ministeren tage embedsapparatet, som det nu er. Politisk rådgivning må ministeren ikke selv sørge for, og gør han eller hun detalligevel, bliver der straks ballade. Så er det partipolitik og venner, der sørger for venner. Set udefra virker det, som om ingen vil se i øjnene, at en minister selvfølgelig har brug for at have medarbejdere omkring sig, der ved noget om politik og ikke kun administration. Som kommissær er det heldigvis helt anderledes. Det har været en stor og spændende opgave at skulle finde medarbejdere. Og væsentligt at foretage grundige overvejelser over, hvem der var brug for i det enkelte job. I ansættelsesprocedurerne har det været en stor fornøjelse at se, hvor mange der havde lyst til at være med, og hvor gode internationale erfaringer de nye generationer har. #meFransk formandskab [ Fredag den 3. februar i Paris I dag møder kommissionen den franske regering, fordi de nu har formandskabet. Inden da skal jeg mødes med den franske miljøminister, Michel Barnier, her klokken 10.00. I går aftes var der forsinkelse i lufthavnen på flyet til Paris. Det er en af de realiteter, jeg skal lære at leve med - oceaner af tid tilbragt i lufthavne. Ikke kun på grund af forsinkelser, men også bare på ventetid imellem flyafgange. Kedeligt er det jo altid at vente, og en lufthavn er som regel ikke det mest inspirerende sted at opholde sig. I går fik jeg læst Economist, mens jeg drak noget kaffe, men ellers skal jeg huske min gamle regel om altid at rejse med en god bog. Så kan jeg bare sætte mig i et hjørne og fordybe mig i bogen. De fleste af kommissærerne kørte hertil i bil. Men Neil Kinnock var med flyet, og vi fik en hyggelig snak undervejs. Det er rart at få talt lidt omLabours medlemmer af parlamentet, og Neil har den store fordel, at han kender dem godt. Monika Wulf-Mathies har det anderledes svært, fordi hun ikke kender 'sine' medlemmer, og fordi SPD'erne heller ikke føler sig spor forpligtede over for hende. Hun var ikke SPD's forslag til kommissær, men Kohls påfund.SPD kunne selvfølgelig ikke offentligt holde til at være kritisk over for en fra fagbevægelsen og så oven i købet en kvinde. Så de måtte lade, som om de syntes om ideen. Jeg håber for hende, at hun kan arbejde et godt forhold til dem op. Personligt tror jeg, at jeg kan have mere glæde af mit gamle bekendtskab med Neil. Den franske regering har indkvarteret os på et meget fint hotel, Meurice, og mit værelse er nærmest en balsal. Til morgemnaden mødte jeg Anita Gradin, og vi fik os en god snak. Hun var helt med på, at jeg havde inviteret til enkvindelig kommissær-aften, og syntes, at det var en fin ide, hvis vi kunne holde lidt sammen. Jeg skal også have lavet et arrangement for de nordiske kommissærer. Desværre har Erkki Liikanen jo måttet tage en borgerlig kabinetschef, så jeg kan ikke bare lave en kombination den vej rundt. Det kan godt være, at det bare skal være os tre til noget frokost. Jeg ved ikke, hvad Erkki har på talsmandssiden, men det kunne også være en mulighed, og en udmærket ide, at de lærer John at kende og omvendt. Børsen og Hans Skov Christensen, Dansk Industri, var meget aggressivt ude i går, både med en artikel og i lederen. Jeg havde lavet et udmærketinterview med dem, som de nu bevidst fordrejede lidt. Spørgsmålet om at flytte miljøafgifter fra skatteområdet til miljøområdet har skabt en god diskussion, og det er fint, at der er forskellige meninger. Men jeg synes, det er tåbeligt, at de bliver ved at køre på, at Poul Nyrup og jeg skulle være uenige. Desuden skulle forslaget snart være så indarbejdet, at tanken ikke længere kommer helt bag på folk. Dels er det et forslag fra socialdemokratiets græsrodsudvalg, dels var det også i Delors' . Jeg håber, at Poul kan få det rettet op, ellers er der jo ikke noget at gøre ved det. Der, hvor de strammede den, var på spørgsmålet om retsforfølgning af lande, der ikke overholder reglerne. Det er åbenbart ikke til at gøre op med den fejlagtige opfattelse, at bare vi trækker landene for domstolen, så er problemet løst. Jeg prøver gang på gang at forklare, at det ikke hjælper noget. Hvad hvis de bliver dømt, og der stadig ikke sker noget? Så kan man idømme bøder og hvad så? Det nytter ikke udelukkende at lave sanktioner og straffe, den helt essentielle opgave i denne sammenhæng må være at ændre landenes holdning til miljøpolitik og overholdelsen af direktiverne. Jeg tror, det er meget godt at have den slags diskussioner, fordi det understreger, hvad det er, unionen kan, og hvad den ikke kan. Og det virker skrupkomisk at høre Hans Skov Christensen fare frem med bål og brand. Han får lige så fikst indflettet, at jeg nok ikke rigtigt har sat mig ind i stoffet, og at det må bero på, at jeg ikke har arbejdet med miljø før. Ren efterplapren af det indtryk, nogle journalister gerne ville give efter høringen. Det er en regulær politisk strid, og det vil jeg prøve at holde fast i. I går fik jeg sendt et lille indlæg til Børsen, der sætter tingene lidt på plads. John fortalte, at de ikke var meget for at tage det. De syntes, de kunne bringe, hvad jeg talte med Redder, deres journalist i Bruxelles, om. Ikke tale om, det ville bare blive en ny drejning, der må være mulighed for at svare personligt, når man bliver hængt ud på den måde. Mødet med Barnier tog ikke så lang tid, jeg havde talt med ham for nylig, da han var i Bruxelles. Jeg havde Laurs med, først og fremmest fordi Barnier i Bruxelles virkede så forvirret, at jeg godt ville være sikker på, at der var andre fra min side, der vidste, hvad der foregik. Egentlig må vi til disse møder kun være kommissærerne, og det er en underlig ordning, fordi formandskabslandet sidder med masser af embedsmænd. Barnier var mere rolig her på hjemmebane, så vi fik aftalt en miljøstrategi for det franske formandskab. Bagefter mødtes hele kommissionen med Mitterrand. Først blev vi stillet op i rangfølge. For os nye er det efter alder, så jeg står lige efter Edith Cresson og lige før Monika Wulf-Mathies. Da vi havde ventet lidt, kom Mitterrand ind sammen med Balladur og Santer. Han så meget syg ud. Helt gul og pergamenagtig i huden og han bevægede sig med tydeligt besvær. Det siges, at han har stærke smerter, og at han kun kan holde sig oppegående nogle få timer om dagen. Han hilste på os alle. Da han nåede til Edith, blinkede han en gang og gjorde et lille tegn med hånden - sådan noget i retning af: Bare gå til den! Det var opmuntrende at se dette tegn på glæde over at se Edith. Derefter fortsatte han formfuldendt raden rundt, og vi fortsatte ind i et mødelokale, efter det obligate 'familiefoto' var blevet taget. ... Det er et prægtigt rum med gobeliner på væggene, masser af forgyldningerog store krystallysekroner. Jeg bestemmer mig til at tage lidt notater, mens jeger der. Vi sidder om et rundt bord, Mitterrand og Santer over for hinanden og så den franske regering på den ene side og kommissionen på den anden. Vi er bedre til det med kvinderne end den franske regering. De har kun to kvindelige medlemmer. Vi er som bekendt fem. Den ene kvindelige minister, Simone Veil, har jeg nu efterhånden truffet adskillige gange. Hun er sundhedsminister. Hun ser smuk og værdig ud - som altid. Sjovt at det ikke virker, som om hun bliver ældre. Hun er i en brun dragt med en beige silkebluse og med lidt guld om halsen - meget diskret og meget nydeligt. Det andet kvindelige medlem af den franske regering er minister for ungdomspolitik. Der er som til kommissionsmøderne tolkning til engelsk, tysk og fransk, så alle vil kunne følge med - de store lande på deres eget sprog. Mitterrand selv tager hovedtelefoner på, når der bliver talt engelsk. Det er på forhånd blevet aftalt, hvad det er for emner der skal drøftes. Mediemæssigt samler interessen sig om det audiovisuelle program - det er det om, at der skal være kvoter, der sikrer europæisk produktion. Først ogfremmest for at beskytte det europæiske marked mod det amerikanske. Det er en fransk mærkesag, og Mitterrand selv er dybt engageret i det. I kommissionen er det Marcelino Orejas ansvarsområde. Det er svært at finde ud af, hvad han egentlig mener på kommissionens vegne. Det hele starter med, at Mitterrand og Santer hver holder en lille tale. Mitterrand benytter lejligheden til at understrege sin tillid til Santer, som han personligt har kendt igennem mange år. Han udtrykker tilsvarende stor tillid til kommissionen. Diskussionen drejer sig om arbejdsløshed, det transeuropæiske netværk og udenrigspolitikken. Klokken godt 13 er vi færdige, og derefter giver Mitterrand frokost i et af de andre rum. Også her er alt meget formfuldendt, med hele regeringen til stede og hele kommissionen. De fleste af os diskuterer det kommende franske præsidentvalg mere end det franske formandskab. Balladur er kandidat, og vurderingen er, at han har meget gode chancer. ... Bagefter kørte jeg hen på kommissionens kontor, hvor Laurs ventede, og efter at vi på tv havde overværet pressekonferencen mellem Mitterrand og Santer, skulle vi videre til lufthavnen for at flyve til det uofficiellemiljøministermøde i Arles. Uofficielt ministerrådsmøde Søndag den 5. februar Jeg sidder i flyveren på vej fra Marseille til Bruxelles. Det uformelle miljøministermøde i Arles er afsluttet. Det har været nogle meget arbejdsomme dage på det sociale plan, men det var også en fornøjelse at være i Arles igen. Vejret var smukt. Med klart solskin og dejlig varme, når solen var på, men hundekoldt morgen og aften og i skyggen. Det har været alle tiders mulighed for at lære medlemslandenes miljøministre lidt at kende. De var meget søde og imødekommende. Der var slet ikke de aggressioner, jeg oplevede i parlamentet. De har deres egen helt faste placering som ministre, så de har ikke noget behov for at markere sig over for mig. Og det virker, som om jeg kan få ganske meget ud af det samarbejde. Karakteristisk nok havde de alle kvaler med landbrugspolitikken og så gerne, at jeg fik nogle flere penge fra landbrugsministerierne til naturbeskyttelse. Jeg svarede, at det ville jeg også gerne, men at det blandt andet afhang af kommissions-kollegiet, og at landbrugskommissæren, Franz Fischler, ikke nødvendigvis var enig, ligesom man heller ikke kunne gå ud fra, at de nationale landbrugsministre var det. I det hele taget var landbrugspolitikken flere gange oppe at vende også i sammenhæng med diskussionen om de store oversvømmelser i Holland og Belgien. Det er et problem, at man for at få bedre landbrugsarealer retter floderne ud og dyrker intensivt landbrug helt ned til bredderne. Derved har floderne ikke deres sædvanlige muligheder for små afløb og udvidelser i de år, hvor vandmængderne er rigelige. Et af resultaterne er, at de nemmere går over deres bredder og skaber situationer, som dem vi for nylig har set. Det burde være indlysende, at man må forsøge at undgå nye katastrofer ved at føre floderne tilbage til deres oprindelige løb og give mere plads omkring dem. Det var også en opfattelse, som den franske miljøminister gav udtryk for, men her er der åbenbart slet ingen overensstemmelse med landbrugsministrene. Man skulle umiddelbart tro, at oversvømmelserne i Holland og Belgien var et soleklart eksempel, som selv landbruget måtte tage til efterretning. Mødet var lagt i Arles, fordi det betød, at miljøministeren kunne få lidt ekstra omtale i det sydfranske. Og da han støtter Balladur i kampen om præsidentembedet, skulle det også ses i sammenhæng med præsidentvalgkampagnen. I samme weekend blev det bestemt, at socialisternes kandidat var Jospin. Desværre stiller Jacques Delors ikke op, det var nok ellers det eneste, der kunne have givet socialisterne en chance for at beholde præsidentembedet. Nu er det mere en formssag, at der er en socialistisk kandidat, og det reelle slagsmål kommer til at stå mellem Chirac og Balladur. Det har været interessant at snakke med den franske miljøminister, fordi han er gaullist, og gaullisternes opfattelse af samarbejdet i EU er, at landene skal kunne klare ret meget selv, og at man nøje skal overveje, hvor og hvornår fællesskabet bliver brugt. Det hænger også sammen med en af diskussionernehjemme i Danmark og i parlamentet. Om medlemslandene skal trækkes for domstolen, når de ikke overholder bestemmelserne i direktiverne. Det vil jeg ikke nødvendigvis, selvom jeg selvfølgelig ikke vil fraskrive mig at bruge det middel. Det er et middel, der kan bruges, men der er efter min mening mere perspektiv i at bruge kræfter på at ændre den generelle holdning til miljøet og finde ud af, hvorfor et bestemt land ikke overholder bestemmelserne. Det er et spørgsmål, jeg vil prøve at få arbejdet lidt igennem. Tidligere i dag var vi på sightseeing i Arles. Vi så rådhuset, som jeg besøgte for nogle år siden en smeltevarm dag i juli. Dcngang var der en fotoudstilling, og jeg styrtede ind for at komme i skyggen. Nu styrtede vi ud i solen for at få lidt varme. Det er rigtigt nok, at der er problemer med at holde varmen om vinteren i denne del af Europa. Husene er ikke som vores bygget til at modstå kulden. Men det er pragtfuldt at være ude og lade den tidlige vintersol varme en igennem. I går var vi i La Camarque. Det var spændende at se. Det er et meget stort område ved Rhoneudløbet, der nu er lagt ud som naturpark, d.v.s. også som vådområde. Der var masser af forskellige ænder og nogle smukke lyserøde flamingoer, der fløj op i store skarer. Hele holdet gik en tur på knap et par timer, og det var sjovt at se, at det var danskerne, der gik til og kom til slutstedet temmelig lang tid før de andre. Her blev vi trakteret med vin chaud, kaffe, te og mange forskellige kager. Laurs har selvfølgelig været med på turen, og det har som de andre gange været både nyttigt og en fornøjelse. Sådan en tur er god, fordi vi også har tid til at rede nogle tråde ud. Ting, der ellers kunne ende som problemer får vi talt igennem i tide. Det giver også Laurs en god mulighed for at komme til at kende miljøministerens medarbejdere. Det betyder, at det bliver muligt at afklare problemer med en telefonsamtale. Ud over Laurs har John Iversen og Christine Dalby været med, og det har også fungeret maximalt godt. Det er en stor fornøjelse, at samarbejdet i kabinettet kører så problemfrit, og at vi alle har det rart i hinandens selskab. Når vi kommer hjem, gælder det lovprogrammet for 1995, der er det officielle arbejdsprogram for kommissionen. Her er vi under heftigt angreb fra de andre kabinetter, fordi vi har alt for mange lovforslag. Og et eller andet sted virker det også helt ude af proportion, for jeg tror ikke et øjeblik på, at vi kan få alt det igennem. Det er gammelt arvegods fra de tidligere kommissærer, og en del af dem er udmærkede forslag, som vi helt klart skal køre videre med. Så må vi prøve at få sorteretde mere tvivlsomme fra. Det gavner hverken miljøet eller arbejdet ikommissionen, at jeg prøver at drukne dem i forslag. DR-derude Mandag den 6. februar 1995 I dag har jeg og John haft møde med Søren Ryge Petersen fra DR-derude. Viblev enige om at producere en række små videobreve til DR-derude. Jeg vilprøve at indfange små og store miljøbegivenheder rundt om i Europa ogderigennem måske være med til at gøre miljødebatten bredere orienteret derhjemme, end den er i øjeblikket. Norsk natur Torsdag den 9. februar i Oslo På 18. sal med udsigt over hele Oslo Fjord og Oslo selv. Vejret er helt klart og med sol. Det ser pragtfuldt ud, og jeg er parat til at droppe hvad som helst for bare at komme ud og gå en lang, lang tur. Suge al den friske luft ned i lungerne, se de mørke træer mod den hvide frostklædte jord, blive lidt varm af den tynde vintersol og gå mig rigtig fysisk træt. Jeg trænger helt utroligt til at få arbejdet kroppen igennem fysisk. Møder og atter møder i luftopvarmede, svagt larmende rum. Al den tid, jeg tilbringer i forskellige triste kontorer og mødelokaler, gør mig træt på en dårlig måde - lidt mere hovedpine, lidt større uoplagthed, lidt tidligere udmattethed, lidt større irritation. Men der er ikke noget som helst at gøre ved det her i den første tid. Det er bare at bide tænderne sammen og læse papirer i en uendelighed og gå til møder. Nogle gange er det helt svært at huske, at det var det, jeg gerne selv ville i stedet for at have et behageligt liv som menigt medlem af det danske folketing. Men det skulle blive bedre, når jeg har arbejdet mig ind i sagerne - beroliger jeg mig selv! Lige nu skal det siges stille og insisterende en del gange, for at jeg kan overbevise mig selv om det. [Slut med beklageriet! Vejret er som sagt meget smukt, og om lidt går jeg op for at hilse på Gro Harlem Brundtland. Der er gået mange år, siden hun og jeg mødtes for første gang på en kongres i Socialdemokratiet og satte os ned bag i salen for at udveksle erfaringer. Om hvordan det var at være kvinde i politik og i socialdemokratiet. Der var nok at tale om. Hun havde været igennem nogle trakasserier som miljøminister og var lidt usikker på sin placering i partiet, og jeg havde været igennem Ritz-historien. Siden den tid har jeg haft et særligt forhold til hende, og vi har mødtes adskillige gange. Jeg prøver at følge med i hendes politiske liv - det har været sværere end mit eget, fordi hendes personlige sorger har været så store. Det har været dejligt at opleve, hvor stærkt hun er slået igennem både i norsk politisk liv og internationalt. Hun er en kvinde, der rager op i det politiske landskab, og så er hun samtidig et meget varmt og dejligt menneske. Jeg håber, hun har det godt, og glæder mig til at se hende igen. Oslo-besøget gælder en konference, eller som de selv kalder det: 'Oslo Roundtable Conference On Sustainable Production And Consumption'. Det er et stort arrangement og en udløber af Gros formandskab for FN-kommissionen om en bæredygtig udvikling. Generaldirektoratet har forberedt mig fint, både med en fin tale og med godt baggrundsmateriale på selve konferencen ogforhistorien til den. Det er dejligt igen at deltage i ting, der er ordentligt forberedt. I går fik vi vedtaget lovprogrammet på kommissionens møde. Det har krævet et stort arbejde af os i kabinettet - ikke mindst af Laurs, der måtte slåsen hel dag med de andre kabinetter. Problemet var, at der var mange forslag, som var på lovlisten sidste år, som ikke kom igennem. De skulle så med igen samt de nye, der havde været under forberedelse i mange år. Det er et maskineri, der kører, og ekspeditionstiden kan være tre til fem år, for et forslag har været hele møllen igennem. Lige nu synes jeg ikke, at jeg har meget overblik over det. Det var en interessant øvelse for mig, fordi det viste sig, at jeg ikommissionen var helt alene med mine synspunkter. Der var ingen andre kommissærer, der gik ind og støttede. Heller ikke de nordiske. Det bliver spændende at se, om den omtalte grønne linie med de nye lande i unionen vil vise sig. I går var der ikke noget af den. Det understregede selvfølgelig også, at jeg har brug for at have tid til at knytte politiske kontakter. Det kan godt være, at resultatet i går ikke var blevet meget anderledes, men det er nødvendigt at have nogle alliancer, og dem får jeg naturligvis kun, hvis jeg har tid til at skabe dem. Jeg ville gerne have lavet en hvidbog specielt for miljøet i Øst- ogCentraleuropa. Det foreslog jeg, og Laurs kæmpede også for det, men det kom ikke igennem. Der var kun indlæg imod det. Forst og fremmest fordi alle andre kommissærer selv gerne ville lave noget lignende, så det blev til enbemærkning om at informere parlamentet og rådet om udviklingen og et tilsagn fra Hans van den Broek om at inddrage mig stærkere i arbejdet med hvidbogen. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg får noget ud af det. Laurs havde allerede en ide om at få det sat på rådsmødet med miljøministrene i juni, så havde vi det som grundlag for at gå videre i forhold til Hans van den Broek. ...Det er blevet aften efter en lang, men også god og spændende dag. Det gikfint med talen, og den engelske miljøminister, John Gummer, kommenterede den udmærket, da han startede eftermiddagssessionen. Det er en fornøjelse at se, hvor dygtige engelske politikere er, når de taler. Med passende historier, citater, morsomheder og kun med en lille seddel med noter. Det er tydeligt, atde har stor glæde af den mundtlige tradition, de har i deres parlament. Bagefter nåede jeg et pressemøde, lidt tv og radio, samt de herværende ambassadører fra EU-landene. Christine Dalby fra vores kabinet er med. Hun er fungerende vicekabinetschef, og hun er god at have med. Dels er hun glad og hjælpsom, dels ser hun ogsågodt ud og forstår at bruge det på en god måde. Jeg er glad for, at Laurs og jeg var enige om, at der skulle mange kvinder med i vores kabinet. Det er dejligt at have dem med. Det giver møderne en andentone og en anden stil. Jeg tror nok, de indimellem må igennem nogle slagsmål, som mændene ikke kommer ud for. Kommissionen er ikke overbekvindet, og daslet ikke på de højere poster. Det er godt at komme til den slags konferencer, fordi jeg får truffet folk.I dag sad jeg overfor den indiske miljøminister. Han var midt i en lokal valgkamp, og vi kom så til at snakke om at blive valgt, at være politiker og forskellen på det og så at være embedsmand - der var en umiddelbar og god kontakt. Ham ser jeg allerede igen i London til mødet på Brocket Hall, hvor FN-folk ogmiljøministre fra hele verden skal mødes for at drøfte den internationale miljøpolitik for det kommende halvår. De norske politikere er tydeligvis og helt åbent ked af nej'et til EU, så både Gro Harlem Brundtland og miljøministeren, Thorbjørn Berntseil, anmodede meget om, at vi ville hjælpe dem med at holde kontakten til EU, så de ikke blev helt isolerede. Det gør jeg selvfølgelig gerne. Det store spørgsmål er, hvor længe det kan holde. Brocket Hall Fredag den 10. februar på Brocket Hall Det er sen aften, og jeg har lige deltaget i en middag, som den engelske miljøminister, John Gummer, afholdt. Miljøministre fra hele verden er samlet i London til et uformelt møde i FN-regi. Vi skal diskutere de kommendemåneders miljøpolitik, blandt andet klimakonferencen i Berlin i marts og en opfølgning på Rio-topmødet i New York i april. Det foregår i flot stil her på Brocket Hall, som emmer af engelsk overklasse og 'stiff upper lip'. Det er sjovt at opleve forskellige skikke og se, hvordan landene kører det tunge repræsentative skyts istilling. I sidste weekend med den franske miljøminister i Arles og nu med den engelske. Man mærker, at de begge er store lande med kultur og penge i ryggen. Og en særlig retorik. I Frankrig kan man, som i alle sydeuropæiske lande, godt lide at slå ud med armene og bruge store ord. I England kører det mere på de små nuancer og understatement, men de er mindst lige så storesprogekvilibrister som franskmændene. John Gummer sluttede middagen af med en tale til forsamlingen. Hovedbudskabet var, at vi gjorde alt dette med miljøet af hensyn til vore børn, for at de også skulle få et liv, der var værd at leve, og for at vi kunne være os selv bekendt. Han er selv katolik, og talen udtrykte en klar moralsk forpligtelse. Derfor kom det lidt bag på mig, at han indledte talen med en lettere sjofel vits. Vi lo naturligvis alle sammen, men da jeg tænkte nærmere over det, syntes jeg egentlig, det virkede noget malplaceret. Og hvad har vi egentlig ud af at vide, at en engelsk premierminister, Lord Palmerston, i en alder af firs muligvis havde jagtet en stuepige rundt om et billardbord i stuen ved siden af? Hvorpå han døde en lykkelig død i hendes arme? Og at det senere viste sig at være finansministeren, han havde jagtet?!!! Jeg har altid tænkt, at jeg selv skulle være bedre til at fortælle historier - man kan opnå meget, når man først har fået folk til at grine. Men når jeg hører sådan en omgang, så overvejer jeg alligevel, om ikke det er bedre at lade være. Lørdag den 11. februar I dag sluttede vi lidt før end oprindeligt planlagt. De fleste ville gerne af sted med en flyver ved frokosttid. Jeg fik også lavet min billet om, så jeg kunne komme til København i nogenlunde tid og videre til Stestrup. Mødet var nyttigt, fordi jeg fik set de internationale koryfæer, men det er forbavsende lidt, der kommer ud af det. FN-systemet er en udpræget snakkeklub, og det bar dette møde også stærkt præg af. Der er noget utiltalende ved alle disse møder og konferencer, hvor de samme mennesker bekræfter hinanden i, hvordan andre skal opføre sig. Det går i sidste instans ud på at sørge for, at institutionerne kan fortsætte, så man kan komme til nye konferencer i andre tilsvarende herlige omgivelser. Det tror jeg ikke, jeg har nogen særlig lyst til at være en del af. I denne omgang havde det først og fremmest til formål at anbringe den engeske miljøminister i en stærk position til det kommemde møde i New York. Altså vedtog vi et intersigende papir, og alle kunne glade tage hjem og vente på næste konference. Det var første gang, at EU-kommissæren var inviteret med, så derfor havde DG 11 lagt stor vægt på, at jeg kom. Jeg skal tænke meget over, om jeg vil bruge tid og kræfter på den slags i fremtiden - i hvert tilfælde skal det så forberedes langt bedre. Jeg skal være mere klar over, hvad jeg vil medmødet, og også være klar til at gå langt mere aktivt ind i debatten. Jeg aftalte med Laurs, at vi måtte lave en anden procedure ved kommende møder. Vi skal selvfølgelig høre direktoratets oplæg, men så efterfølgende formulere vores egen taktik. Det ville være en ren fornøjelse at slå lidt i bolledejen og gøre den slags møder mindre forudsigelige. Seveso Mandag den 13. februar i Stestrup Det er aften, Søren er taget til Fyn, og jeg sidder oppe hos mig selv i værelset på første sal og prøver at få skrevet lidt. Meta og Minna har vinterferie, så de er her også. De ser fjernsyn sammen med mine forældre nedenunder. Jeg har lige læst Seveso-direktivet, som jeg skal have til behandling i parlamentet på torsdag. Direktivforslaget har været meget længe undervejs, faktisk siden 1988, en i mine øjne helt uacceptabel lang behandlingstid. Det eksisterende direktiv, som vi altså skal forsøge at få vedtaget ændringer til, er direkte udsprunget af den voldsomme giftulykke i den norditalienske by, Seveso, i 1976. Kemifabrikken Imeca eksploderede midt i sommerheden, og en sky af det dødsensfarlige stof dioxin blæste ind over Sevesos ca. 40.000 indbyggere. Først 10 dage senere blev indbyggerne gjort bekendt med ulykken, og da var mange allerede mærket for livet. Det blev baggrunden for vedtagelse af Seveso-direktivet, der blandt andet skal sikre, at befolkningen underrettes med det samme i tilfælde af giftudslip. Det forslag, jeg sidder med, skal skærpe kravene til industrien yderligere (man har faktisk viden om ikke mindre end henved 200 giftulykker inden for EU siden Seveso), og grunden til, at det endnu ikke er blevet endeligt godkendt, er blandt andet den effektive lobbyisme fra de store kemifabrikkers side. Det kan ikke være meningen, at vedtagelsen af et godt forslag skal trækkes i langdrag på den måde, og jeg vil se, om det kan lade sig gøre at få det hurtigt igennem parlamentet og til behandling i rådet. Jeg har tænkt mig at teste, hvor hurtigt systemet kan arbejde, hvis man presser på og følger tingene op så effektivt som muligt. Foreløbig må jeg vente til torsdag og se, hvordan det går i parlamentet. Jeg er herligt fysisk træt, for Søren og jeg har været ude hele dagen. Det har været det dejligste solskinsvejr. Det var ligefrem sådan, at man kunne sidde ude nede i køkkenhaven, hvor der var læ. Vi har kørt masser og masser af læs med hestegødning ned i køkkenhaven og også lagt en stor bunke nede ved søen, der senere skal køres ned i æbleplantagen. Vi kunne ikke komme helt derned i dag, fordi der var så vådt, at den lille vogn sank i. Jeg tog til Stestrup allerede lørdag aften. Jeg kunne komme tidligere af sted fra London end beregnet, og det passede fint med, at jeg tog en taxa ind til Hovedbanegården og derefter toget til Hvalsø. Det betød, at jeg havde hele søndagen for mig selv herude. Mine forældre var til frokost i København, og Søren kom først om eftermiddagen, så jeg fik beskåret hele rækken med Rød Ananas nede i frugtplantagen. Jeg håber, jeg kan overtale nogen til at hjælpe mig med de 700 resterende træer! Kommissæren arbejder, hverdagen begynder at blive rutine - men der er også plads til andet i en EU-kommissærs dagligdag end møder. Skiferie f.eks: EU og detnationale Onsdag den 15. februar i Strasbourg Så er jeg i Strasbourg. Her mødes parlamentet en gang om måneden. Strasbourg er ganske vist en dejlig by, men det er en helt igennem tåbelig ordning. En gang om måneden skal parlamentet altså flytte hele apparatet hertil, fordi franskmændene insisterer på, at parlamentet skal være både her og i Bruxelles. Ingen har været i stand til at få dem til at ændre opfattelse. De henviser bare til den ordning, der een gang er lavet med kommissionen i Bruxelles, retten i Luxembourg og parlamentet i Strasbourg. Udgifterne ved hver måned at flytte et helt apparat er der jo så ikke noget at gøre ved! Det er ikke opmuntrende for det europæiske samarbejde, at sådanne ordninger kan blive ved med at køre. Men i virkeligheden kan samarbejdet i unionen slet ikke forstås, hvis man ikke tager udgangspunkt i landenes nationale interesser, som varetages med stor nidkærhed. Forsvaret af det nationale spiller også en meget stor rolle i kommissionen, selvom vi alle har svoret på, at vi kun vil varetage fællesskabets interesser. Ingen kommissær viger tilbage for at trække de nationale interesser frem. I går på kommissionsmødet, som så også er flyttet her til Strasbourg, var der flere eksempler på helt hæmningsløse varetagelse af nationale interesser. Vi bruger over en time på at dikutere fedtindholdet i mælk og især mælkepulver. Landbrugskommissæren, Franz Fischler, havde et stort forslag om priserne på alle mulige landbrugsvarer, og det gik stille og roligt igennem med undtagelse af protesten fra en af kommissærerne. Under påberåbelse af de fattige landmænd forsvarede han sin sag i over en time, og det endte med, at han afgav en selvstændig erklæring til referatet. Da det var overstået, kom turen til en anden kommissær, som havde en sag med oliefrø. Han havde heller ikke argumenterne i orden. Fischler argumenterede imod, og den juridiske tjeneste blev også inddraget og underkendte fuldstændig synspunkterne. Frem og tilbage bølgede diskussionen. Også her blev historien om de stakkels fattige landmænd leveret med stor patos. Denne kommissær endte ligeledes under adskillige suk med at acceptere, at han måtte afgive en erklæring. Alt det der med uafhængigheden af det land man kommer fra er desværre indimellem vinduespynt. Når det sker er det stort set kun den, der forsvarer sit lands interesser, der har ordet, mens de andre tålmodigt venter på, at det bliver overstået. Det kommer måske tydeligst frem, når der er tale om stillinger. Den finske kommissær Liikanen, der også har budgetter og personale, har fastfrosset de stillinger, der ikke er besat, og de skal nu fordeles til de nytiltrådte lande, Sverige, Finland og Østrig. Her havde den ene kommissær efter den anden ordet. Italien havde alt for få stillinger på topniveau, Spanien var blevet forfordelt, dengang det blev medlem, og her var der tale om et efterslæb, mente kommissæren. Grækerne havde ret til to stillinger, der var næsten på plads o.s.v. Her forsøger ingen at dække over, at det ene og alene gælder om at få folk fra ens eget land ind på gode poster. Det kan da godt være, at de også er kvalificerede, men det er slet ikke det, sagen drejer sig om. I den mere teoretiske diskussion op til regeringskonferencen i 1996 har der været tale om, at små lande kunne dele kommissærposterne. Oet er helt ved siden af og bør aldrig kunne gå igennem. Hvis vi overhovedet skal vide, hvad der foregår og også kunne varetage danske interesser, så er det afgørende, at vi slås, og endda slås meget hårdt for at beholde den indflydelse, kommissærposten giver. Indtil videre virker jobbet ikke så politisk, men det er tydeligt, at det er en post, hvor man sikrer sig,at hjemlandet ikke bliver stedmoderligt behandlet. Vi havde møde lige til klokken over 20.00 om aftenen efter at være startet allerede klokken 16.00. Derefter havde formanden for den socialistiske gruppe inviteret på middag klokken 20.30. De fleste af os socialistiske kommissærer var der til tiden, mens parlamentarikerne først dukkede op ved 21-tiden. De havde haft gruppemøde. De havde diskuteret siddepladser i parlamentet! Det blev derfor en hurtig middag, fordi de fleste af os skulle tilbage og besvare spørgsmål i salen fra klokken 22.30. Jeg havde selv fået fem spørgsmal, som jeg havde arbejdet med i flyveren ned, og som Bolette Weis Fogh fra kabinettet derefter havde haft fat i. Der var lagt en hel del arbejde i vores forberedelse. Vi nåede et af spørgsmålene, og hele forløbet virkede nærmest som en parodi. Til stede i salen var max. 90 parlamentsmedlemmer. Parlamentet består af 696 medlemmer, mens der hele tiden var godt 10 kommissærer med deres stab. Flere af spørgsmålene faldt simpelthen væk, fordi spørgeren ikke var i salen. Hans van den Broek havde tre spørgsmål, men der var ingen af de pågældende parlamentarikere til stede, så han kunne reelt set være blevet væk. Ved mit første spørgsmål manglede gik vi ud og tog en øl - John Iversen er her også, så jeg var ikke i seng før klokken 1.30. Men det gik, fordi jeg er dejligt udhvilet efter de to dage med havearbejde i Stestrup. I dag skal Jacques Santer præsentere vores arbejds- og lovprogram i parlamentet klokken 10.00. ... Det var sjovt at opleve stemningen i parlamentet igen. Også denne gang brugte de kristelige demokrater al deres taletid på code of conduct, d.v.s. magtforholdet mellem parlament og kommission. De har i parlamentet betinget sig, at det bliver diskuteret, og de prøver stadig at få mere indflydelse, end de har ifølge traktaten. Vi er sikkert ret delt i kommissionen i det spørgsmål, som skal op på næste møde. Miljøafsnittet i Santers tale var alt, alt for svagt. Der var også flere i parlamentet, der klagede over det - helt berettiget efter min mening. Ikke fordi der skulle være flere lovforslag i mit eget afsnit, d.v.s. i miljøafsnittet, men fordi miljøtankegangen skulle slå langt stærkere igennem i de andre afsnit. Meningen er jo, at miljøpolitikken skal gøres horisontal og indgå i alle andre sammenhænge. Jeg skal have fundet ud af, hvorfor Santer ikke havde en skarpere profil på miljøsiden. Om det er, fordi medarbejderen i Santers kabinet er for svag til at få noget med, eller om det er, fordi jeg manglede støtte i kommissionen, så de ikke regnede med, at det var særlig vigtigt at få med. Jeg må prøve at få de nordiske repræsentanter lidt mere op på mærkerne. I det hele taget skal jeg have strammet op på vores egne procedurer, jeg synes, vi er ved at tabe terræn, og det hænger givetvis sammen med, at vi bruger alt for mange kræfter på DG 11. I aften går jeg ud og spiser med Bolette og John. Alt er klappet og klart til Seveso-direktivet i morgen. Jeg er spændt på at se, hvordan det går med et konkret forslag i parlamentet. Stille weekend Bruxelles lørdag den 18. februar Det er dejligt med en fredelig weekend. Jeg stod op allerede klokken syv og gik så i gang med at læse Economist. Bagefter ryddede jeg op og læste mig igennem nogle af de mange bunker. Søren havde sendt et mægtig godt udklip fra LO-bladet, der handlede om de forskellige forsøg på at fastsætte prisen på en ren natur, antallet af dyrearter m.m. Uden en prisfastsættelse kan det ikke lade sig gøre bagefter at beregne skadeserstatningen eller værdien af det, der bliver, hvis man vil i gang med at ødelægge for at bygge en bro eller en motorvej m.m. Det hænger sammen med et af de forslag, jeg har prioriteret på lovlisten, nemlig forureneren betaler-princippet. Så jeg skal have fundet ud af, hvem i kabinettet, der skal stå for dette. Lejligheden ligger lige i nærheden af et lille smukt torv, 'Sablon',hvor der om lørdagen er antikvitetsudstilling og -marked. Der ligger i øvrigt også en vældig god bager 'Det daglige brød', som den vist må hedde på dansk. Jeg daskede en lille tur derned. Antikviteterne var der nu ikke meget ved, men jeg fik mit brød og benyttede lejligheden til en lille spadseretur. Det er et skønt gammelt kvarter med atmosfære og mange smukke bygninger. Tilmed var detsolskin, og mildheden i luften varsler forår. Seveso-direktivet gik fint igennem. Kabinettet og DG 11 havde lavet et godt stykke arbejde, vi kunne fremlægge for parlamentet, og vi vidste, at ordføreren ville være tilfreds med de meldinger, vi kom med. Der var ikke mindre end 117 ændringsforslag, så det var efterfølgende lidt af en tour de force at komme igennem. De kristelige demokrater endte med at stemme imod forslaget, men ellers var der ikke de store problemer. Det var en oplevelse at være i parlamentet med et forslag, der kommer noget ud af. Og rart at mærke samarbejdsviljen hos parlamentsmedlemmerne. Det vigtigste var at få forslaget igennem uden svækkelser. Nu skal det så videre til rådet. Jeg har bedt DG 11 om at sorge for, at jeg far en tidstabel, for jeg vil gerne kunne følge forslaget og bidrage til, at det kommer igennem. Jeg vil gøre alvor af min plan om at teste tophastigheden inden for systemet. Det er en af mine vigtigste opgaver at prøve at få ryddet op i de mange forslag, der ligger på miljøområdet og ikke er kommet ud af stedet. Kabinetsmiddag Bruxelles den 21. februar Tirsdag aften. Jeg har lige spist lidt af den gulerodstærte, som var til rest fra spisningen i går, læst aviserne og har nu flottet mig med en øl som belønning for, at jeg får skrevet lidt om, hvad der er sket i de sidste dage. I går havde jeg kabinettet til møde og lidt spisning. Jeg har tænkt mig at gøre det til en tradition at mødes mere uformelt hos mig en gang om måneden. Jeg havde selv en god dag med få opgaver, så jeg fik købt brød, ost og kage - alt for meget, viste det sig selvfølgelig. Jeg afprøvede også nogle økologiske tærter. Gulerødder, broccoli og blomkål med lidt bacon. De smagte godt, men var måske lidt kedelige. Kønsforskellen viste sig med det samme. Kvinderne i kabinettet var glade: nej, hvor dejligt. Mændene hylede op om, at de ville have kød, og om at sådan noget sundt noget sikkert smagte rædsomt. Det er sjovt at se tilbøjeligheden til at leve op til kønsrollerne. Mødet var meget nyttigt. Vi fik snakket vores erfaringer igennem. Det var dejligt at høre, at alle var glade for arbejdet. De talte om pionerånd og masser af humor. Begge dele synes jeg også, at jeg tydeligt mærker og selv er en del af. Alle er nye, ingen af os har for alvor beskæftiget os med miljø før, så vi skal alle lære. Så tror jeg også, at det spiller en rolle, at de andre kabinetter er så optaget af os. Det er os, der er mærkelige. Niels fortalte, at han havde mødt en, der om vores kabinet havde sagt, jamen det er jo der, der kun er kvinder! Hvortil Niels havde svaret, ja, og jeg er en af dem. Mytedannelsen er allerede stor. Der verserer rygter om, at vi slet ikke har faste opgaver, men roterer hele tiden! Vi blev enige om, at det kunne vi fint udnytte, hvis der var nogen, der ringede og spurgte, om det var den pågældende, der havdestatslånssager. Så kunne man bare sige, nej, ikke i dag. Kika Torsdag den 23. februar Kika er død. Hun er den anden af medlemmerne af Strikkeklubben, der dør. Først Karen Dissing, der døde af kræft og ikke havde været med så længe. Nu Kika Mølgaard, der var med til at starte Strikkeklubben i 1973. Jeg kan huske, hvordan hun og Eva Bendix sendte ct lille brev ud om, at nu standede landet i våde. Det var dengang Fremskridtspartiet kom i Folketinget, og hun og Eva syntes, at det stod for alt det, de selv var imod. Derfor samlede de en række kvinder, som de tænkte var af samme mening, og som havde lyst til at gøre noget ved det. Det endte med, at nogle stykker af os besluttede os til at skrive bøger sammen. Den første hed 'Du spiller en rolle - også enkønsrolle'. Og gruppen udviklede sig efterhånden til Strikkeklubben, hvor vi udgav en hel række boger - ikke mindst skolebøger som 'Du skal selv bestemme', 'Tøser og Tarzaner' til de allerførste klasser, men også 'Heltindehistorier' og en bog, der simpelthen hed 'Strikkeklubben'. Det var nogle dejlige år, hvor vi mødtes hos hinanden til gode måltider og lange snakker. Vi besøgte Eva Bendix i Hornbæk, hvor hun har sommerhus, og Kika i deres ødegård i Sverige. Kika var med til at holde sammen på det hele. Aktiv journalist med et stort engagement i kvindesagen. Hvor har hun igennem årene ringet og støttet mig mange gange - hun vidste instinktivt, hvornår der var brug for opbakning. Sidst jeg så hende, var i januar, hvor min gamle sekretær Bolette havde inviteret til en farvel-middag. Kika så syg ud. Hun var glad for at se os, men det var tydeligt, at hun ikke selv havde det for godt. Hun var blevet gammel, og jeg følte et lille stik i hjertet over, at jeg ikke fik set hende så tit mere. Og jeg tænkte faktisk, at det ikke var til at vide, hvor længe hun ville være der. Men så hurtigt havde jeg nu ikke forestillet mig, at det ville gå. Min egen alder viser sig også ved, at der er flere, der falder fra. Personer, der lige pludselig ikke er der mere og efterlader et tomrum og en følelse af, at der var en masse ting, man gerne ville have nået at gøre sammen. Jeg må trøste mig med, at jeg havde nogle dejlige år med Kika, og at vi blev ved med at følge lidt med i hinandens liv på en god måde. Skitur Lørdag aften den 25. februar på Høvringen Højfjeldshotel Så er Helle Degn og jeg igen på ski. Vi ankom med toget i dag og blev hentet på stationen i Otta af Olaf. Denne gang tog vi nattoget klokken godt 23 fra Hovedbanegården og var i Oslo ved ottetiden. Det passede med toget nordpå, der gik lidt over ni. Det er en meget rar måde at gøre det på - også fordi vognene efterhånden er gode. Vi nåede en første lille skitur på to timer i strålende sol. Mine ski drillede og var vist ikke smurt ordentligt. Jeg havde et alt for stort tilbageskrid hele tiden, så det krævede en hel masse ekstra kræfter. Men det var dejligt at være ude og herligt allerede at føle sig fysisk træt. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at sidst vi var af sted for kun et år siden, var Helle ulandsminister, mens det til det yderste var usikkert, hvad jeg skulle være. Helle var dengang meget bekymret - også fordi det var lige efter den heftige diskussion om tilskuds-Danmark, hvor Mogens Lykketoft blev så rasende. På vej i toget denne gang fortalte Helle, hvor morsomt det havde været, at hun lige havde siddet til møde med finanslovsgruppen og Mogens Lykketoft, og nu var det Mogens, der sagde, at det jo slet ikke kunne blive ved med at gå med alle de tilskud, man gav til alle mennesker. Men der havde ikke været det mindste tegn på, at han kunnne huske debatten for et år siden, og hvor hysterisk han selv havde reageret. Det er komisk og unødvendigt pjattet ikke at ville stå ved, at velfærdsstaten har nogle helt fundamentale problemer, der selvfølgelig skal løses. Jeg kan i det mindste glæde mig over, at sandheden marcherer, som det hedder. Danmark kan lige så godt begynde at arbejde med de forandringer, der alligevel vil komme, uanset om vi vil det eller ej. Jo før der bliver taget fat på problemerne, jo bedre. Udgangspunktet må være, at velfærdsstaten ikke kan blive ved med at eksistere i sin nuværende form. Det var det, min artikel om tilskuds-Danmark handlede om. Vi må holde op med at betragte velfærdssamfundet som en hellig, uforanderlig størrelse, og Danmark må begynde at tilpasse sig de ny virkeligheder, der hele tiden opstår og ændecr samfundet. Det handler også om at afgive visse dele af den nationale suverænitet og indgå i et storre samarbejde, fordi nogle af vores problemer i dag ikke længere kan håndteres alene på det nationale niveau. Det gælder miljø, men også eksempler som flygtningepolitik, narkokriminalitet og forholdet til Øst- og Centraleuropa. Før jeg tog toget her til Høvringen, havde kommissionens kontor i København inviteret til et seminar i samarbejde med parlamentets kontor. Det finder sted hvert år på Vilvorde. Der er mange deltagere, og jeg var taler sammen med Gunnar Riberholdt og Niels Ersbøll. Bagefter debatterede vi med forsamlingen. Det er meget tydeligt, at Gunnar og Niels Ersbøll er udenrigspolitiske embedsmænd. De argumenterer simpelthen anderledes. De er begge meget dygtige og kompetente, men de kan simpelthen ikke høre, hvor de politiske problemer ligger. De opfatter det udelukkende som et spørgsmål om rigtige eller forkerte oplysninger - hvad det jo ikke er. Mødet var fint, og både Ole Løvig, der jo nu er boligminister, Helle og Karl Hjortnæs var også med, og vi fik en lille hurtig snak over kaffen. Vi skal have fundet nogle tidspunkter, hvor vi fire mødes og får snakket lidt sammen. Det er tydeligt, at de ikke kan få det til at fungere med en slags kaffeklub i Folketinget. Ole og Helle bliver, hvis de ikke passer på, meget isolerede i gruppen. Det kan jeg ikke gøre noget ved, der hvor jeg sidder nu, men jeg kan bidrage til, at det gamle fællesskab ikke ryger. Vi har besluttet os for at kalde os selv for 'fire-banden'. Dagen før skulle jeg med morgenflyet, og jeg måtte op allerede klokken 6. Men så var jeg også i København lidt over ni og kunne køre direkte ud til Grimme og lave tv-interview Derefter passede det med frokost med gruppen af kvindelige ledere. Nina Würtzen er blevet direktør for Kræftens Bekæmpelse, og det var rart lige at se hende og ønske tillykke. Hun trængte til noget nyt, og hun er meget dygtig og kompetent, så det tror jeg, de får stor glæde af i Kræftens Bekæmpelse. Om eftermiddagen var jeg til konferencemed Lønmodtagernes Dyrtidsfond på LO-skolen. Her talte først Finn Thorgrimson, så Poul Nyrup og så jeg selv. Desværre havde de flyttet lidt rundt på tiderne, så jeg kom først, da Poul var næsten færdig med sin tale. Det var ellersimponerende, hvad der var forsamlet af erhvervsfolk. Flemming Skov Jensen, der er direktør for dyrtidsfonden, er dygtig - også til at have gode kontakter til folk. Jeg havde prioriteret at blive der resten af eftermiddagen og spise sammen med dem om aftenen. Det blev en udbytterig aften, hvor jeg fik talt med mange mennesker - og det var også hyggeligt for mig selv. Jeg kunne overnatte hos Helle i min gamle lejlighed på Vesterbrogade. Det er dejligt at se, hvor pænt hun har fået indrettet sig, og jeg har ikke spor reaktioner på, at det ikke længere er mig, der bor der. Jeg er også mentalt flyttet til Bruxelles. De seneste dage har været temmelig hektiske, og nu glæder jeg mig til en uge med energisk motion, masser af frisk luft og tid til at skrive, læse og tænke Ferielitteratur Høvringen den 28. februar I dag både sner og stormer det, men ud skal man jo, så Helle og jeg pakkede os godt ind i morges og fik en tur på godt et par timer. Og her i eftermiddag har vi taget en lille tur på en times tid - selv i sådan et vejr er det dejligt at være ude. Selvom musklerne værker lidt, så bliver konditionen bedre dag for dag. Jeg er blevet færdig med Erik Beukels bog om ozonhullet og drivhuseffekten. Den var meget oplysende. Det er nyttigt for mig at vide, hvordan den internationale debat har udviklet sig. Der har været meget gode resultater med at nedbringe brugen af CFC-gasserne, mens det kniber med CO*n2. Her har jeg bedt generaldirektoratet om oplysninger. Førstog fremmest for at finde ud af, om det overhovedet er en reel problemstilling. Er CO*n2 overhovedet et problem, eller er det bare en international medie- og konferenceballon. Det er påfaldende hvor mange konferencer, der kan laves interessante steder i verden for massevis af penge, mens folk dør af sult rundt omkring. Jeg har skrevet til Beukel for at høre, om han har oplysninger om den naturvidenskabelige debat. Det er han nemlig ikke så meget inde på i bogen. Til gengæld får man en udmærket beskrivelse af alt det internationale diplomati, der er en konsekvens af sagen. I kabinettet arbejder vi - og især Mariannelige nu på et helt katalog over de muligheder, derer for at nedbringe CO*n2. Vinklen her bliver, hvadder kan gøres i de enkelte lande, hvad der er afmidler, som landene selv kan bestemme sig til.Det vil nogle jo sikkert synes er lidt usselt, fordi de har håbet på, at EU ville komme op med nogle stærkere anbefalinger, men det mener jeg ikke, der er politisk grobund for i øjeblikket. Desuden vil jeg som sagt først selv være sikker på, om problemstillingen er reel. Det er nyttigt at få læst alle disse papirer og bøger, når jeg er her. Jeg har mere fred og ro end til hverdag. Lige nu er jeg ved at læse Peter Nedergaards bog 'Organiseringen af Den Europæiske Union' færdig. Den er også meget oplysende og forklarer den historiske udvikling af unionens forskellige agerende. Her er bestemt også en lang række ting, som jeg har glæde af at MANGLER Barndommens gade Høvringen torsdag den 2. marts Det er klart og fint vejr og lige ved at blive lyst. Jeg er oppe ved 6-tiden om morgenen, fordi jeg kommer tidligt i seng. Det er dejligt, for så er der tid til at læse og skrive. I dag er det meningen, at vi skal op i fjeldet på en heldagstur, så det glæder jeg mig til. Jeg er gået i gang med at læse Charles Grants bog 'Delors. Inside the house that Jacques built'. Niels Thygesen forærede mig den før jul, men jeg har ikke haft tid til at tage hul på den for nu. Foreløbig har jeg læst om hans barndom og hans politiske interesse, der er meget tær knyttet til hans religiøse overbevisning. Jeg tror, katolicismen i hans familie havde samme betydning som kommunismen havde det i min egen barndom. Som et samlingspunkt, som noget der strukturerede familiens liv. Det er også tydeligt, at hans politiske engagement er båret af indignation. Af alle de tabte muligheder, han så omkring sig. Derfor startede han også med oplysningsvirsomhed og undervisning af dem, der ikke fik chancen, da de var børn. Bekæmpelse af analfabetismen og bedreuddannelsesmuligheder er forudsætningen for at komme videre, og jeg kunne nikke genkendende til en række af Delors' forklaringer på sit engagement. Der var en ting, der undrede mig, nemlig hans understregning af hvordan han aldrig ændrede sin måde at leve på: 'I've never changed my lifestyle, for I knew that if I did I would never understand the rest of society'. Jeg kan godt se, at det blev en pointe i hans offentlige fremtræden, at han blevboende i et almindeligt arbejderkvarter - selvom han også boede andre steder. Men at det skulle spille en rolle for hans forståelse af, hvad der foregik i samfundet, tror jeg ikke på. Og arbejderhjemmet i Paris må have været næsten ren fiktion. Det meste af tiden måtte han selvfølgelig opholde sig i Bruxelles og andre steder i verden. Forståelsen for de dårligst stillede og deres levevilkår ligger virkelig dybt i en, det er en prægning, som man har fået tidligt, og som ikke kan tages ud af ens liv. Jeg tror, ordet prægning dækker, hvad det er - det er ligesom med gæslinger, det væsen, der først kommer til at gå foran dem, følger de. Det kan være gåsen, men det kan også være et menneske På samme måde bliver de første indtryk, man modtager i barndommen, ved med at følge en - præge ens handlinger og mål i livet. Det sætter sig fasti ens sind og bliver et vilkår for resten af livet. Min opvækst på Vesterbro gav mig et vågent blik for sociale uretfærdigheder og en lyst og et engagement til at gøre vilkårene bedre for folk, der ikke fik de samme muligheder, som jeg selv fik. Det påvirkes ikke af, hvordan man indretter sit liv. Det er der som en kraft, som en energi, man kan trække på - også, eller måske endda især, når man bevæger sig over i EU's kunstige og på mange måder uvirkelige miljø. Middelhavsmentaliteten- og den danske Høvringen fredag den 3. marts Jeg er ved at være godt inde i bogen om Delors af Charles Grant. Den sætter en masse tanker i gang hos mig selv om det arbejde, jeg er begyndt på. På side 48 har jeg fundet en sætning, der underfundigt samler sydeuropæernes mentalitet i en nøddeskal: '... the Mediterranean style, which means that we talk three kilometres away from reality'. 'Middelhavsmentaliteten' er også noget, jeg allerede har lært at kende. Som flere forklarede mig i forbindelse med høringerne, drejer det sig om at skjule sig bag mange ord og blomstrende retorik. De brugte Marcelino Oreja som eksempel. Han er kommissær for information og kultur, men står også forkommissionens relationer til parlamentet. Han havde fået nogle af de samme spørgsmål, som jeg fik, men han svarede alenlagt, og bagefter var de fleste i tvivl om, hvorvidt han havde svaret det ene eller det andet, og så udlagde de det bare, som de selv ville. Det er måske lidt uretfærdigt, for han er også en meget dygtig og kompetent kommissær. Hele systemet hernede er meget 'fransk'. Jeg skal vænne mig til en helt anden omgangstone, end jeg er vant til fra Danmark. I den tid jeg har siddet i Folketinget, er jeg blevet kaldt Ritt. Indimellem Ritt Bjerregaard, men meget sjældent fru Ritt Bjerregaard. Det hedder jeg iBruxelles. Jeg bliver tiltalt med ærbødighed og som fru Bjerregaard. Eller hvis det er for svært at udtale mit navn da som fru Kommissæren. Det virker lidt komisk og minder om noget, jeg kan huske fra min barndom og ungdom. Der var det stadig almindeligt at være Des med folk, og da jeg et år for, jeg kom på seminarium, var ved postvæsenet, lærte jeg at tiltale postmesteren i 3. person: 'Vil hr. Postmesteren være såvenlig at fortælle mig ...' Dengang fik jeg det lært, men jeg har ikke haft meget brug for det senere. Det blev almindeligt at sige du til folk og også at være på fornavn. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive fru Kommissæren! Det er svært at vænne sig til, for den ustrukturerede facon, vi har udviklet i Danmark, har passet mig godt. Jeg synes ikke, jeg har brug for ærbødigheden. Og den distance, den lægger ind i forhold til mennesker, er ikke hensigtsmæssig i en dansk sammenhæng. Men i kommissionen må det gå formelt til. Her må formerne respekteres. Og når jeg tænker lidt over det, kan det ikke nytte noget at tro, at den uformelle danske facon uden videre kan overføres til unionssamarbejdet. Kulturforskelle har i tidernes løb givet anledning til mulige konflikter. Hvis vi skal kunne få et samarbejde til at fungere imellem de 90 lande, der udgør Den Europæiske Union, drejer det sig om at undgå den usikkerhed og de konflikter, der opstår ved, at mennesker ikke forstår hinanden og aflæser de signaler, de udsender, forkert. Derfor er det praktisk med en fælles 'code of conduct' at holde sig til. Hele den formelle struktur stikker meget dybt både i Frankrig og i landene omkring Middelhavet. Hvis administration i langt højere grad ligner den franske model end den danske. Det er med andre ord noget, man er nødt til at lære, når man er dansker i dette selskab. Det er os, der adskiller os fra flertallet, og det er os, der vil løbe ind i kulturkonflikterne, hvis vi ikke tænker os om. Hanne-Vibeke skrev for nylig i Politiken on en dansk embedsmand, der troede, at han kunne møde op i cowboybukser, islænder og fjellræv til møder i Bruxelles, hvor han skulle forhandle på Danmarks vegne. Den gik ikke. Han blev simpelthen ikke taget alvorligt i den mundering. I fransk administrativtradition har man jakkesæt på og selvfølgelig også slips. Det kan synes som noget ligegyldigt pjat, men på den anden side er det ærgerligt, hvis påklædningen skygger for det arbejde, der skal udføres. Og det er en af de ting, der relativt let lader sig ændre. Peter Nedergaard siger et sted i sin føromtalte bog om unionen, at Danmark har en lille magtdistance og et lavt struktureringsbehov. Vi danskere er selv overbevist om, at det betyder, at vi er tæt på hinanden, og at vi omgås hinanden direkte. I virkeligheden forholder det sig nok noget anderledes. Kontoreleven og direktøren kan ganske vist sagtens tale sammen, og det hører med til dansk tradition, at alle taler med alle. Men ellers er der ikke mere lighed i Danmark end andre steder. De får ikke samme løn, der er forskel i kontorernes storrelse, i udgifterne, der bliver dækket, i de rettigheder og muligheder de har - det hører sig bare til at lade, som om de er på lige fod. Den yngste kontorelev siger du til direktøren og taler til ham eller hende, når de mødes. Der er ikke den store formelle forskel, og det er ikke nødvendigt at have meget faste strukturer for, hvordan man tiltaler hinanden for at få organisationen og hierarkiet til at fungere. Dette system, som vi selv tror er at komme hinanden ved, kan fungere hos os, fordi vores samfund er så ensartet. Det hører sig til at holde forskellene skjult. Udlændinge render derimod ofte ind i store problemer og synes, det er svært at begå sig. De uskrevne regler gør det meget vanskeligt for fremmede at få nogen reel kontakt med danskere og at komme til at fungere i det danske samfund. Og reglerne er ikke mindre strenge end de kendte og formelle regler i andre lande. Straffen for at overtræde dem - udelukkelsen - håndhæves ikke mindre strengt i Danmark end andre steder. Hos os får man bare ikke at vide, hvad det er, man har gjort forkert. Derfor duer det danske system ikke, når folk fra flere kulturer skal samarbejde. Her er det nødvendigt med en klar og utvetydig rangordning, hvor enhver har sin bestemte plads. Men det betyder ikke, at det franske system er fejlfrit. At EU er blevet så 'fransk', som tilfældet er, skyldes, at Frankrig var det største og mest dominerende land i fællesskabet, dengang EF blev grundlagt. EU's administration fungerer ud fra en fransk tankegang, hvor det formelle har en meget stor betydning som metode til at holde sammen på tingene. Frankrig har selv skullet have en administration til at fungere hen over dybtliggende forskelle inden for landets grænser. De Gaulle har meget rammende sagt, at et land med 965 forskellige slags oste ikke sådan lod sig styre! Det betyder desværre samtidig, at hierarkiet bliver meget udtalt. Alt foregår fra top mod bund, og det gør beslutningsprocesserne meget lange og tunge. Derfor drejer det sig om at finde en balance, hvor jeg opretholder de vigtigste formalia, men samtidig får indført nogle ændringer i arbejdsgangen, der kan gøre behandlingen af forslag mindre kompliceret. Ulempen ved det franske system - og derved også EU's - er, at det kan være meget svært at få medarbejdere på underliggende niveauer til at påtage sig et ansvar. Det er det, jeg nu oplever i generaldirektoratet. Sagerne ekspederes opad i systemetog ender i toppen, hvor ansvaret er. Uddelegering ligger ikke lige for. Og jeg har allerede gang på gang ærgret mig over, at små ting kan pustes op og tage måneder at komme igennem. Når jeg skal drøfte et af forslagene om at forbedre miljøet, så vil jeg helst tale med den medarbejder i direktoratet, der har arbejdet medsagen og derfor kan den i de mindste detaljer. Administrationen, og det vil sige den ansvarlige generaldirektør eller direktør, vil helst, at jeg taler med den øverst ansvarlige, der tit ikke kender andet til sagen end det notat, som jeg selv har fået og læst på forhånd. Bare det at få medarbejderens navn på notatet har krævet en større indsats, og det hænder stadig, jeg modtager notater uden navn. Men det er ved at hjælpe. Og efterhånden får medarbejderen også mulighed for selv at forelægge sagen for mig. Man skulle umiddelbart tro, at den underordnede medarbejder ville være meget interesseret i at få et mere direkte ansvar. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis, har jeg opdaget. En medarbejder, der er vant til det franske system, føler sig let ladt i stikken, når hans eller hendes navn står påpapirerne. Vil hans chef måske benytte det til at tørre eventuelle fejl af på ham? Set fra chefstolen kan det tage sig ud som ansvarsløshed og mangel på civilcourage: Chefen tør ikke stå ved det ansvar, han får sin 1øn for at påtage sig. Derfor har jeg gjort meget ud af at forklare medarbejderne, at de ikke på nogen måde skal hænges ud. Og cheferne at jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved deres kompetence. Jeg håber, jeg kan få lukket lidt frisk luft ind i det tunge franske system og opnå en større gennemsigtighed og åbenhed. Uden at trampe folk over tæerne må det være muligt at få de oplysninger frem, man skal bruge, og tale direkte med de personer, der har den største kompetence inden for et givet område. Det må også være muligt at drøfte, hvilke fordele og ulemper der er ved forskellige administrative systemer og på den måde langsomt få unionen til at fungere bedst muligt. Det bliver spændende at se, hvor langt 15 lande med forskellige ideer og forestillinger er villige til at gå i en intern modernisering af administrationen i Den Europæiske Union. Konditionstræning Høvringen 1ørdag den 4. marts Sidste dag på Høvringen. Jeg var så træt i går, at jeg lagde mig til at sove før ti, så jeg vågnede allerede klokken fem og var udhvilet. Det var dejligt, for så fik jeg nogle gode timer til at læse videre i bogen om Delors. Den er meget oplysende, og jeg må sørge for at tage mig tid til at læse den slags ting, så jeg kommer lidt ind i mit arbejde og baggrunden for den institution, jeg er blevet en del af. Det er påfaldende, hvor mange nederlag Delors har haft i sit politiske liv, og hvor mange gange han har truet med at gå af. Den ene gang efter den anden som finansminister og også som præsident for EU. Det forekommer mig højst besynderligt, men det har åbenbart været hans metode til at få sin vilje. Da jeg talte med Søren i telefonen i går aftes og fortalte om, at jeg som fritidslæsning var i gang med Delorsbogen, stod det mig pludselig klart, atmin nye situation kan sammenlignes med både dengang, jeg kom i Folketinget, og da jeg blev minister. Også dengang sad jeg i starten i timevis på biblioteket for at læse referater af møder, og jeg gik til forelæsninger hos Tage Kaarsted på Odense Universitet om den nyere tids historie - ja, jeg var stadig studerende dengang, skrev opgaver og tog eksamen. Så langt mener jeg ikke, at jeg behøver at gå nu. Jeg har heldigvis en stor erfaring at trække på. Men det er en helt ny verden, helt nye regler, helt nye traditioner, og det gælder om så hurtigt som muligt at få begreb om, hvordan koderne er - både de skjulte og de åbenlyse. Det ville nok være godt for mig, hvis jeg kunne lægge en uge som den forløbne ind engang imellem - for simpelthen at få læst og tænkt. Og det er vigtigt, at der bliver tid til at læse rigtige bøger og ikke kun notater til konkrete sager. De er nødvendige at læse i det daglige arbejde, men de giver ikke noget overblik. Jeg er stadig øm i musklerne efter to pragtfulde, men fysisk hårde dage. Både torsdag og fredag var det et helt vidunderligt vejr, fuldstændig skyfrit, ikke en vind, og solen der bagte ned på den hvide, hvide sne. Så vi tog op ifjeldet. Først en gruppe på seks med medbragt frokost, så vi kunne være ude hele dagen. Det blev en skøn tur, der varede fra klokken 10 til hen på eftermiddagen med rare småpauser og lidt snak for at få alle med. I går var jeg til gengæld ude på en rigtig stroppetur. En af de andre gæster på hotellet og jeg løb en tur alene. Vi var ude fra 10 til 17 og løb cirka 30 km. Det var pragtfuldt, men selvfølgelig også super anstrengende. Jeg har virkelig nydt disse dage, og jeg har arbejdet hårdt med at forbedre konditionen, så der skulle være noget at trække på i den kommende tid, hvor arbejdspresset bliver så stort, at jeg sikkert ikke får megen tid til at holde mig i form rent fysisk. Første rådsmøde Grå søndag morgen i Stestrup den 12. marts Det viste sig, at jeg kunne slippe for at tage til Bonn for at deltage i forberedelserne til klimakonferencen, så Søren og jeg er nu i Stestrup. Fredag deltog vi i Det Danske Gastronomiske Akademis årlige middag. Den var som sædvanlig god, og de havde fået den glimrende ide at invitere to unge kokke. Den ene, Palle Enevoldsen fra 'Le Canard' i Århus, og den anden, Henrik Rosdahl fra 'Penny Lane' i Aalborg. De lavede et fremragende måltid og gik op i det med stor iver. Samtidig fik vi prøvet en hel række forskellige australske vine, der også var fine. Det er sjovt, når et måltid på den måde er virkelig godt tilrettelagt. bg Vi overnattede i Birkerød på et hotel, der lå lige ud til Kongevejen, og kørte så om morgenen til Stestrup. Det var desværre blevet gråt og trist ivejret. Det var ellers det mest yndige vejr om fredagen både i Bruxelles og i København. Det har været en skrap uge. Det var meget godt, at jeg kom lige fra skiferien, for dagene har kørt ud i et lige siden. Torsdag havde jeg mit første rådsmøde med medlemslandenes miljøministre. Her skulle nogle af de mange miljøforslag, jeg har arbejdet med, op til diskussion og forhåbentlig godkendelse. Der afholdes to ministerrådsmøder under hvert formandskab, et i starten og et i slutningen af perioden. Nu kunne nogle af de mange miljøforslag, jeg har arbejdet med, komme videre i systemet. Alle de forslag, vi kommissærer får igennem på kommissionsmøderne, skal videre til behandling i ministerrådet og i parlamentet. Dct er sådan, at vi i kommissionen fungerer som et kollegium, og det vil sige, at når man har opnået flertal for sit forslag, så er vi i princippet enige, og kommissionen står som helhed bag forslaget. Herefter bliver det lagt frem for parlamentet, der overfører det til parlamentets udvalg for miljø. Omtrent samtidig lægges det frem for miljøminister-rådet, der består af ministrene for de 15 lande, der er medlem af unionen. Det er her medlemslandet for alvor har indflydelse, og derfor er det vigtigt, at det hjemlige system fungerer på en måde, så vi har de bedste muligheder for at komme til orde og være med til at sætte dagsordenen. Det danske system er slet ikke godt nok, som det er i øjeblikket. Det danske system er passivt. Vi reagerer på det, andre lægger frem, og kommer aldrig til at præge tingene. Hele konstruktionen med markedsudvalget - nu Europaudvalget - er lavet på den måde. Her diskuterer man rådsmødets dagsorden og tager stilling til, om Danmark skal sige ja eller nej til et givet forslag. Dansk parlamentarisk tradition og selvforståelse går ud på at tage stilling til forslag og godkende det, hvis det kan opnå fIertal. Men det afspejler jo ikke nødvendigvis den interesse, Danmark skal varetage. Danmark kunne - og burde - være meget mere aktiv og udadrettet i unionspolitik. Vi når aldrig rigtigt til at diskutere, hvad vi selv vil, og hvordan vi kan præge processen. Hvad vort udspil kan være. Og jo mere politisk besværligen sag er, jo snævrere et mandat fra Europaudvalget, der resulterer i, at ministrene er bundet på hænder og fødder til selve mødet. For enhver dansk minister kommer kræfterne til at koncentrere sig om at få et mandat, det vil sige om at undgå problemer i Europaudvalget. Der erutvivlsomt mange embedsmænd, der kan fortælle røstende historier om, hvordan en sag lige pludselig blev 'politisk'. Hermed menes, at den blev diskuteret, at der var forskellige meninger, og at mandatet var uklart. Man skulle jo umiddelbart tro, at det var meningen med et politisk udvalg. Fejlen er, at Europaudvalget yder polititisk kontrol, og at vi derved hele tiden kommer til at forholde os til dem, der ikke vil noget. Og vi bliver passive i stedet for aktive. Det er på tide, at vi begynder diskussionen om, hvordan vi får tingene lagt om, så vi selv skaber sager i EU-systemet. Og så er det på tide, at udvalgets møder bliver åbne, så folk kan følge med i, hvad der sker. Nok om systemet. I kabinettet brugte vi både tirsdag og onsdag på at forberede rådsmødet, og onsdag aften endte vi med at sidde indtil midnat for at komme alle notaterne igennem. Der var mange konkrete forslag på dagsordenen, oghvert af dem havde et hav af detaljer. De er ikke altid lige nemme at sætte sig ind i, for der er en del tekniske termer, jeg skal lære at kende. Miljøforslagene drejer sig meget om forskellige grænseværdier, og man er i sagens natur nødt til at nævne, hvad det er for stoffer, det drejer sig om. Jeg havde haft en del papirer med til Norge, og suppleret med møderne med generaldirektoratet var jeg efterhånden kommet meget godt ind i forslagene. Mødet gik også fint. Svend Auken var med, og det går fint med ham og mig. Det er tydeligt, at de andre miljøministre er lidt delte i opfattelsen af ham. Mange er lidtirriterede over hans måde at føre sig frem på - han er simpelthen for ligeglad med de andre. Men der er også beundring over hans engagement og viden. Han gør det godt, og får også meget ud af det for Danmark. Baselkonventionen gav anledning til en del ballade. Det er reguleringen vedrørende salg af farligt affald til 3. verdens lande. Svend fik sidste år vedtaget en resolution om, at de rige lande ikke måtte eksportere deres affald - heller ikke selvom det hed sig, at det skulle genbruges. Efterfølgende har det vist sig, at resolutionen måske ikke var juridisk bindende, så Svend ville have lavet en ændring til selve konventionstraktaten. Jeg er helt enig med ham i indholdet. Vi må i vores del af verden selv kunne klare vores affaldsproblemer, og det duer ikke at eksportere dem til fattige ulande. Men det forlød, at ulandene selv var blevet betænkelige, fordi de godt ville have den indtægt, de hidtil havde fået, så det var ikke sikkert, at det var muligt at få selve teksten fra resolutionen ind i traktaten. Det gav anledning til et stort postyr og mange samtaler, og diskussionen kulminerede med, at Svend, sanunen med Sverige og Finland, ville komme med et selvstændigt forslag. Det fik kommissionens jurister til at gå helt op i sømmene. Det kom til at handle om kompetence, og det er egentlig noget frygteligt pjat - det burde handle om substansen og ikke om formaliteter. Ikke desto mindre blev et brev, uden mit vidende, sendt frem til Svend og de to andre ministre med Santers underskrift. Nu skulle de indklages for domstolen! Den sag skal nok blive underholdende i fremtiden. Men jeg vil prøve at undgå at komme for meget ind i den formelle diskussion, og i stedet holdemig til indholdet. Vi rige lande skal selvfølgelig ikke have lov til at sende vores skidt til de fattige ulande, der ikke synes, at de har råd til at sige nej. Det er et udmærket princip at holde fast i, at vi selv må kunne klare behandlingen af det affald, vi laver. Det er dejligt at få et par dage her på landet. Søren har væltet helepilehegnet, det vil sige, han har stynet pilene, så de skulle begynde at skyde og blive tætte forneden. Det ser farligt ud, når det lige er gjort, men vi har prøvet det en gang for med godt resultat. Så vi håber det bedste, og i mellemtiden må vi jo leve med, at det ikke ser for kønt ud. Vi har også fået lagt gødning og flis på nogle af æbletræerne, der nu også er blevet beskaret allesammen. Mandag morgen tager jeg tilbage til Bruxelles. Og allerede torsdag skal jeg til København igen. Referatpolitik Onsdag aften den 15. marts Jeg er lige komnmet hjem fra den månedlige tur til Strasbourg. Jeg havde ikke selv noget på dagsordenen, men dels var der kommissionsmøde tirsdagen og derefter middag med socialistgruppen, dels skulle denye regler for samarbejdet mellem parlament og kommission vedtages, og det samme skulle arbejdsprogrammet. Den formelle sag om ændringen af Baselkonventionen kører stadig, og Laurs havde på sit ugentlige kabinetschefmøde været ude for et stort pres. Ikke tale om, at de ville lave referatet efter det, Santer rent faktisk havde lovet på selve kommissionsmødet, nemlig at jeg selvfølgelig for fremtiden skulleunderettes, før han skrev til et land (denne gang oven i købet Danmark) om noget, der drejede sig om mit ansvarsområde. Det mente Santers kabinetschef bestemt ikke kunne rettes, og desuden ville der være meget, meget mere at sige om den sag på næste kommissionsmøde, og det skulle Santer nok sige direkte til mig selv! Laurs fortalte, at kabinetschefen havde været meget ophidset, fordi jeg offentligt havde sagt, at jeg ikke var blevet spurgt vedrørende brevet, men at Santer tværtimod havde sendt det på egen hånd. Det agter jeg at fastholde. Enten bliver jeg inddraget, og så skal jeg nok stå last og brast, eller også kører de selv, og så bliver det deres problem at rede trådene ud. Til kommissionsmødet var jeg bevæbnet til tænderne med argumenter, juridisk redegørelse, og viden om den videre mulige procedure, hvis sagen blev taget op. Og så sagde Santer simpelthen ikke en lyd. Ikke en lyd! Jeg nævnte selv Baselkonventionen, da jeg refererede fra miljøministermødet, og da sagde han heller ikke noget. Det virker, som om det er noget, Santers kabinet kører uden den store kontakt til ham selv, og det, at kabinettet laver referaterne, som de helst vil se dem er noget, jeg har læst om i bogen om Delors. Det var også et af deres midler. Man tror det jo næsten ikke, for selvfølgelig kan der da være nuanccr i et referat, det er jo ikke det hele, man kan skrive, men her er dertale om at ville have et bestemt politisk resultat, som ikke svarer til, hvad der skete på mødet. Til alt held sad Laurs der også, så vi er to, der har hørt det. Nu har Santer så bedt om en samtale på tirsdag, og her skal jeg bare have fundet ud af, om det er ham og mig helt alene, for der bliver ikke tale om, at jeg sidder alene, og at han sidder med sin kabinetschef. I dag onsdag har vi så fået vedtaget arbejdsprogrammet, vi endte på ti forslag: tre nye og syv arvede. Jeg spiste frokost med Ken Collins, Kirsten Jensen og Lone Dybkjær. Det var der ikke meget ved. Vi skulle hente mad ved en buffet, og folk skulle gå efter ca. en times tid, så i realiteten fik vi ikke talt meget med hinanden, men det er vel også mest for at have kontakten. Jeg rykkede Collins for det møde med miljøudvalget, jeg har bedt ham om. Jeg må blive ved med at arbejde på at få et godt forhold til miljøgruppen og Collins for at opnå et samarbejde, der fungerer reelt og går begge veje. Jeg har inviteret Dagmar Roth Behrent på frokost, hun er tysk SPD'er, og var stærkt kritisk under høringen, og jeg har hørt, at SPD i det hele taget er temmelig negative. Nu vil jeg prøve, om det er muligt at få samlet lidt op på forholdet til hende. Jeg synes også helt uafhængigt af dette, at det er vigtigt at have et godt forhold til de tyske SPD'ere. ]Ritt Bjerregaard har forladt dansk politik - sådan da. Hun følger med via sin gamle kaffeklub, som har kritiske bemærkninger om partiet Partisammenhold København lørdag den 18. marts Så er det blevet lørdag morgen, og jeg sidder i køkkenet hos Helle Degn, mit eget gamle køkken, og skriver. Vi var ude hos Karl Hjortnæs i går, Helle og Ole Løvig og jeg. Jeg fik de sidste nye meldinger om livet i gruppen, og glædede mig over, at jeg ikke længere er en del af det. Karl Hjortnæs har det godt med sit nye job på Roskilde Hojskole, og han savner ikke det daglige arbejde på Christiansborg. Helle skal som formandfor udenrigspolitisk nævn heldigvis rejse meget, så hun er heller ikke så afhængig af et godt partisammenhold. Det nar været virkelig godt for hende med formandskabet for nævnet, fordi det giver prestige, også når hun er andre steder i verden. Ole passer sit boligministerium og synes, han er frit stillet, når han engang i fremtiden ikke mere sidder i regeringen. Han nyder at være minister og har tid, så han også kan følge med i andre ting og have gode kontakter. En ny kaffeklub i stil med den, vi havde i 'gamle dage', eller bare en selskabelig forening er åbenbart svær at etablere. Dels er de nye folk bange for at blive taget til indtægt for formandsstriden, og nogle er bange for at blive sat i forbindelse med mig. Så her må Ole og Helle hver for sig operere, som de nu har lyst og tid til. Før jeg tog til København brugte Laurs og jeg meget tid på at diskutere de sidste brikker i kabinettet. Vi mangler en medarbejder og en udlænding. Udlændingen har vi fundet. Det bliver en tysker, Hans Georg Gerstenlauer, der har arbejdet med Øst- og Centraleuropa i generaldirektoraterne. Han får ansvaret for hele dette vigtige område. Det andet medlem skal først og fremmest være en, der kan kommunikere. Vi har været igennem, hvad der var af journalister, og jeg har overvejet mange muligheder, men nu har vi besluttet os til at slå stillingen op for at se, hvad det kan bringe. Vi forestiller os, at det kunne blive en yngre medarbejder, for hvem stillingen kan være en spændende start på et professionelt liv. Vi har talt med Hanne-Vibeke om det, og hun har lovet at hjælpe med udvælgelsen. Hun kom forbi i torsdags hen på aftenen, hvor vi endnu en gang sad og drøftede, hvad vi skulle stille op. Nu tager jeg det op på kabinetsmødet på tirsdag, og så kører det. Både Laurs og jeg regner med, at det kan give anledning til diverse småfornærmede artikler fra journalisterne her i Bruxelles - selvfølgelig skal hun have en medarbejder, der bare skal sørge for hendes PR. Det er der ikke noget at gøre ved. Hvis jeg skal løse den opgave, jeg har stillet mig om, at folk skal vide, hvad jeg laver, må jeg have skrevet og kommunikeret meget mere. Jeg er spændt på at se, hvem jeg kan finde. Her til morgen tager jeg ned til Stestrup, men i aften skal jeg i teatret for at se 'Gertrude Stein' med Bodil Udsen. Det glæder jeg mig til, hun er en pragtfuld skuespiller, og det bliver spændende at se hende som Gertrude Stein, der også var en stor personlighed. Søndag er det meningen, jeg bare skal arbejde i haven sammen med Søren. Det skal blive dejligt at få rørt sig - også selvom vejret har været regn, slud og temmelig stærk vind i de sidste dage. Aftaler Onsdag den 22. marts Jeg havde inviteret det svenske og det finske kabinet sammen med os selv hjem i Rue de Namur i går aftes. I stedet for en kommissærfrokost bestemte jeg mig til, at alle lige så godt kunne møde alle. Det blev til 30 mennesker i alt, og vi havde en god aften. De var glade for at træffes, og jeg syntes også, at der kom en god snak ud af det. Jeg bruger en del tid på at tænke på, hvordan det er muligt at lave nogle bedre netværk og også sociale kontakter. Ikke bare for fornøjelsens skyld. Jeg tror simpelthen, at det er fundamentalt for at få hele dette system til at fungere. De formelle kontakter er mindst lige så vigtige som alle møderne, og mange handler bliver indgået 'off the record' - som dengang Emma Bonino lige i forbifarten nævnte, at vi godt kunne slå en miljøhandel af, hvis hun fik noget igen. Jeg havde fået Christine Dalbys økologiske kontakt til at levere maden. Der var rigeligt, og selvom det smagte dejligt, var der så meget tilovers, at jeg var nødsaget til at smide en hel bunke ud, efter jeg havde fordelt flere af quicherne til forskellige i kabinettet dagen efter, så nogle dog kunne have lidt glæde af det. Der var også masser af ost og kager tilovers. Jeg kan godt mærke, at jeg savner både hønsene og hunden til at ordne den slags overskudslagre. Det er trist at være nødt til bare at smide det ud. Tidligere på dagen havde jeg møde med Santer. Først og fremmest på grund af vrøvlet med Baselkonventionen. Vi lagde ud med at snakke lidt løst og fast om, hvordan han syntes, det var at være præsident. Det var han selvfølgelig fuldt ud tilfreds med, men han syntes, det var et underligt system med kabinetterne. De rendte jo og lavede en hel bunke aftaler, som man ikke vidste noget om!Da han havde været statsminister i Luxembourg, havde han kun haft én medarbejder. Nu havde han et helt kabinet! Kabinetsstrukturen er noget nyt for mange - også for mig. Men jeg tror, at det er godt, og at jeg kan få meget ud af at arbejde på den måde. Vi blev hurtigt enige om, at det gjaldt om også at lave politiske aftaler, for ellers blev vi løbet over ende af alt det, de forskellige systemer syntes, vi skulle udføre. Vedrørende Baselkonventionen, hvor han som sagt havde sendt det første brev til Danmark, Sverige, og Finland og beklaget sig over, at de selvstændigt ville ændre Baselkonventionen, havde han nu modtaget et forslag til et nyt brev, hvor retsproceduren på grund af overtrædelse af fællesskabslovgivningen ville blive indledt. Han havde ikke meget lyst til at skrive under, men skulle jo på den anden side være 'traktatens vogter'. Jeg var fuldstændig enig med ham, men syntes, at vi skulle gøre alt, hvad vi kunne, for at undgå, at det sidste brev kom af sted. Vi aftalte derfor, at jeg nu meget hurtigt skulle have et forslag klar til mødet i kommissionen, så vi kunne stå ved den enige aftale fra 1994 om, at vi ikke ville sende vores farlige affald til ulandene - heller ikke når det hedder sig, at det er til genbrug. Så jeg har speedet hele processen med DG 11 op, og vi har, om alt går planmæssigt, et forslag klar i april måned. Vi lavede i realiteten en aftale med hinanden, hvor Santer ville støtte det videre forløb, så Baselkonventionen blev ændret. Det skal blive spændende at se, hvordan en politisk aftale virker. Ecopolis Torsdag den 23. marts Jeg er lige kommet hjem efter en reception på rådbuset i Bruxelles - det var for en gangs skyld en god og underholdende festlighed, ikke mindst fordi Kim Sjøgren kom forbi og spillede for os gæster. Anledningen var også opmuntrende. Det var 'The European Sustainable Cities & Towns Campaign', der skulle præsentere deres program. Initiativet til kampagnen blev taget på en konference i Aalborg i 1994, hvor byer over hele Europa besluttede at arbejde på at opfylde de krav til 'bæredygtige byer', som dels blev besluttet under topmødet i Rio i 1992, den såkaldte Agenda 21, dels er at finde i unionens femte handlingsprogram for miljøet. I dag afholdt man så en reception i Bruxelles for at præsentere det endelige program for kampagnen. 'Mod en bæredygtig udvikling' er titlen på unionens handlingsprogram, og det er jo et smukt forsæt - og et mål at arbejde hen imod. Men indimellem kan man godt have sine tvivl om, hvordan det går med at få tingene ført ud i livet. Jeg holdt en tale om global ansvarlighed og lokalt initiativ, og ideen med de økologiske, bæredygtige byer - ecopolis - er faktisk noget af det bedste, jeg har set, når man taler om at opnå direkte kontakt mellem de store linjer og det lokale miljøfolks hverdag. Det bliver spændende at se, om Aalborg og de andre byer kan leve op til deres målsætninger. Fransk visit Lørdag eftermiddag den 25. marts Klokken er lige ved 17, Søren og jeg har spist en lang og god frokost, og Søren har nu lagt sig for at få en lur. Jeg prøver, om jeg kan få rettet lidt op på ugens forsømmelser med hensyn til dagbogen. Det går meget stærkt til daglig. Godt nok har jeg kunnet mærke gavnen af vinterferien. Jeg har mere energi, og jeg bliver ikke så irriteret, når andre ikke helt når, hvad de burde nå. Jeg er bedre i stand til at grine og prøve at komme videre. Og jeg havde virkelig et godt eksempel på det her i løbet af ugen: På min dagseddel stod der, at jeg skulle have møde med Cogema - jeg anede ikke, hvad det var, men Hanne havde sørget ordentligt for mig, så der var papirer med. Kabinettet ville også være til stede, og ud af papirerne kunne jeg se, at det vist var en samling af landbrugsorganisationer i Bruxelles. Jeg undrede mig derfor en del over, at der stod, at de gerne ville diskutere den nukleare sikkerhed i Øst- og Centraleuropa. Ind kom de. Fire franske seriøse herrer - hvorfor ser sådan nogen altid ud på samme måde? som Hanne efterfølgende sagde - der begyndte på en lang historie om deres firma, der etablerede a-kraftværker. De havde virkelig meget at fortælle om det. Vi hørte pænt på, nu de var kommet, men der var absolut ingen grund til at bruge tid på at holde møde med dem. Bagefter grinede vi godt sammen. Det var da en af de bommerter, der var til at føle på. De havde intet som helst at gøre med landbruget, og ingen af os stod lige og manglede et atomkraftværk! Fredag havde jeg inviteret Dagmar Roth Behrent til frokost. Hun er formand for socialisterne i miljøudvalget. Det var en god frokost. Hun var glad for at få en snak, og vi fik talt en masse igennem - jeg kan godt lide hende. Jeg prøver at etablere mange kontakter til parlamentets miljøudvalg. Jeg havde stor glæde af den slags kontakter, da jeg var dansk minister, og det tror jeg også, jeg kan få her. Jeg skal også prøve at få snakket noget mere med Kirsten Jensen og hendes sekretær, Helle Thorning Schmidt. De er begge to meget dygtige og reelle. Kvindelige kommissærer Tirsdag den 28. marts Det er sene de fra Emma Boninos kabinet for at fortælle, at hun i dag var kommet hjem fra New York, så hun ville kun have en drink - ikke nogen middag. Præcis klokken 19.30 kom Anita Gradin og lidt senere kom Edith Cresson. Edith sagde selv, at hun havde indtryk af, at når der var middag hos mig eller andre fra Skandinavien, så var det til tiden - i modsætning til fransk tradition. Og det havde hun jo helt ret i. Vi sad så alle tre og snakkede og ventede.Indimellem kom der en ny telefonopringnig fra Emmas kontor, der underrettede os om, hvor store forsinkelserne var p.t! Jeg kunne kun svare, at vi sad og ventede, og at vi snart gik til bords! Ved 20.30-tiden besluttede vi os for, at vi ikke gad vente længere og begyndte på vores middag. Vi var næsten igennem forretten, da Emma Bonino kom.Til alt held havde jeg besluttet mig til bare at lade kuverterne blive på bordet, for hun ville alligevel gerne være med til middagen og kaffen. Lidt senere dukkede Monika op. Det blev, hvad man må kalde for spredt forret, men så var vi da endelig fuldtallige. Jeg kan godt blive noget ærgerlig over, at folk ringer og siger, at de er forsinkede, når arrangementet allerede er i gang. Hvad skal man stille op med det, man kan jo dårligt sende de ankomne hjem igen og starte forfra på et senere tidspunkt. Ikke desto mindre er jeg glad for, at middagen kom i hus. Jeg er spændt på at se, om de andre får gjort noget til gengæld. Edith virkede, som om hun forestillede sig, at hun ville, så nu må jeg vente og se. Min erfaring fra Danmark er nok nærmest den, at det er meget sjældent, det lykkes uden faste aftaler. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal man aftale en turnusordning, som vi har gjort det f.eks. i 'Strikkeklubben'. Edith var ret optaget af, at vi alle skulle tage til kvindekonferencen i Peking. Hun regnede selv med at tage med nogle andre franske kvinder i et chartret fly og mente, at vi sagtens kunne være der. Vi diskuterede også, om vi kunne få Flynn til at afstå fra at være kommissionens repræsentant, men bortset fra Emma, der vist gerne ville prøve, så var der ingen af os, der anså det for en realistisk mulighed. Han er fast besluttet på at tage af sted, på trods af at vi synes, det er lettere pinligt, at han skal tale på vores vegne. Men det ville være sjovt, hvis vi andre i det mindste kunne være der og markere, at der rent faktisk sidder fem kvinder i EU-kommissionen. Men det er nu nok en illusion at tro, at det kan lade sig gøre. Det er sjovt at høre, hvor kvindebevidst Edith er. Hun fortalte om, hvor hårdt det havde været at blive landbrugsminister, fordi ingen havde den mindste smule tillid til, at en kvinde kunne klare den opgave! Landmændene havde været direkte fornærmede, men hun mente, at de var endt med at acceptere hende. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det har været. Hvis Danmark en dag får enkvindelig landbrugsminister, tror jeg også, at landbruget vil være tilbojelig til at tage imod hende med sure miner. Emma havde haft tilsvarende oplevelser med fiskerne. En kvinde! Det kunne kun betyde, at fællesskabet nu overhovedet ikke regnede fiskeripolitikken for noget som helst. Hun refererede meget vittigt den stemning, hun blev mødt med. Selv havde hun sagt til dem, at nu var hun der altså, og at de ikke skulle regne med at få nogen anden kommissær i de næste fem år, så måske ville det mest konstruktive være at få det bedste ud af det! Fiskerierhvervet er måske endnu mere mandsdomineret end landbruget, og der er også mere'machismo' i fiskernes holdning. Emma har ganske vist fået sin sag for, men det har fiskerne også. Og de skal nok finde ud af, at de ikke er så dårligt stillet. Hun fylder ikke meget i landskabet rent fysisk, men hun skal nok sørge for, at folk hører efter, hvad hun siger alligevel! Hun er havnet lige midt i konflikten med Canada, om hvordankvoteordningerne skal være i området mellem Grønland og Canada. Det canadiske forslag vil fratage EU og dermed Spanien næsten hele dets nuværende kvote. Under snakken støttede Emma EUs standpunkt, som vil forsvare de spanske fiskeres rettigheder. Jeg har set, at de danske aviser har været ret kritiske over for de spanske fiskeres protester. Sagen er jo, at Danmark har lidt svært ved at holde den fælleseuropæiske linie i den sag på grund af vores store interesse i området via Færøerne og Grønland. Lidt før 23 brød gæsterne op, og jeg sov næsten, før jeg kom i seng. April Turist i Bruxelles Søndag den 2. april Jens Arentzen kom fredag formiddag og kikkedeså selv rundt i byen, fordi jeg havde et almindeligfuldt dagsprogram. Han har fundet tid til at til-bringe en weekend i Bruxelles. Lørdag havde jeg tid, og vi var ude hele da-gen. Det var hyggeligt at vise ham Bruxelles, somhan var optaget af, især af dens størrelse og denspræg af at være en stor international by. Vi spisteude, var på markeder og sludrede længe og grun-digt om løst og fast. En af fordelene ved at have gæster er, at jegselv får set byen noget mere. Det tvinger mig tilat tage lidt fri fra det daglige læse- og skrivear-bejde. I dag har det været rigtigt forårsvejr, så herkunne jeg for første gang bruge den lille terrassei lejligheden. Det var dejligt Tysk grundighed Fredag den 7. april Jeg har haft vrøvl med computeren, så jeg harikke skrevet ret meget i ugens løb. I dag har jeghentet den, og den fungerer igen. Nu må jeg se atfå ført dagbogen ajour. Mandag den 3. april tog jeg til Strasbourg, ogher drøftede parlamentet Baselkonventionen. Dervar en udbredt stemning for at ændre konventio-nen, så rige lande ikke mere kan sende og sælgederes farlige affald til ulandene. De grønne rodedelidt rundt i det og antydede, at jeg slet ikke villeændre i den traktat, og journalisterne bageftervirkede også lidt forvirrede, så jeg slog fast, atmeningen var et forbud med det samme og der-efter, når landene bag konventionen træder sam-men til efteråret, at gennemføre et totalforbudogså mod eksport af farligt affald, som man hæv-der skal genbruges. Jeg har indtryk af, at jeg noglegange i forhold til journalisterne slås med misin-formation fra Danmark, især Politiken har kørtnogle mærkværdige artikler. Miljøministeriet iDanmark er selvfølgelig irriterede over, at de viaSanters brev er blevet angrebet for deres initiativ,men derfor ville det nu alligevel gøre det nemmere, hvis de kørte sagen regulært. Om aftenen spiste Bolette Weis Fogh og jegmiddag med Kirsten Jensen og hendes sekretærHelle Thorning Schmidt. Det var rart at have lidttid til at snakke og få et lille indtryk af, hvordan dearbejdede i parlamentet. Forårsvejret viste sig frasin bedste side og tillod os at sidde ude, før vi spi-ste sammen. Før jeg næste dag begav mig til klimakonfe-rencen i Berlin, fik jeg snakket med Tom Spencer,der er konservativt engelsk medlem af parlamentet.Han er ordfører på CO*n2-forslaget, og det var nyt-tigt at høre, hvor parlamentet stod i den sag, oghvornår han regnede med, at de ville aflægge rap-port. Han mente selv, at det var en sag, hvor isærolieindustrien har meget store interesser på spil, ogat der var brugt mange penge på at prøve at over-bevise om, at CO*n2 slet ikke er noget reelt problem. EU besluttede i forbindelse med Rio-topmø-det i 1992 at stabilisere sine CO*n2-udslip, så de i år2000 skulle nå ned på 1990-niveau. Man mener,at drivhusgasserne, hvoraf CO*n2 er langt den vig-tigste, er skyld i det, der kaldes for drivhus-effekten. Hvor store klimaændringerne vil blive,og hvilke konsekvenser det vil få, er meget sværtat beregne, og der findes mange forskellige budpå, hvor alvorlig situationen er. Den store mod-stand imod en effektiv begrænsning af CO*n2-ud-slippene, der især findes inden for den energi-producerende industri, kan naturligvis brugeusikkerheden til at forhale CO*n2-programmet. Etklart og meget anvendeligt modargument i densag er udtrykt i forsigtighedsprincippet, der på-byder EU at tage de størst mulige hensyn til mil-jøet i de tilfælde, hvor det kan være svært at fåoverblik over de fremtidige konsekvenser. I kommissionen arbejder jeg på at få et forslaggodkendt, der skal forsøge at få EU til at nå detmål, vi satte os i 1992. Og det anses for fuldt udmuligt rent teknisk at nå op på en reduktion på10*pc i tidsrummet 2005-2010. Som i alle andremiljøforslag drejer det sig om at tænke i fælles-europæiske strategier. I dette tilfælde kan manf.eks. integrere arbejdet med det transeuropæiskenetværk (TEN) og energipolitikken i forslaget. For at komme til Berlin måtte jeg over Bru-xelles, men jeg havde pakket, hvad jeg skullebruge, så jeg ventede bare i lufthavnen og tog såtil Berlin. Jeg sad ved vinduet i flyet og kunne kikke nedover Berlin. For min generation er Berlin nogetsærligt. Først og fremmest på grund af Muren ogalt det, den stod for. Den virkede urokkelig, lige-som opdelingen af Øst og Vest. Jeg havde aldrigforestillet mig, at den skulle forsvinde, mens jeglevede, men nu er den væk. Sidst jeg sad og kikkede ned over byen påsamme måde, var da jeg skulle til Bruce Spring-steen-koncert. Det var før Muren faldt, og jegkunne næsten i hovedet høre Springsteen startemed 'Backstreets' ud over det enorme stadion,hvor østtyskerne var forsamlet: 'Running for our lives at night on thembackstreets' og 'At night sometimes it seemedYou could hear the whole damn city cryingBlame it on the lies that killed usBlame it on the truth that ran us down ...' Det var en stor oplevelse at høre, i hvor højgrad Bruce Springsteen vidste, hvor han var. Dervar mange af sangene, der handlede om at kommevæk fra trange kår til noget bedre. Nu var Berlin på vej til at blive en almindeligby i et forenet Tyskland! Klimakonferencen gik, som den skulle, ellerman kan måske næsten sige: som den slags des-værre går. Der skete meget lidt. Det eneste, derkom ud af det, var, at man kunne arbejde videremed sagen, og at det kommende kontor skulleligge i Bonn. Så havde tyskerne i hvert fald fået det ud afarbejdet med at holde konferencen. Kohl var derog holdt en tale. Den var som den slags taler nuengang er - lidt kedelig, men han fik sagt en delfornuftigt om miljø. Der var også en reception forham, hvor jeg fik sagt goddag. Jeg fik slet ikkenoget indtryk af manden, han var overhovedetikke nærværende. Jeg tror ikke, han opdagede,hvem han talte med. Jeg kunne ikke lade være atsammenligne med det stærke indtryk, MargaretThatcher havde gjort, da jeg mødte hende. Hunvar virkelig til stede, så lige på folk, hørte efter,hvad de sagde, og svarede tilbage. Kohl gav hånd,men var et helt andet sted. Jeg holdt selv en udmærket tale, men vi kik-sede helt det pressemøde, vi skulle holde. Her skalbåde John Iversen og jeg tydeligvis have lært no-get mere om, hvordan det hele kører. I talen hen-viste jeg til Brundtlandrapporten og konklusio-nerne fra Rio. Jeg understregede kraftigt, at detkun var mangel på politisk vilje i den industriali-serede del af verden, der gjorde, at vi ikke er nåetnær langt nok endnu. Jeg tilskyndede kraftigt lan-dene i vores del af verden til at udvise det for-nødne mod, i stedet for - som det oftest sker - atlade det blive ved de flotte formuleringer og godeviljer. Jeg brugte det historiske sted til at afsluttemed en opfordring til at nedbryde endnu en mur.Den mur af modvilje der stadig findes imod attage miljøtruslen alvorligt og begynde at handle derefter. Dels ved at arbejde på at forbedre denskade, vi allerede har forvoldt, dels ved at tænke i nye strategier, så vi i fremtiden kan nøjes med atforebygge. Men konferencen blev altså desværre, som konferencer er flest. Allerede i går skulle jeg til København. Det viste sig at være besværligt at få lov til at forlade Berlin. Jeg skulle med fly fra Tempelhof. Det er en imponerende lufthavn. Helt bygget i noget,jeg ville kalde nazi-stil. Det gik fint nok med at få boardingpasset, men da jeg skulle ind i afgangs-hallen, startede vanskelighederne. Frakken skulle af, og jeg skulle ind i et lillerum, hvor jeg først blev lyst igennem som man plejer, men så blev jeg kropsvisiteret af en dame, somskulle undersøge, om jeg havde et eller andet farligt på mig. Derefter ud til båndet med bagagen og endnu en sur og ubehagelig tysk dame. Alt skulle åbnes. Computeren vakte stor interesse. Den skulle tændes. Men det var lige præcis det, den ikke kunne, fordi den var i stykker. Stort postyr. Den blev båret hen til en mand, der åbenbart var finere.Han kikkede undersøgende på den. Imens fortsatte gennemrodningen af min bagage. Jeg havde også det lille videoapparat med, fordi jeg havde planerom at filme byen Bitterfeld på turen hjem til Bruxelles. Jeg laver de små videoer til DR-derude medSøren Ryge. Den skulle også tændes, men nu varjeg blevet tilstrækkelig irriteret, så det sagde jeg, atjeg ikke kunne. Damen skulede ondt, og jeg kikkede tilsvarede uelskværdigt tilbage. Ny mand til atkikke på videoapparatet og igen gennemrodning aftaskerne. Så kom de tilbage med computer ogvideoapparat, og jeg kunne gå i gang med at få det til at være i taskerne igen. Det var en ubehagelig oplevelse. På en mær-kelig måde følte jeg mig forulempet, og selvfølgelig så jeg det som et godt eksempel på, hvor rædsomme og overdrevent grundige tyskere kan være. Hvad det skulle gøre godt for, fandt jeg aldrig ud af. Jeg havde lovet Kirsten Bohl at lave møde på Egelund med DA og chefredaktørerne, og inden da var der konferencen om videreudviklingen af velfærdssamfundet. Jeg var første taler og kunne lige nå at komme frem. Det var en god konference, som blev lavet af den kreds, der stod forkonference om tilskuds-Danmark sidste år.Thorkild Simonsen var der også. Det er altid en fornøjelse at møde ham, han er velforberedt og en meget dygtig borgmester. Det er en skam, vi aldrig har brugt ham i landspolitik. Jeg overnattede på Egelund og havde bådehen på eftermiddagen og om aftenen et godtmøde med chefredaktørerne. Næste dag kørte jegtil Christiansborg, hvor jeg havde møde med de journalister, der arbejder med Europa, og så skulle jeg hente computeren. Weimar Lørdag morgen om bord på færgen fraKøbenhavn til Swinoujscie, den 8. april Det er skønt, at computeren virker igen. Sikke noget rod, når den sætter ud. Sidste weekend, da Jens Arentzen var taget hjem, glædede jeg mig tilat skrive alt det, der var sket i løbet af ugen, og såkunne jeg simpelthen ikke få apparatet til at virke. Jeg kunne ikke komme ind på harddisken. Torsdag afleverede jeg den til EDB-kontoret i Folketinget. Det er nemlig stadig den computer, jeg bruger. De mente først, at der slet ikke havde været noget i vejen. Den havde virket, da de prøvede den, men da jeg så skulle hente den i går eftermiddags, var der igen noget i vejen med den. Denskulle på værksted, mente de. Det ville nok tage entre ugers tid!! Tre uger? Hvordan i alverden skulle jeg kunne klare mig uden computer i tre uger? Det ville være en katastrofe, for jeg har jo efterhånden alle oplysninger inde i computeren, foruden de udkast til artikler jeg skal have gjort færdige. Til alt held havde de en ny harddisk, som vi efter flere forsøg fik til at virke, så vi kunne føre alle dokumenter fra den gamle over på den nye.Og nu sidder jeg her og kan arbejde på min computer igen. Det er meget forskrækkende, hvorafhængig man bliver af sådan en maskine! Der var næppe blevet nogen bog ud af dennedagbog, hvis det ikke var lykkedes at få materialetover på en ny disk. Nu har jeg så også endegyldigtfået lært at lave backups, så jeg da har materialet, hvis der sker noget med maskinen igen. Dennegang var det hele røget, hvis vi ikke havde fået adgang til harddisken. Søren og jeg har bestemt os til at køre ned igennem det tidligere Østtyskland for at se, hvordan det har udviklet sig. Vi fandt ud af, at mankunne sejle fra København om aftenen med afgang klokken 21.30 og ankomst til Polen lidt før otte om morgenen. Nu er vi ved at gøre os klar tilat få lidt kaffe. Vi har sovet fint i en dejlig storkahyt. Det har godt nok gynget slemt, men nårman ligger ned, tænker man ikke så meget overdet, og vi har begge sovet udmærket. Om aftenen på hotellet i Weimar. Det gik nemt og effektivt med at komme affærgen, og vi rullede hen ad vejen i stærk stormmed små glimt af sol, større regn- og haglbyger.Det var tydeligt et kystlandskab, fladt og ikke retbeboet. Man skulle tro, at der var meget storemuligheder for at lave gode fritidsområder her.Lidt senere skiftede landskabet til skov med noglemeget høje og meget ranke fyrretræer. Det var deberømte pommerske fyrretræer. Grænseovergangen ved Stettin blev drøj. Vihavde hørt, at der kunne være lange køer vedgrænserne, men vi håbede på, at det tidlige tids-punkt og de meget få biler på vejen betød, at detikke var nu. Det var det. Da vi nåede op i nærheden af græn-sen, holdt der en lang, lang række af lastbiler, menvi var jo så heldige at være i personbilbanen, så vikørte rask fremad, vel en kilometers vej langs medde holdende lastbiler. Så var det vores tur til atkomme ind i en kø, der langsomt, langsomt sneg-lede sig fremad. Det tog os næsten to timer at kom-me igennem, og vi kunne ikke se, at de foretog signoget som helst specielt i forhold til bilerne. Dehavde kun to luger åbne for personbiler, og der varså mange af dem, at det tog sin tid. Da vi først komhen til lugen, tog det kun et øjeblik at få godkendtpassene. Og så kørte vi rask af sted igen. På den anden side af grænsen mødte vi detsamme syn. Men her var køen af lastbiler svim-lende lang. Vel nok noget i retning af fire kilometer,chaufførerne måtte formentlig sidde der en dageller to. Det er alligevel utroligt, når vi nu taler såmeget om at handle med landene i Øst- og Centraleuropa, at det så ikke er muligt at få tingene tilat fungere lidt bedre. Det er tydeligt nok tyskerne, der giver vanskelighederne, og det burde ikke være uoverkommeligt at få lavet et ordentligt system. Efter sigende skal det være blevet værre efter Schengen-aftalen, fordi de ydre grænser skal kontrolleres bedre. Herefter kørte vi af sted på de gamle motorveje. Det var som at være en del af billederne fra30erne. I Brandenburg kørte vi igennem umådelige arealer med skov. Det så ud som om det var relativt tyndt befolket, og fattigt virkede det også. Senere, da vi nærmede os Berlin, kom der mere drøn på. Her var der meget gang i byggeriet langs med motorvejen, der også var udbedret og god atkøre på. Masser af nye fabrikker var ved at blivebygget, og der var meget trafik på vejen. Vi kørte igennem Bitterfeld, som er et af demest forurenede steder i Europa. Bitterfeld er den østeuropæiske forureningskatastrofe i højeste potens. Området har huset så mange kemikalie-fabrikker, at den omkringliggende natur er fuld-stændig ødelagt. Her finder man f.eks. sølvsøen,som har fået sit ellers så poetiske navn, fordi densvand er forurenet af kemikalier fra filmproduktion.Kendetegnende for hele området er, at alle stofferer blevet ledt direkte ud i naturen uden nogen formfor rensning, og den rengøringsopgave, de tyske myndigheder står overfor i dag, antager fortvivlende dimensioner. Bitterfeld er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når farligt affald ikke bliverbehandlet med omhu. Det fortæller langt mereo verbevisende end alle miljøeksperter, hvorfor vier nødt til at ændre Baselkonventionen, så eksportaf farligt affald til den tredje verden bliver forbudt.De lande vil komme til at ligne Bitterfeld, og etenkelt blik på sølvsøen må kunne overbevise alleom nødvendigheden af at forhindre det. Jeg fil-mede en masse til DR-derude, så folk derhjemmekan få et indtryk af, hvor forfærdeligt her er. Mende bliver forskånet for den kvalmende lugt, derhænger overalt i luften. Vi ankom til Weimar ved 7-tiden om aftenen efter en spændende, men meget kold og blæsendetur. Indimellem måtte jeg tage en pause med videokameraet og styrte ind i bilen, fordi det sneedeog haglede samtidig med, at det stormede stygt.Nu håber jeg, at jeg kan undgå en forrygende forkølelse, for jeg var efter de 22 grader iStrasbourg i mandags slet ikke forberedt på, at jegskulle have haft støvler og den store frakke på. Indimellem frøs jeg gudsjammerligt. Elefanthotellet i Weimar ligger lige midt påden gamle plads Am Markt, hvor nogle af huseneer bevaret og sat smukt i stand, mens andre harværet bombet væk og nu er bygget op igen, såpladsen har en smuk enhed. Vi har tænkt os at seGoethes hus, før vi drager videre til Bruxelles. Her til aften spiste vi i kælderen under hotellet, hvor man serverede typisk tysk mad. Der varmeget fyldt i restauranten, og vi kom til at sidde ved bord med to andre. Det viste sig at være Tysklands canadiske ambassadør og en medarbejder fraden britiske ambassade. Sidstnævnte sad og læste i en bog af ældre dato, og Søren spurgte, om det varGoethe. Det viste sig at være Iliaden oversat af Alexander Pope. Han læste et lille stykke højt for os - flot er det jo. Begge var i byen for at overvære en højtidelighed for ofrene i koncentrationslejren Buchenwald. Det var 50 år siden, den var blevet befriet.Vi snakkede lidt om koncentrationslejre, og inden længe var talen drejet over på krigen i det tidligere Jugoslavien. Så blev det lige pludselig engageret. Den canadiske ambassadør var meget kritisk over for landene i Europa og mente, at vi langt tidligere burde have grebet ind. Han havde nu en ide om, at man simpelthen burde dele landet op og lade folk vælge, om de ville bo det ene eller det andet sted. Når det var sket, kunne manl ade FN kontrollere, at aftalerne blev overholdt.Han brugte situationen imellem Tyrkiet og Grækenland efter 1. verdenskrig som eksempel. Dengang i 20erne udvekslede Tyrkiet og Grækenlandmindretal. De grækere, der boede i Vesttyrkiet,blev byttet ud med de tyrker, der boede i Nord-grækenland. Men det var en vigtig betingelse for,at det kunne lade sig gøre, at Tyrkiet og Græken-land var enige om aftalen. Vi andre var ret skeptiske og brugte blandtandet Nordirland som eksempel. Det var sjovt sådan en helt tilfældig aften iWeimar at støde ind i folk fra andre lande og rethurtigt ryge ind i en politisk diskussion. Det un-derstreger pointen med, at der er en internationalgruppe af mennesker, der mødes både formelt ogtilfældigt, og som straks har en hel bunke at taleom. Vi fik selvfølgelig også vendt fiskerikrigenmellem Canada og Spanien, leghold-traps, somvist nok hedder rævesakse på dansk, og andremiljømæssige emner med relation til Canada. Søndag den 9. april Før vi forlod Weimar, besøgte vi Goethes hus. Detvar nydeligt sat i stand, så vi fik et godt indtryk af,hvordan man boede på den tid. Fine rum i hversin farve til modtagelse af gæster. Et baghus ud tilhaven rummede et stort arbejdsværelse, hvorGoethe kunne modtage folk. Han var jo først ogfremmest embedsmand, selvom vi kender hamsom digter. Ved siden af to små rum til ham selv.Et hvor han kunne sidde og skrive, og et hvor hankunne sove. Helt spartansk indrettet uden tingel-tangel til at forstyrre ham. Museet var også både stort og godt indrettet.Her kunne man se, at han skrev på Faust hele sitliv, og der var gode og relevante citater i store fo-tokopier. Herudover de mange værker, fotogra-fier af steder og omtale af hans relationer til andremennesker og de mange tegninger fra hans rejser.Sjovt, hvordan han brugte tegningerne på heltsamme måde, som vi bruger fotografier nu omdage. Vi nåede også en lille spadseretur i byen og varhenne ved teatret for at se skulpturerne af Goetheog Schiller. Der var flere ting at se, men vi nåedeikke mere. Vi var lidt i tvivl om, hvor hurtigt vikunne køre til Bruxelles, så klokken godt 11 for-lod vi byen. Vi ankom til Bruxelles ved 19-tiden her tilaften, og vi syntes begge to, at vi havde lært en delaf turen. Det er nok en god ide at prøve at skaffesig tid til den slags, selvom det ser uoverskueligtud, når det starter. Jeg vidste, at jeg skulle i parla-mentet i morgen, og jeg har fået masser og masseraf notater fra generaldirektoratet. Alt for mange,det var en helt håbløs opgave at komme igennemdem. Jeg tog først fat på det i aften, og jeg har simpelthen droppet at komme igennem det hele og har i stedet lavet en helt anden tale, der i langt højere grad svarer til min politiske fornemmelse. Møde med miljøudvalget Tirsdag den 11. april Talen i parlamentet i dag gik over al forventning. Det var det første møde med miljøudvalget siden høringen, så jeg var selvfølgelig lidt spændt på, hvordan det ville spænde af. Vi skulle snakke lov- program, og jeg brugte den tale, jeg lavede søndag aften, hvor jeg tog fat på de ting, de selv havde været optaget af. Jeg koncentrerede talen til at handle om vandpolitik, fordi parlamentet her i foråret skal tage stilling til flere kommissions- forslag om vandmiljø. Det virkede fint, og alle var glade. Det stod der selvsagt ikke noget om i avi- serne, men det bliver jeg ikke engang ærgerlig over - sådan er det bare! I dag har den stået på forberedelser til kommissionsmødet i morgen om Baselkonventionen, og her til aften havde jeg middag for Neil Kinnock og hans kone Glenys, der er medlem af EU-parlamentet, sammen med Laurs og Hanne-Vibeke. Jeg havde også inviteret Jan Marinus Wiersma, der er hollandsk medlem af EU-parlamentet og tidligere international sekretær for det hollanske socialdemokrati. Han er en udmærket fyr. Hans Georg Gerstenlauer fra kabinettet var også med. Det var en god middag, hvor Neil rullede sig ud og fortalte hylende sjove historier om vores fælles kolleger i kommissionen, men hvor vi også fik en god diskussion om forholdet til Øst- og Centraleuropa Baselkonventionen Skærtorsdag den 13. april Efter en meget skrap uge skulle der nu være nogle dage, hvor jeg kan få skrevet og ryddet op. Det er mere end tiltrængt. I går holdt vi det sædvanlige kommissionsmøde, og jeg havde ændringen af Baselkonventionen på. Efter jeg havde sagen oppe i parlamentet i sidste uge, vedtog de efterfølgende en resolution, hvor de med 408 stemmer ud af 417 bad kommissionen om en øjeblikkelig reaktion. Også under mødet gik alle ind for, at forbudet blev opretholdt, og at kommissionen nu fik gjort det officielt både i vores egen lovgivning og i Baselkonventionen. Forberedelserne op til kommissionsmødet var tunge. Der var meget massiv modstand mod forslaget til ændring af Baselkonventionen fra den engelske Sir Leon og tyske Bangemann, og Laurs havde været nødt til at kæmpe hårdt på hebdomøderne. Selve kommissionsmødet lå lige op til påske, og der var en del kommissærer, der havde taget forskud på påskeferien. Det var et problem, fordi der skal 11 stemmer til for at få et forslag igennem. Det er ikke nok at have flertal. Lige før mødet var jeg oppe hos Santer for at bekræfte, at sagen kørte, som han og jeg havde aftalt det for en lille måned siden. I baggrunden ligger stadig truslen om at indklage Danmark og Sverige for domstolen, fordi de på egen hånd havde foreslået, at Baselkonventionen skulle ændres. På et tidligere kommissionsmøde protesterede jeg over den henvendelse, Santer og kommissionen i første omgang sendte helt uden at spørge eller orientere mig, og jeg har i ugevis kæmpet for at få et fornuftigt referat ud af det. Embedsmændene hos Santer havde ikke lyst til, at der stod i referatet, at han rent faktisk på mødet beklagede, at det var sket, og at han ville sørge for, at det ikke skete i fremtiden. Det ville jo være en tydelig indirekte kritik af dem. Sagen endte med en tilføjelse i et senere referat, som jeg kan bruge, hvis det bliver nødvendigt. Diskussionen om referatet svarer fuldstændig til, hvad jeg har læst om i bogen om Delors, men dengang tænkte jeg, at det umuligt kunne være rigtigt, at man fører politik gennem mødereferaterne. Det har altså vist sig at være sandt, og det må vi så være opmærksomme på i fremtiden. I dag startede jeg mødet med at prøve at finde ud af, hvor mange der ville støtte forslaget i kommissionen. Det så pænt ud. De klare modstandere var hurtigt talt. Bangemann var der ikke, men jeg vidste, at engelske Sir Leon og franske Yves de Silguy ville være frontalt imod. Den hollandske kommissær Hans van den Broek var meget uklar, og hans kabinet havde svinget frem og tilbage under hele forløbet. Nu forlød det, at hvis han fik ordentligt svar på, hvordan man definerede farligt affald, så ville han stemme for. Hans første indlæg var meget kritisk overfor forslaget, så det var svært helt at vide, om han kunne tælles med til de 11, der skulle støtte forslaget. Edith Cresson var lidt overraskende også imod. Alle de første indlæg var industrieller måske snarere erhvervsindlæg. Af hensyn til industrien havde der været for lidt konsultation, tidsfristen var for kort etc. etc. Jeg var ved at blive bange for, at der alligevel ikke var opbakning nok. Men så begyndte der at ske noget. Manuel Marin, den ene af de spanske kommissærer, holdt det stærkeste indlæg. Han tog fat i det moralske. Om der virkelig var nogen af dem, der var til stede på mødet, der troede, at u-landene ville være bedre til at genbruge farligt affald end i-landene? Hvad skulle det være for en teknologi, de havde, som vi ikke selv havde? Hvorfor ordnede vi i de rige lande ikke vores eget affald? Han brugte eksempler om affald fra a-kraftværker, som han selv havde forhandlet en aftale om. Han fortalte om, hvordan det var blevet fundet i Afrika helt uden nogen form for beskyttelse. Han skar det ud i pap, så ingen kunne være i tvivl om, hvor umoralsk det hele var. Hvordan industrien jo altid strittede imod miljøforslag, og han understregede gang på gang, at det drejede sig om farligt affald. Affald som vi ikke selv ville have, der hvor vi boede eller i vores lande. Han brugte konkrete eksempler fra Belgien og Tyskland. Talen var så stærk, at både Leon, Edith og de andre efterfølgende måtte sige, at de skam også i princippet var imod at de fattige lande skulle modtage det affald, vi i de rige lande ikke selv ville have, men det skulle altså bare ikke lige være på denne måde. Det var en helt utrolig dobbeltmoral, der kom til udtryk, og de var helt tydeligt dårligt tilpas, fordi Marin ikke bare havde talt teknisk, men virkelig engageret og moralsk. Mange i kommissionen støttede forslaget i gode og stærke indlæg, Neil Kinnock gik direkte op imod Sir Leon, og Santer selv gik ind med et stærkt forsvar og mente, at vi i kommissionen burde kunne træffe politiske afgørelser, når det var nødvendigt. Han støttede varmt, at kommissionen skulle have en ledende rolle vedrørende miljøet. Alt imens debatten bølgede frem og tilbage, sad jeg også og talte stemmer. Så forsvandt den græske kommissær Papoutsis - han skulle nå et fly til Athen. Han var ellers en af støtterne. Den finske kommissær, Finland var jo medforslagsstiller sammen med Sverige og Damnark, mødte slet ikke op. Det endte med, at både Hans van den Broek og de to italienske kommissærer, Mario Monti og til dels Emma Bonino, mente, at det var bedre, at vi lige gav os lidt ekstra tid. Så jeg kunne ved at lægge sammen se, at der kun ville være 10 stemmer, der støttede forslaget, så det ikke kunne nytte noget med en afstemning. I stedet foreslog jeg to uger til lidt yderligere konsultationer, fordi det var, hvad kollegerne havde bedt om. Det var Santer også med på. Dødirriterende, fordi der var klart flertal. Og hvis Liikanen fra Finland havde været der, havde den været hjemme. Nu skal vi bruge tid og kræfter på den videre bearbejdning, og der er ingen tvivl om, at andre nu vil prøve at mobilisere industrien igen. Efter mødet kom Santer hen og sagde, at han ville sørge for, at det blev klart i referatet, at et stort flertal havde støttet principperne i forslaget. Der var referatet igen! Senere på dagen lagde Laurs og jeg lidt strategi, så vi får fanget op på det, vi kan. Påske Bruxelles den 17. april Så er påsken slut. Søren er taget hjem med flyet til Billund klokken lidt i tre, jeg har haft et lille møde med Laurs, hvor vi fik lavet lidt evaluering på, hvordan det var gået i de første måneder. Han synes, jeg er for utålmodig og skal give alle lidt mere tid til at falde til og finde deres form, før vi evaluerer for meget. Men det er helt klart nyttigt, at vi sørger for at få tid til at tale grundigt sammen hele tiden. Det har været en fin uge, hvor Søren og jeg har fået lavet en masse. Både almindelig sightseeing. Vi var i Antwerpen i lørdags - i hundekulde. Det fortjener bestemt et besøg en dag, hvor vejret er dejligt med sol og varme. Men vi har også fået skrevet og læst, og vi fik købt de resterende lamper til lejligheden og planter ud til den lille terrasse. Gamle veninder Bruxelles onsdag den 19. april, tidlig morgen Det regner stadigvæk, også her til morgen styrter det ned. Alle mine nye krydderplanter på den lille altan ender med at drukne i vand. Det er utroligt, så meget det regner i Bruxelles - jeg troede ikke, at det kunne blive værre end i Danmark, men det kan det åbenbart. I dag har jeg ingen papirer, jeg skal have læst før jeg skal af sted. På grund af påsken er det et MANGLER være kulturminister, og som jeg ser det i min sparsomme avislæsning, er der også flere og flere, der accepterer hende. Emnet Mogens Lykketoft sørger vi behændigt for at undgå. Og derhjemme har Jytte og Mogens simpelthen besluttet, siger Jytte, at de ikke drøfter mig, fordi det er de så dybt uenige om, at de bare bliver uvenner. Især historien omkring min lejlighed på Vesterbrogade gav anledning til stor debat - også inden for hjemmets fire vægge. Jytte var hele tiden på min side og Mogens frontalt og aktivt imod. Vi snakkede også lidt om Socialdemokratiets situation. Det ser elendigt ud i meningsmålingerne. Den ene gang efter den anden er Venstre det største parti, og folk bedømmer både Poul Nyrup og socialdemokraterne som ringe. Det skal blive interessant at se, hvordan det udvikler sig med partierne. Det er tydeligt, at deres tid er forbi, folk identificerer sig ikke med dem mere. Da partierne startede i slutningen af forrige århundrede, følte de fleste mennesker en tilknytning til et bestemt parti, fordi man tilhørte en klasse eller med andre ord havde fælles baggrund med sammenlignelige jobs og aflønning. Der var mange flere, der var medlemmer af partierne, og man vidste, hvad det var for et parti, der ville varetage ens interesser. For arbejderne var det Socialdemokratiet, for gårdmændene Venstre, for de små selvstændige handlende de konservative, for skolelærerne og husmændene de radikale. I dag er klasseopdelingen i befolkningen meget mere uklar, og ingen er nær så sikker på, hvor de hører til. I politik kommer det an på personer og ikke på partier. Det afgørende er, om der er nogen, man kan lide og synes er spændende, når man ser dem på tv. Nutidens vælgere vil have nogen at identificere sig med, det er ikke nok at stikke dem partiprogrammet. Det har partierne meget svært ved at indstille sig på. Og det er måske ikke helt tilfældigt, at det parti, der klarer sig bedst, har en journalist og gammel tv-mand som formand, nemlig Uffe Ellemann-Jensen. Det er jo efterhånden mange år, Jytte og jeg har kendt hinanden. Vi sås første gang i 1973, da 'Strikkeklubben' startede. Jytte var kemiingeniør og dengang også redaktor af Gymnasieskolen. Lidt senere meldte jeg Jytte ind i Socialdemokratiet, og tankevækkende nok var hendes første kamp om at få en kreds som folketingsmedlem med Mogens Lykketoft. Det var hende, der vandt. Det er mærkeligt, hvordan alderen bliver nærværende, når jeg møder mennesker, som jeg har kendt i så mange år. Vi talte selvfølgelig også om Kika. Det har nok været en lidt besynderlig oplevelse for Hanne-Vibeke at høre på vores snak. Hun er kun midt i 30'erne, og der sad vi tre andre og talte uendeligt meget om alder. Men det var ikke kun jammer over begyndende alderdom. Mette havde lige været på kursted med Karen Thisted fra TV2 her i påsken. Lange ture, svømning, gymnastik, men også østers og masser af grin og hygge. Det er et karakteristikum ved vores tid, at der er så mange kvinder, der gør noget sammen. Kvinder i min generation og i de efterfølgende har fået deres egen løn, så der er meget mere, vi kan, og meget mere, vi kan vælge. Og når forpligtelserne over for børnene er overstået, så ligger der masser af muligheder, som bliver udnyttet. Den Trilaterale Kommission Lørdag den 22. april Den Trilaterale Kommission holder sit internationale møde i København, så jeg bor på hotel hele weekenden. Kommissionen blev dannet sidst i 70'erne og er en sammenslutning af forretningsfolk, politikere og akademikere fra USA, Europa og Japan. Jeg kom allerede i går, fredag, og nåede en snak med folkene fra filmhøjskolen i Ebeltoft. De vil gerne have etableret en efteruddannelsesmulighed og er i gang med at skaffe penge til en udvidelse. De har nu fået tilbud om 24 millioner fra amerikanske filmfolk og skal have lavet et arrangement med de europæiske. Det var her, de havde brug for noget hjælp fra mig, fordi det inddrager kommissionen. Det må jeg have sat nogen til at kikke på. Det virker som et godt projekt at støtte. Bagefter blev ledelsen og den danske del af Den Trilaterale Kommission modtaget hos Dronning Margrethe på Fredensborg. Det var et yndigt solskinsvejr og Fredensborg tog sig smukt ud. Dronningen var plaget af en voldsom forkølelse og gik rundt med en pakke kleenex under armen, hvad hun meget sødt og direkte omtalte og undskyldte. Hun virkede harmonisk og glad og kom rundt og snakkede med folk. Vi fik en lille snak om, hvordan det var at komme til Bruxelles og om hendes egen påskeferie, som hun havde nydt i fulde drag med dejligt vejr i Frankrig. Frokost på terrassen, som hun sagde. Det kunne jeg jo mildest talt ikke sige om Bruxelles, så Søren og jeg må nok overveje at tage længere sydpå til næste år. Om aftenen tog jeg et smut til Stestrup og gik en lang og dejlig tur med hunden og kikkede på haven. Det kribler i fingrene på mig her om foråret. Når så vejret tilmed er godt, er det svært at tænke på, at jeg skal være inde hele weekenden uden at kunne grave i jorden eller gå i æbleplantagen. Det bliver en streng måned, fordi jeg har så travlt, at der ikke bliver meget tid til at nyde forårssolen og havearbejdet. ... Det er blevet søndag morgen, og vejret er stadig skønt. Som altid, når vi har den slags internationale møder, sidder vi i et stort rum uden vinduer, så i løbet af dagen tænker jeg ikke engang på, hvad det er, jeg går glip af. Vi havde dansk og skandinavisk dag i går formiddags. Både Bodil Nyboe Andersen og Poul Johan Svanholm gjorde det nydeligt, selvom jeg altid bliver overrasket, når jeg hører, at Svanholm gentager de ting, som industrien traditionelt brokker sig over. Grønne afgifter, der forvrider konkurrenceevnen, og miljøkravene, der ikke må blive for skrappe. På en måde forventer jeg, at folk ikke længere orker at tale i klicheer, men det gør de åbenbart. Tøger Seidenfaden sluttede, og han er god taler også helt afslappet og udmærket på andre sprog end sit eget - han er et fint eksempel på en ny generation, der har studeret både i Frankrig og USA, og som kan klare sig alle vegne. Sprogkravene og hele den kulturelle dannelse, der ligger i at være sprogkyndig, vil utvivlsomt komme til at sætte nye skel i befolkningerne. Tøger talte om svælget imellem eliten, de valgte politikere og vælgerne, som er til stede overalt i unionen, men som især den danske folkeafstemning havde afdækket. Siden var det også kommet tydeligere frem i andre lande. Han mente, at det var påtrængende nødvendigt at finde metoder til at give politikerne et mere direkte forhold til vælgerne, når det drejede sig om europæisk politik. Under frokosten talte jeg med den tidligere direktør fra det engelske udenrigsministerium, Sir Palliser, først og fremmest for at høre hans vurdering af udviklingen i Storbritannien. Han fortalte, at der kun var ca. 30 pct., der stemte til valget til Europaparlamentet, men at de i øvrigt brugte sanme system med valg i enkeltmandskredse - her var de så blot større. Hele konstruktionen i EU må tages op til vurdering, forholdet til de nationale parlamenter, som tankevækkende nok er noget, de fleste mener bør forbedres, og Europaparlamentets opgave. Jeg tror, det bliver nødvendigt med en afklaring, for ellers prøver de hele tiden at komme til at ligne et nationalt parlament. Jeg er ikke sikker på, at det er klogt - det er noget nyt og andet, der er brug for. På den anden side er der ikke tvivl om, at det bør styrkes. De er det eneste valgte led i hele unionsstrukturen. Om aftenen var der middag i Glyptoteket, og Præsident Meri fra Estland talte. Det gjorde han fremragende. Meget emotionelt appellerende, og han virkede som en meget overbevisende og troværdig person. ... Jeg var leder af den ene arbejdsgruppe her til formiddag, så jeg skulle have tre forskellige personer ind, den tidligere polske udenrigsminister, den tyske statssekretær fra deres forsvarsministerium og Etienne Davignon, den tidligere kommissær. Min opgave var at styre debatten. Det var sjovt til allersidst i gruppen med den tidligere polske minister, for Kissinger dukkede op og bad om ordet. Han var slet ikke i tvivl om, at Polen skulle være medlem af Nato nu. Der var ingen grund til at vente. Det var nu, de havde brug for det, og som Napoleon havde sagt: Hvis man vil indtage Wien, så gør det med det samme. Sådan skulle det også være med Polen. Med til frokosten var også den russiske udenrigsminister Andrej Kosyrev. Han startede med at tale. Jeg har ikke oplevet ham direkte før. Han er en lille mand, som umiddelbart virkede meget selvudslettende. Han lignede ikke et magtmenneske, snarere en lidt generelt intellektuel. Jeg tror aldrig, at man havde fået øje på ham i en forsamling. Men han var imponerende på en talerstol. Ikke fordi han fyldte så meget, men fordi han ind imellem brød ud af talens greb og talte direkte til forsamlingen. Han talte engelsk med tydelig accent, men med et meget stort og varieret ordforråd. Selv da Kissinger i et spørgsmål til ham rullede sig ud, var han i stand til elegant at svare tilbage. Samtidig holdt han sig tilbage på et beskedent og elskværdigt niveau. Han virkede meget overbevisende - i en helt anden stil end den meget pågående og dominerende, som er en del af den amerikanske måde at føre sig frem på. Jo, det er selvfølgelig lidt generaliserende, men alligevel! Han synes bestemt ikke, at Nato skal udvides nu. Han beskrev systematisk Nato som en struktur, der hører fortiden til, og som ikke kan løse de problemer, vi nu står overfor. Vi går jo fra krise til krise og finder ikke nogen svar ved hjælp af de organisationer, som vi kender i dag. Det er jo en militærorganisation, som han på et tidspunkt besværgende sagde. Den var vendt mod en fjende. Hvor er den fjende nu? Den russiske befolkning kan kun få indtryk af, at I stadig mener, at russerne er fjenden, hvis I nu begynder at optage nye lande og udvide militærorganisationen. Prøv at tænke på, hvad tyskerne ville sige, hvis det var dem, I behandlede sådan, fordi de havde været aggressoren i anden verdenskrig? Hvorfor haster det med den udvidelse? Hvorfor kan Partnerskab For Fred ikke videreudvikles og afprøves. Det er da noget nyt, hvor vi alle sammen er med på nye vilkår. Undervejs henviste han til den estiske præsident Meris tilstedeværelse. Kosyrev havde været glad for at få lejlighed til at hilse på ham, men så havde Meri spurgt om den russiske ret til at forsvare russere, der boede i andre lande som for eksempel i Estland. Det havde virket, som om han havde Kosyrev mistænkt for at ville angribe Estland, hvilket var en helt urealistisk tanke. Tværtimod havde han kendt og sat pris på Meri i mange, mange år. De havde jo været udenrigsministre sammen i republikkerne i Gorbatjovs periode. Kosyrev for Rusland og Meri for Estland! Rusland måtte selvfølgelig ligesom andre lande have ret til at forsvare sine interesser, og det kunne ikke nytte noget, at Vesten, hver gang Rusland ikke ville det samme som de, straks begyndte at tale om, at de gamle dage vendte tilbage, og at kommunismen stak sit grimme ansigt frem. Han sluttede med at anbefale, at 50-års dagen for befrielsen blev brugt til at skabe noget nyt, en anden form for samarbejde, der svarede til den tid, vi nu levede i. Umiddelbart efter hans tale og de to spørgsmål, han havde accepteret at tage, drog han af sted til USA. Det er den slags oplevelser, der gør Den Trilaterale Kommission værd at være med i. Og det er vel også derfor, at jeg tager det nogenlunde roligt, at det er det mest bedårende forårsvejr, man kan tænke sig udenfor. Enten skal jeg nemlig droppe det hele og tage på landet, knokle rundt og blive bagt igennem helt ind til knoglerne, eller også blive her og tage så meget med, som jeg kan kapere. Jeg siger til mig selv, at der vil komme andre solskinsdage, mens der ikke nødvendigvis kommer flere møder som det her. Første forslag igennem Onsdag den 26. april, aften i Bruxelles Så fik jeg mit første store forslag, om Baselkonventionen, igennem i kommissionen. Det var dejligt, men også meget hårdt arbejde. Fra udgangen af 1997 er det endegyldigt slut med at eksportere vores affald til ulandene. Siden mødet før påskeferien, hvor mange af kommissærerne tog forskud på ferieglæderne, havde jeg produceret en række forklarende notater, og selvom Bangemann og Sir Leon stadig var meget imod det, lykkedes det alligevel at få forslaget igennem. Lige præcis med de 11 stemmer, der var nødvendige. Der var ganske vist flere, der ville have støttet det, men de var i parlamentet og kunne derfor ikke stemme. Sjovt nok stod flertallet af de sydeuropæiske lande og de nordiske imod de store lande. Og dermed dementerede vedtagelsen den udbredte opfattelse af, at Sydeuropa ikke interesserer sig for miljø. Pressemødet senere på dagen gik også glat. Det er jo ingen sag, når man har et godt forslag, og alle ved, at det har været en kamp at få det igennem. Senere drak vi et glas vin sammen i kabinettet og skålede på, at det var lykkedes. Der har været gjort et stort stort stykke arbejde i kabinettet, og ikke mindst Laurs har slidt med det i forskellige møder. Her til aften er jeg lidt udmattet. Jeg mobiliserer temmelig meget energi omkring sådan en sag, og nu begynder matheden at indfinde sig. Jeg har spist lidt pasta og håber så, at jeg kan få påbegyndt læsningen til spørgetiden i parlamentet i morgen. Tingene kommer lige oven i hinanden for øjeblikket. Vi er jo også i gang med at forberede os til G7-mødet i Hamilton. I går talte Bolette og jeg med Heinz Florens fra de kristelige demokrater. Han har været efter mig offentligt adskillige gange, men han lagde selv op til, at vi skulle have en snak. Der kom ikke så meget nyt ud af det, men det var nyttigt at få et indtryk af ham, og jeg synes, vi havde en god snak om blandt andet økologisk landbrug, som han også interesserer sig for. Kabinettets bærbare Torsdag den 27. april Tænk i dag fik vi den første - og hidtil eneste - bærbare computer. Det tog et halvt år, og det er meningen, at alle i kabinettet skal have en. Så nu håber jeg, at den kan fungere, og at vi hurtigt kan få de andre. Det vil være en kæmpe fordel i kabinettet. Laurs får den første og har planer om at tage den med til Hamilton i Canada, så han kan se, hvordan den virker. Når vi forhåbentlig om kort tid alle sammen har vores egen bærbare computer, kan vi kommunikere med hinanden, selvom nogle af os er på rejse, og man kan vælge at arbejde hjemme en gang imellem. Vi skal have hurtig adgang til information, og vi skal være i stand til at kommunikere effektivt med hinanden. Allerede da vi startede i kabinettet, var planen, at vi hurtigst muligt skulle have bærbare computere. Det skulle vise sig at blive en længere odyssé med mange fortrædeligheder undervejs, og selvom vi nu har fået en computer, er det ikke sikkert, vores trængsler er forbi. Det tunge gammeldags system, der præger hverdagen hernede, har bestemt ikke vist sig lettere, når man bevæger sig ind på teknologiområdet. Det er så som så med fleksibiliteten. Hvis man sammenligner med mange nationale centraladministrationer, er kommissionen egentlig en relativt moderne arbejdsplads. Bl.a. har kommissionen 14.000 computere, der alle er i stand til at kommunikere med hinanden, og de er relativt moderne. Det er meget positivt. Men vil man indføre state-of-the-art teknologi, der ikke lige er standard i kommissionen, melder problenerne sig hurtigt. Noget af det første jeg gjorde, var at skrive til generalsekretæren, David Williamson, for at få anskaffet det udstyr, vi havde tænkt os. Det var allerede i oktober måned sidste år. Siden er der kommet mange flere breve til - Laurs har måttet bruge lang tid og mange kræfter på den historie. Et af højdepunkterne var, da vi på et tidspunkt efter måneders tovtrækkeri fik tilbud om at dele tre bærbare computere imellem os. Så kunne vi jo skiftes til at taste!! Vi har ganske vist allerede de gamle stationære computere på vores kontorer, men de kan ikke engang bruges til at koordinere vores kalendere med, så vi styrter op og ned ad gangene - hvis det ikke kan klares pr. telefon. Det er udtryk for en helt besynderlig prioritering af ressourcerne, og den må kunne ændres. Selvom udviklingen inden for computerteknologi går ekstremt hurtigt, skulle det ikke være umuligt at følge med på de områder, der er relevante. Det er jo ikke et museum, jeg er blevet kommissær i. Ideen med en bærbar computer til alle medlemmer af kabinettet vakte stor forbavselse overalt hernede. Det var da ikke normalt, at kabinetsmedlemmer og kommissærer selv skulle klare kommunikationen! Det siger lidt om, hvor bureaukratisk opbygningen er. Ingen kunne forestille sig, hvad i alverden vi skulle bruge alle de bærbare til, når vi havde vores sekretærer. Og en kommissær der selv skrev på computer var uhørt!! Efterhånden som det gik op for folk, at vi ikke gav os, men fremturede med vores computerplan, endte det med, at sagen blev taget op på kabinetsniveau. Det resulterede i, at kommissionen iværksatte et forsøgsprojekt med nye computere, der både kan bruges som bærbare og som traditionelle stationære computere via docking stationer. Og det danske kabinet skal i den forbindelse fungere som forsøgskaniner. Vi skal på et tidspunkt lave en rapport om, hvordan det har fungeret. Men det har lange udsigter. Foreløbig har vi altså en enkelt at teste. Grunden til, at det er så vigtigt, at kommissionen følger med, når det gælder teknologi og kommunikation, er naturligvis ikke kun, at mit kabinet skal kunne arbejde så effektivt som muligt. Den nye informationsteknolog i er billedet på den verden, vi bevæger os hen imod. Den vil ændre vores hverdag - vores arbejdssituation, vores fritid, den måde vi køber ind på, den måde vi kommunikerer med hinanden på, undervisningen i skolerne og mange andre områder af vores liv. Verden bliver mindre - afstande og tid er ikke længere afgørende faktorer, fordi information kan overføres til den anden ende af verden på få sekunder. Den nye teknologi giver hurtig adgang til information. Information er også magt. Det er derfor meget vigtigt, at alle mennesker får adgang til information. Kommissionen skal være med til at sikre, at alle kan få adgang til den nye teknologi og de muligheder, som det indebærer. Ellers vil den nye teknologi bare medvirke til at skærpe ulighederne i samfundet, snarere end til at forbedre vilkårene for alle. Det har været en noget paradoksal erfaring, at vi har haft så svært ved at få anskaffet de computere. Udadtil er kommissionen ellers stærkt involveret i skabelsen af informationssamfundet. Bangemann, der er den ansvarlige for industri, informationsteknologi og telekommunikation, har mange og ambitiøse planer for et Europa, der står stærkt på kommunikationsområdet. Men internt ser situationen altså ganske anderledes ud. Kabinettets computersaga viser lidt om informationssamfundets trange kår inden for kommissionens egne mure. Fleksibilitet og mod på at afprøve alternative løsninger ligger den bureaukratiske hverdag fjernt. Det skaber forvirring og uorden i systemerne. Det kan godt være, at jeg har sat EDB-afdelingens direktør grå hår i hovedet. Men det skulle også helst sætte sig andre spor. Vores fortrædeligheder og stædighed skulle gerne være medvirkende til, at kommissionen med tiden bliver en arbejdsplads med en hurtig og effektiv kommunikation mellem alle de ansatte. Hvis Europa skal profilere sig på det område, ville det unægtelig se bedre ud med et internt system, der fungerede optimalt. G7-møde i Canada Hamilton den 29. og 30. april 1995 Den canadiske miljøminister, Sheila Copps, har indbudt til et G7-miljøministermøde i Hamilton, som skal være en opvarmning til statsministrenes og finansministrenes møde i Halifax i juni. Jeg tog af sted i går med Laurs og John Iversen, og vi havde en fin tur med KLM via Amsterdam. Da vi ankom, gik vi en tur og spiste så en bøf på en lille restaurant, men først og fremmest holdt vi os vågne - der er 6 timers tidsforskel. Vi var tilbage på hotellet tids nok til, at jeg kunne krybe under dynerne ved 10-tiden, og selvom jeg vågnede nogle gange i løbet af natten, kunne jeg holde mig småsovende indtil ved 6-tiden, så jeg har det helt fint nu. Klar i hovedet og uden nogen fornemmelse af, at der er rykket om på min tid. Vi bor på Sheraton, der er et almindeligt, kedeligt internationalt hotel - men det har en swimming-pool, så jeg var oppe klokken 6.30 og fik svømmet 20 baner. Det er en skøn form for motion. I virkeligheden burde jeg have ledt efter en lejlighed i Bruxelles med en swimming-pool i nærheden. Det er simpelthen godt at begynde dagen med en svømmetur. Det hele er ikke rigtig gået i gang endnu, så i dag skal vi på tur til Niagara Falls. Mødet starter så i realiteten med en middag i aften. Lige inden vi tog af sted, fik vi skrevet to artikler, en til Det fri Aktuelt, der skulle være i avisen i dag, og en til en canadisk avis for at varme lidt op til mødet. Jeg skal have øvet mig i at komme lidt mere ud i den internationale presse. Niagara Falls var et imponerende syn. Både John og jeg optog video, så jeg kan lave en historie til Søren Ryges DR-derude. Jeg forestiller mig, at den meget passende skulle handle om vand. Jeg har de værste anelser om selve mødet. Der er så uendelig lidt struktur på tingene - det virker nærmest, som om vi bare skal sidde og sludre hyggeligt helt uden forbindelse med det egentlige G7-møde. Om hvordan Sheila Copps her i Hamilton er med til at gøre byen mere grøn. Det er hun sikkert - og hvad så? Der findes jo mange andre steder, hvor folk er i gang med den slags projekter, og det er selvfølgelig helt i orden. Jo flere, jo bedre. Men hvad med de økonomiske betragtninger på G7-mødet? Har vi ikke noget, vi gerne vil have sparket ind her? Jeg har i hvert fald, og så må jeg jo bare prøve at se, hvad der er muligt. Kommissæren har en lidt uklar placering ved disse møder, som tydeligvis bygger på medlemsstaterne og deres repræsentanter. Så jeg er i tvivl om, hvad jeg kan opnå. Maj Første maj Hamilton den 1. maj Noget mærkeligt er der nu ved at fejre 1. maj i Hamilton sammen med repræsentanter fra verdens rigeste lande. 1. maj rummer så mange minder, både om min barndom med alle dens 1. maj-optog til Fælledparken i København og efterfølgende om de mange, mange gange, jeg har deltaget i og været taler ved møder over hele landet. De sidste mange år var det en meget hård arbejdsdag med syv til otte møder og kørsel over lange strækninger. Næsten altid startende med et morgen-møde ved 6-tiden. Men det har været en særlig dag for mig, og jeg har beskrevet den for mig selv som en kampdag. En dag hvor jeg tænkte over, hvordan samfundet udviklede sig, og hvor jeg prøvede at holde meningsfyldte, mere principielle taler, frem for bare at stå og snakke om dagen og vejen. I år skal jeg slet ikke tale, og jeg ser næppe en eneste rød fane. Det siger dels noget om ændringen i mit eget liv, men jeg synes også, at man kan tale om en ændring på et meget bredere plan. 1. maj afholdes nu som et ritual, som en tradition og en påmindelse om gamle dage, hvor verden så anderledes ud. 1. maj har mistet sin tilknytning til nutiden for de fleste mennesker og minder på den måde om jul og påske. Søren er i Kina og har tilrettelagt turen sådan, at han skulle være i Peking 1. maj, blandt andet for at se, hvad de ville gøre ud af den. Her ville der måske være en mulighed for at se nogen, der stadig brugte dagen og tog den højtideligt. 1. maj var min fars og dermed også min families festdag. Alle de andre højtidsdage var noget, andre havde fundet på. Det var religiøse festdage: jul, påske, pinse, Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag o.s.v. Egentlig var jeg vist ligeglad - en fridag er en fridag. Men 1. maj kunne ikke undgå at gøre indtryk på mig, der var noget særlig højtideligt over den dag. Måske også fordi det var den dag, jeg fik sommerens hvide gummisko - og havde lov til at tage dem på. Og på min barndoms 1. maj'er var det solskin og slet ikke så hundekoldt, som jeg husker det senere, hvor det var mig, der stod frysende på den udendørs talerstol. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at betragte 1. maj som en særlig dag. Dagen, der var arbejdernes egen valgte festdag, som min far altid forklarede mig det. 'Når jeg ser et rødt flag smælde', som jeg efterhånden har sunget så mange gange, at det er ved at være for meget, bliver ved med at høre med til 1. maj. Det er noget med teksten: 'kan jeg høre den sælsomt fortælle' - sælsomt var et godt ord. Det var et af den slags ord, jeg kunne gå rundt med, smage på, sutte på og efterhånden få givet mit helt eget indhold. 'Sælsomt ...' Men der var mere i den sang. 'Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen' var et billede, jeg elskede. Det var, som om sangen handlede om min far. Jeg kunne jo alle historierne om, hvad han havde været igennem. Om alle de gange han blev fyret som tillidsmand, fordi han var kommunist. Så jeg vidste, at det var min far, der rejste sig trodsigt i vrimlen. Det var selvfølgelig også ham, der 'tog mig op på sit skød og fortalte mig manende og stille om en fane så knitrende rød'. Der var igen et af disse ord, 'manende', og det varede et stykke tid, inden jeg rigtig fik givet det indhold. Nu er både ordene og sangen en del af mit eget liv, og jeg synger højt og glad med på 'Når jeg ser et rødt flag smælde'. Men ikke i år. Der bliver ikke nogen kampsange, når vi miljøministre fra verdens rigeste lande mødes her til morgen. Jeg er vist den eneste i selskabet, der ville kalde sig socialist. #me De første hundrede dage Bruxelles den 2. maj Så kom vi tilbage fra Canada. Det var alt i alt en rar tur - også fordi det er en fornøjelse at rejse med Laurs og John. Vi hyggede os undervejs og fik diskuteret, hvordan vi fungerer sammen. Nu er klokken ved at være otte om aftenen, og jeg prøver at holde mig vågen, så jeg kan få en almindelig nats søvn. Det har ikke været så svært, selvom jeg kun fik sovet et par timer i flyet. Jeg har nydt det dejlige vejr og fået plantet cherry-tomater og lavendel ude på den lille terrasse. Det var dejligt at gå og pusle. Jeg har også fået tid til at læse journalisternes vurdering af de første 100 dage. Mærkeligt at se hvor utrolig lidt Jyllands-Posten kunne få ud af det planlagte kæmpeportræt, selvom de havde haft flere journalister på i over en måned og talt med den ene og den anden. Det blev ikke til andet end de sædvanlige banaliteter om barndommen og om stædighed. Venners og uvenners meninger og vurderinger. Den forsmåede Hans Flugers vurdering af min viden om EU, men også Helle Degns om andre ting. Det var såmænd blevet pænt nok, men inderligt uinteressant og behæftet med irriterende fejl, f.eks. om en påstået skattesag. Men jeg vil ikke bruge kræfter på at gå op i det. Det er denne gang, som alle de andre gange, et udtryk for det billede, journalisterne gerne vil tegne af mig ved denne lejlighed. De har næsten altid et præfabrikeret billede, som jeg med djævelens vold og magt skal presses i facon til at passe. Jeg burde vel heller ikke undre mig over, at Berlingske Tidende kører videre på den med, at det er et problem med 'de unge og uerfarne medarbejdere'. Og det på trods af at de fungerer mægtig godt og har et fint forhold til deres kolleger i kommissionen. Sagen om det farlige affald har jo netop vist, at de arbejder godt og effektivt. Igen en artikel uden nyheder eller nye indfaldsvinkler - blot en gentagelse af de kendte fordomme. Det vanskeligste i forhold til journalisterne hernede er nok mit projekt med at ville afmystificere EU-politik. Gøre folk klar over, at det ikke er spor sværere at følge med i end alt andet. Det vil nemt gøre de udsendte journalister mindre betydningsfulde. Deres opgave har jo netop været at formidle, hvor svært det hele er. Hr. og Fru Danmark kan umuligt selv finde ud af det! Derfor fastholdes billedet af det utroligt komplicerede EU. Mit projekt er det stik modsatte. Det drejer sig om at få 'almindelige mennesker' til at interessere sig for, hvad der foregår. At få dem til at opfatte Bruxelles på samme måde som de opfatter København og Christiansborg. Derfor har jeg skrevet om de forskellige kommissærer og jeg vil prøve løbende at lave beskrivelser af det daglige liv i EU. Jeg vil gerne opnå, at folk kommer til at opfatte unionen som noget, de muligvis er utilfredse med eller sure over, men som de forholder sig til og kender godt. Det bliver givetvis en svær opgave. Det drejer sig i virkeligheden om at gøre EU-politik til indenrigspolitik. Socialdemokratisk hykleri Søndag den 7. maj Det kunne blive til et par dage i Stestrup. Her er smukt med blomstrende kirsebærtræer, lysegrønne birketræer, gule forsytiaer. Det hele friskt og nyudsprungent. I går gik Søren og jeg rundt i solskinnet og kikkede og sludrede, men vi var begge ugidelige, så vi fik ikke udrettet noget i haven. Min mor så forfærdelig ud. Hun var faldet så uheldigt, da hun gik og lugede, at hun fra en af kasserne med pærer havde slået hovedet lige ned i fliserne. Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, og hun havde ikke været bevidstløs, så der var ikke tale om nogen hjernerystelse. Men hun var helt blå og gul i ansigtet og hævet, så hun dårligt kunne se ud af øjnene. Det så drabeligt ud. I fredags i Bruxelles havde jeg besøg af Henning Hummelmose, Simon Hansen, Janne Petersen, Kresten Schultz Jørgensen, Ove Kaj Petersen og Ulla Lund. Det var dem, jeg skrev 'Demokratiets lette tilstand' sammen med. Vi er i gang med at skrive noget om demokratiet i EU, og jeg havde lavet et fint program, hvor de traf flere fra kabinettet, den danske ambassadør i EU, Poul Skytte Kristoffersen, og generaldirektør Steffen Smidt. Niels Jørgen Thøgersen, direktør for generaldirektoratet for information og kultur, gav frokost. Jeg tror, gruppen kan få lavet noget spændende sammen, men vi bør benytte lejligheden til at bruge de erfaringer, jeg nu har, og ikke bare lade det være et teoretisk projekt. Bedst ville det være, hvis Kresten kunne komme til Bruxelles en uges tid og snakke med folk og iagttage, hvordan det hele foregår. Da gruppen ankom, sagde de tillykke til mig. Jeg anede ikke med hvad. Det viste sig at være på grund af forsiden af Politiken, der hed 'Ministre bevarer pension' og med underteksten 'Intet indgreb i Ritts kølvand'. Historien gik ud på, at der ikke var flertal i Folketinget for at ændre minister-pensionsordningerne. Selvfølgelig var der ikke det, sagde jeg. Det var da ikke noget at sige tillykke med. Det har hele tiden været hul teatertorden! Det er gået i denne sag som med de foregående sager, jeg har haft. Stort postyr, alt muligt skal laves om på grund af, at jeg har nøjagtig de samme goder og rettigheder som alle andre, der har været ministre. I dette tilfælde ministerpensionen. Når det kommer til stykket, sker der intet, absolut intet. Dengang med lejligheden skulle boligloven ændres. Der blev lagt forslag frem i Folketinget. Intet som helst kom der ud af det, og boliglovgivningen er lige håbløs og Københavns administration lige så meget en sump af tilfældigheder, som før jeg fik lejligheden på Vesterbrogade. Denne gang fremgik det af oplysningerne i pressen, at Poul Schlüter, Lone Dybkjær, Niels Anker Kofoed, Bertel Haarder med flere fik masser af penge ud af både EU og det danske system, hvad der er regulært nok, fordi det er deres ret - nøjagtig ligesom det er min. Og der forlyder sjovt nok intet som helst om, at nogen af dem af moralske grunde vil fraskrive sig deres ministerpension. Her i weekenden har jeg overvejet at lave et åbent brev til Mogens Lykketoft om, at han jo selv kunne foregå andre med et godt eksempel, men jeg gider ikke. Jeg kender kun alt for godt resultatet - hykleriet trives stadig i bedste velgående. Det er en af grundene til, at Socialdemokratiet og andre partier skal afholde sig fra at mene, at der gælder særlige moralkrav for dem. De er aldrig i stand til at leve op til dem, når det kommer til stykket, men ret gode til at pådutte andre dem. Ellers er vi i kabinettet i fuld gang med at forberede regeringskonferencen i 1996. Laurs var til et langt møde torsdag for at diskutere, hvad der skulle stå i vores rapport. Fredag fik jeg så den politiske indledning - den forelå kun på fransk, så det er besværligt. Jeg har nu læst den igennem, og den ser god ud. Præcis i nogle af anbefalingerne, så det skal blive sjovt at se, hvad vi kan få ud af den også i forhold til medierne. Ved et møde tidligere på året med blandt andre ambassadør Skytte Kristoffersen stillede han spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks position kunne holde til vedvarende regeringskonferencer? Og om det var sundt for vores politiske system, at EU hele tiden var til debat og hele tiden skulle ændres. Ville det ikke være godt, hvis man kunne beslutte et stop for traktatændringer? Jeg mener, det forholder sig lige modsat. Der er brug for mange regeringskonferencer. Hvis man ikke hele tiden tager tingene op til revurdering og finder nye udveje, dør unionen. Den lever af dynamikken, presset for at gøre den bedre og mere egnet til at løse sine opgaver. Det er meningen, at der skal være forskel på, hvad landene mener, og hvilke mål det er, de går efter. Et af yndlingsbillederne her i Bruxelles er at sammenligne unionen med en cykel. Hvis den ikke er i gang, vælter den. Der skal cykles hele tiden. Det bliver nu drøftet på kabinetschefernes møde på mandag, og så har jeg tirsdagen til at kikke nærmere på det, før jeg onsdag drøfter det i kommissionen. På det møde har vi også retningslinierne for C0*n2-udslip på, så det tegner til at blive et tungt møde. En sæk rådne æbler Mandag den 8. maj Hvad fatter gør, er ikke altid det rigtige! Det er udgangspunktet for min tale ved Hedeselskabets årsmøde på Sørup Herregård i aften. H.C. Andersens eventyr skal bruges til at illustrere den måde, unionens landbrugspolitik kører på i dag. Vi har byttet os til en sæk rådne æbler. Rationaliseringen har skabt dårlige varer, der er fyldt med kemiske ukrudts- og insektbekæmpelsesmidler, antibiotika, hormoner og andre sundhedsfarlige stoffer. Jord og grundvand er forurenet af nitrat og pesticider. Tremmekalve og burhøns lever under vilkår, man normalt ville anse for dyrplageri. Alt sammen for at skabe så stor effektivitet som muligt. Samtidig hober overskud sig op, og priserne holdes kunstigt oppe. EU's landbrugspolitik er en dyr affære, både i kroner og øre og for miljøet. Jeg prøver at give nogle bud på, hvordan man kan ændre systemet, så det bliver til gavn for landbruget og miljøet på en og samme tid. Det er nemlig ikke rigtigt, at de to områder behøver at være i krig med hinanden. Men det kræver en holdningsændring i landbruget. Det er nødvendigt at reducere landbrugsstøtten, der udgør over halvdelen af EU's samlede budget, men man kan til gengæld sørge for, at støtten bliver brugt langt mere hensigtsmæssigt, end den bliver i dag. Langt flere af pengene bør bruges til projekter, der tager hensyn til miljøet, og der kunne blive råd til, at landmændene kunne få deres understøttelse endda. Det er også på tide at begynde at se på, hvilke varer, forbrugeren ønsker. Enhver producent burde først og fremmest have til opgave at sørge for, at varerne, der produceres, er af god kvalitet. Det gælder især for noget så fundamentalt som fødevarer. Princippet om, at forureneren betaler, er også på besynderlig vis sat ud af kraft, når det gælder landbruget. Hvis det kunne betale sig at producere gode, rene varer i stedet for at få støtte til at forurene for at intensivere produktionen yderligere, ville landmændene heller ikke være så svære at overtale til at ændre deres produktionsmetoder. Derimod skal det gøres dyrt at hælde flere kemikalier ud på markerne og give dyrene hormoner og medicin. Jeg tror egentlig, at landmændene selv vil hilse en reform af landbruget velkommen. Det må ikke være sjovt at sende den slags varer ud på markedet. Og når det rent faktisk er muligt at lave 'win-win'-løsninger, hvor både økonomi og miljø bliver tilgodeset, er der ikke så meget at betænke sig på. Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at lave systemet om, hvis vi skal have Østeuropa med i unionen. Det vil slet ikke være muligt at finansiere en landbrugsstøtte, som den vi har i dag når de nye lande kommer med. Naturskove Lørdag den 13. maj Det er gråvejr, men heldigvis regner det ikke. Søren og jeg er ved at lægge fliser i urtehaven. Mine forældre har flyttet hindbærrene, og nu skal der orden på bedene. Det er et stort arbejde, bare i den ene række er der godt og vel 100 fliser, og derefter skal der også fliser på de andre sider. Hårdt rent fysisk er det også, så det gælder om at få det fordelt over nogle dage. Meta og Minna skal konfirmeres i dag. Ja, det vil sige, de skal have fest, for Guri og Ralph er ikke medlemmer af folkekirken, men de holder en fest for pigerne. Jeg har været oppe klokken seks her til morgen for at lave tale til dem. Jeg bygger den over Simone de Beauvoirs 'Man fødes ikke som kvinde, man bliver det'. Det har fået mig til at filosofere lidt over, hvordan deres liv vil være om 40 år, når de er 54 år, som jeg selv er det om nogle få dage. År 2035! Det var en fin fest. Vi sejlede med et lille skib, der hed Sagafjord, rundt i Roskilde fjord. Dels var det en smuk sejltur, dels var det en god måde at være sammen på. Tøserne så yndige ud. De havde forskellige hvide buksedragter på, og deres hår var blevet flot klippet. Alle hyggede sig, og de nød selv at være i centrum. Det har været en hård uge, selvom jeg i realiteten kun havde onsdag som arbejdsdag i Bruxelles. Her var der som sædvanlig komnissionsmøde. Tirsdag fik jeg læst alle papirerne til regeringskonferencen, og vi havde en god snak i kommissionen. De fleste kommissærer synes, at vi skal ville noget med regeringskonferencen og dermed bidrage til fornuftige ændringer i Traktaten. Ingen er glade for Maastricht, og alle har en ambition om, at det kan gøres bedre. Især på det sikkerhedspolitiske område var der ønske om at komme videre. Det faldt sammen med, at SNU's rapport om sikkerhedspolitikken i Danmark er blevet offentliggjort. Heri blev dansk medlemskab af WEU selvfølgelig anbefalet. Jeg kommenterede det meget positivt og fik en forside i Politiken. Men sådan set siger jeg jo ikke andet, end hvad jeg har sagt i forskellige variationer i de sidste to til tre år. Onsdag aften havde jeg alle de danske journalister i Bruxelles på besøg. Vi endte med at være 20 mennesker, det var en pæn flok, men det gik an, jeg har jo mit store, grønne udtræksbord. Dels var det hyggeligt, og dels fik vi en udmærket snak om, hvordan vi skulle køre vores samarbejde. Der er ret forskellige interesser. Nogle har meget brug for briefinger, hvor de ikke vil citere, men vide, hvad der foregår. Andre er bekymrede over den form og ønsker kun møder, hvor der er mulighed for at citere alt det, jeg fortæller. Nogle var glade for gå-hjem-møder, andre ville have dem om formiddagen og helst på kontoret. Tilfredsheden med de møder, de havde haft med Henning Christophersen, var meget blandede, men det afhang tydeligvis også af den avis, de arbejdede ved Børsen var selvsagt meget glad for de økonomiske analyser, mens andre anså det for alt for snævert. Nu prøver jeg mig lidt frem med et møde en gang om ugen og ser, hvordan det virker, og så lægger jeg op til, at vi tager en snak om det sammen engang i september. Næste morgen måtte jeg op klokken 5, fordi jeg skulle nå et fly allerede klokken 7.00 for at være taler ved en international konference i København med titlen 'Environmental risks and rewards for business'. Jeg har ingen problemer med at komme op om morgenen, men det betyder, at jeg er dødtræt, når klokken nærmer sig de 22 om aftenen. Om eftermiddagen åbnede jeg en udstilling på Hollufgård i Odense 'Alle tiders favntag'. En god og spændende udstilling om vores forhold til naturen, der på mange måder gør op med Skov-og Naturstyrelsens opfattelse af, at der er noget, der er naturligt dansk. At der er særlige områder, der skal beskyttes, fordi de er mere naturlige end andre. Rent vrøvl, alle naturformer er resultat af en påvirkning, og man kan så vælge at frede et bestemt areal med de plante- og dyrearter, der forekommer, og som man gerne vil kunne opleve. Men det er det eneste, man gør. Det bliver ikke 'dansk naturskov', eller hvad det er for mærkelige begreber, de slår om sig med. Naturen er jo ikke nogen absolut størrelse. Den opstår i en vekselvirkning mellem sine egne kræfter og menneskets påvirkning og formning af den. Den romantiske forestilling om en 'oprindelig' natur er lige så forfejlet som den kyniske om, at naturen skal udnyttes og domineres. Det vigtige er at finde en balance. Mennesket skal bruge naturen for at kunne overleve og udvikle sig. Men udnyttelse betyder ikke nødvendigvis ødelæggelse - de smukke landskaber, vi møder fra Toscana til Tønder, er jo kultiveret natur. Så længe udnyttelsen sker med omtanke og respekt, er der balance i tingene. Miljøpolitik må handle om at få genoprettet den balance - ikke om at mennesket skal tilbage til stenalderen, og naturen gøres 'oprindeligt'. Det var dejligt at skulle en tur til Fyn. Sjovt at møde så mange, jeg kendte, og få en god snak med dem. Det er nogle vældig dygtige folk, der har lavet udstillingen. Det var dejligt stimulerende at snakke med dem. Fredag morgen kunne jeg daske til bageren og nyde Odense, og da både Søren og jeg gerne ville have skrevet lidt, kom vi ikke med Storebæltsfærgen før klokken godt 12. Det bliver nu dejligt, når der kommer en bro. Fire-banden Mandag den 15. maj I går kom 'fire-banden' til Stestrup. Det vil sige Helle Degn, Karl Hjortnæs, Ole Løvig Simonsen og mig. Karl kom med sin kone Anne Prag, Ole Løvig Simonsen med Lis. Og så var der selvfølgelig Søren og mine forældre. Gæsterne kom til middag, men så tidligt, at vi kunne nå at gå en tur. Det var hyggeligt, og Søren havde lavet dejlig mad, hvor han brugte både al den friske kørvel og de grønne asparges sammen med lammekød, og han havde også lavet tre forskellige slags is. Vi fik en god snak. Vi prøver, om vi fortsat kan holde lidt sammen, selvom det er svært nu, hvor vi er spredt for alle vinde. Helle og Karl og jeg har så kendt hinanden siden 1972, hvor vi alle blev valgt ind i Folketinget. Vi har fulgt hinanden i alle disse år med op- -og nedture. Der er noget vemodigt ved at mødes, nu hvor Karl ikke mere stiller op og kun følger politikken fra sidelinien, og hvor Helle er tilbage i folketingsgruppen og må slå sig igennem. Jeg er her i Bruxelles og optaget af noget nyt og helt andet, der kræver alle mine kræfter. Vi havde nogle gode og dramatiske år sammen. Inge tog desværre sit eget liv - det er den sørgeligste oplevelse i mit politiske liv. Ejler Koch døde af kræft. Svend Jakobsen gik ud af dansk politik, og Svend Auken måtte vi på et tidspunkt hægte af. Heldigvis har vi alle igen forbedret vores forhold til ham - han er jo også en del af denne periode og alle dens konflikter og oplevelser. Karl skrev for nogle år siden en god lille bog om den periode. Her mandag morgen er vejret smukt med sol fra en skyfri himmel. Det ser dejligt ud i de spædt lysegrønne birketræer, men jeg får ikke tid til at fortabe mig i foråret. I dag skal jeg starte med at tale ved en emballagekonference om kommissionens miljøstrategier, og hvad vi har opnået indtil videre. Dernæst skal jeg spise frokost med Poul Nyrup, prøve at nå Svend Auken og slutte med møde i Østgruppen. I det hele taget er det utroligt, så mange henvendelser og forespørgsler om møder og konferencer der er. Det er trist, at jeg ikke kan nå dem alle. Frokost i statsministeriet Strasbourg tirsdag den 16. maj Mødet i kommissionen varede mindre end en time i dag, så det virkede egentlig lidt overflødigt. Alle sagerne var afklaret på forhånd. Dels fordi reglen er, at der ikke må være tunge sager på dags- ordenen i forbindelse med møderne i Strasbourg, dels fordi Santer skulle til London og holde en stor tale. I aften går jeg til gruppemøde i socialistgruppen for at se, hvordan den fungerer. Hidtil har jeg ikke kunnet passe det ind, men det ville være rart også at have den politiske kontakt. Møderne i København i går gik godt. Jeg fik holdt min tale om emballagedirektivet, dernæst mødtes jeg med Henning Hummelmose og Kresten Schultz Jørgensen, vi skulle lægge lidt strategi for at få skrevet den lille bog om demokratiet i unionen, vi havde møde om i sidste uge. Jeg tror nok, vi kan få det gjort. Det er som sagt vigtigt, at Kresten kommer til Bruxelles, så han kan få talt med folk og ad den vej få lavet en praktisk beskrivelse. Det vil give et mere realistisk billede, og bogen bliver sikkert også mere spændende at læse. Jeg fik en snak med Poul Nyrup om regeringskonferencen, problemerne med at få de grønne afgifter igennem og manglen på dansk personalepolitik i unionen, og vi aftalte løbende at holde kontakt. Jeg lovede også at komme til årsmødet og holde en tale. Det startede ellers lidt underligt med, at Poul Nyrup spurgte, hvad han kunne gøre for mig, og jeg sad først lidt måbende over den start, men svarede så temmelig muntert, at der vist ikke rigtig var noget, statsministeren i Danmark kunne gøre for kommissæren! Det grinede vi så begge af. Han livede lidt op under samtalen, men virkede ikke særlig glad - og godt går det jo heller ikke i meningsmålingerne. Mens jeg ventede på at komme ind til Poul, kom Mogens Lykketoft og Pia Gjellerup ud derinde fra. Jeg møder næsten altid Mogens, når jeg skal tale med Poul. Det er flere gange sket, at de har haft møde lige inden. Vi fik også en lille snak om problemet med de grønne afgifter, som EU mener er i strid med EUs regler. Det følger jeg selvfølgelig med stor opmærksomhed, og jeg tror også, at det meste kan komme igennem ved omhyggeligt arbejde. Bagefter gik jeg over på kommissionskontoret, og her kom min efterfølger i Otterup-kredsen, Lotte Bundsgaard. Lotte er lærerstuderende og i begyndelsen af 20erne, og jeg kan kun bifalde det valg, kredsen traf. Jeg tror, hun har en chance for at blive valgt, og det ville være sjovt. Hun er både en kvik og meget sød pige, så jeg vil prøve at give hende den støtte, jeg kan, uden at hun bliver generet af det. Dagen sluttede med møde i en lille gruppe, jeg har lavet om udviklingen i Øst- og Central- europa. Det er hver gang nogle gode møder, så det prøver jeg at holde fast ved. Med sædvanlig Sabena-forsinkelse nåede jeg forsinket hjem, hvor jeg gik tidligt i seng. Domkirken i Gent Søndag den 21. maj i Rue de Namur Hele ugen har været præget af kulde og overskyet vejr, og dagen i dag har ikke bragt nogen ændring. Mine tomatplanter ude på terrassen klarer sig, fordi de står op ad vinduet, planterne, der står på kanten, hvor vinden kan suse, har det ikke så godt. Jeg bliver nødt til at flytte rundt på dem. I går var Søren og jeg i Gent. Vi fik først ordnet gardiner til de rum, der mangler, men så kørte vi til Gent og gik og kikkede lidt rundt. Det er en meget smuk by med mange velbevarede middelalder- og renæssancehuse. I det hele taget findes der mange smukke byer i Belgien, som aldrig har interesseret mig før. Jeg havde vist nærmest det indtryk, at Belgien var et land med store industrier og sure mennesker, og når jeg rejste sydpå, gjaldt det altid om at komme hurtigt igennem til det mere spændende Frankrig. Det går op for mig, at jeg i realiteten slet ikke kender Belgien. Det skal blive sjovt over årene at få et indtryk af landet. Gent er meget malerisk med sine kanaler og smukke, typiske belgiske huse. Domkirken Sint Baafs er meget speciel - den indeholder den berømte altertavle, der er malet af brødrene van MANGLER Partiernes fremtid? Torsdag den 25. maj Kristi himmelfartsdag Det er helligdag i Belgien, så alle butikker er lukket, og de fleste mennesker benytter lejligheden til at tage fri om fredagen og gøre det til en lille ferie. Mine forældre kom i går og skal være her til og med mandag. Onsdag spiste jeg frokost med Odd Engström fra Sverige. Han er tidligere vicestatsminister hos Ingvar Carlsson og var den, der stod for kampagnen op til folkeafstemningen i Sverige. Nu er han ikke længere i Rigsdagen og er heller ikke aktiv i svensk socialdemokratisk politik. Han er stadig socialdemokrat og regner med at vende tilbage til politik, men tror ikke, at partierne kan klare udviklingen. Han var helt overbevist om, at de ville bryde sammen i løbet af mindre end fem år, og han så mit arbejde som kommissær som den samme form for valg, han selv havde foretaget. At det var vigtigt at arbejde med noget, der viste fremad, og som ikke blev begrænset af, at partierne ikke duede mere og lukkede sig mere og mere sammen om sig selv i anstrengelserne for at undgå forandringer. Det var sjovt at sidde og tale med en mand, der på så mange områder tænker, ligesom jeg selv gør. Vi blev enige om at holde kontakten. Om eftermiddagen kom Claus Gulmann, som er dommer ved EU-retten. Jeg traf ham tidligere, da jeg svor unionen troskab, og havde en meget god snak med han, blandt andet om miljøgarantien. Jeg havde efterfølgende skrevet, at jeg meget gerne ville mødes med ham, hvis han kom til Bruxelles. Det gjorde han faktisk aldrig, så nu havde han bestemt sig til at tage hertil for at besøge mig. Han har haft Bolette som elev på universitetet, og de taler gensidigt pænt om hinanden. Vi fik en god snak om princippet med, at det er forureneren, der betaler erstatningsretten. Og igen om miljøgarantien, som han selv har skrevet om. Mine forældre har været lidt rundt her i Bruxelles, og jeg fik ryddet op og skrevet lidt. I eftermiddag havde vi bestemt os til at se den botaniske have. Det var en stor skuffelse. Der var kun udstillinger i de flotte drivhuse, og der var heller ikke skilte på træerne i parken, så det var bare en almindelig, pæn park uden overhovedet at være noget særligt. Bagefter skulle vi kikke på kvarteret omkring Grand Place, og vi daskede rundt og blev så overfaldet af et forfærdeligt regnvejr. Så det endte med, at vi måtte tage en taxa hjem. Heldigvis havde jeg købt mad, så vi kunne spise her i lejligheden. Brugge Lørdag den 27. maj Fredag tog vi til Brugge. Der er meget smukt, og det er helt fortjent, at byen har fået tre stjerner i Michelin-guiden. Men det betød også, at der var styrtende mange mennesker. Bådfarten blev varmt anbefalet, så det havde vi regnet med at starte med. Men der var ingen mulighed, der var optaget til om aftenen og lange køer af mennesker, der alligevel prøvede at få fra en tur. Det ville sikkert have været spændende at sejle rundt og se de smukke huse, men det må jeg have til gode til engang, hvor det ikke er fridag. Men mine forældre nød meget bare at kunne gå rundt, så vi tog det roligt, spiste frokost på torvet med godt belgisk øl til. Min mor fik en yndig kniplingsbluse af min far i fødselsdagsgave. Hun knipler selv, så det var sjovt for hende at se alle de smukke arbejder, andre havde lavet. Jeg har fået arbejdet lidt her til morgen. Sven Burmester havde sendt brev til min fødselsdag, og jeg gav mig tid til et langt brev til ham. Han er nu vendt tilbage til Washington fra Egypten og har Laos, Vietnam med mere som nye arbejdsområder. Jeg har forsømt brevvekslingen lidt, fordi der har været for meget læseri i kommissionen, men nu var det rart at sidde og skrive og tænke lidt over, hvad Sven ville være interesseret i at høre. Jeg håber, vi får lidt tid her i august, hvor han også er i Danmark på ferie, så vi kan mødes og få snakket. Han holder ferie i Tisvilde, og der vil jeg besøge ham, men han skulle også se at komme til Stestrup, blandt andet for at sidde på sin bænk i æbleplantagen og tænke. Helle Degn var hernede til opfølgning på konferencen i Cairo, så hun kom på besøg sammen med min sekretær Hanne og Rolf Lütken, der er i byen for øjeblikket. Det var hyggeligt med sådan en lørdagsfrokost, hvor mine forældre kunne være med. Rolf og min far er jævnaldrende og har begge en ungdom i kommunistpartiet, så der var nok at snakke om. Min mor gik og hjalp mig lidt med det praktiske, da de kom hjem fra deres formiddagstur, mens min far læste avis - man kan købe danske aviser fra samme dag hen på eftermiddagen her. Hun var lidt bekymret for, hvordan det skulle gå, syntes godt, hun kunne mærke, at de blev ældre, og at min far indimellem måtte tage nogle dage i sengen. De er begge meget bange for, at de ikke kommer til at dø samtidigt, og hvad der så skal blive af den anden. Det er dejligt at have dem her og kunne forkæle dem. Nationalt netværk Tirsdag den 30. maj Danske tjenestemænd på ledende poster i Bruxelles til frokost. Nogle kommissærer bruger det nationale netværk meget, mens andre ikke synes, det er så vigtigt. Som dansker synes jeg, det er helt centralt at kunne holde kontakt med de landsmænd, der arbejder i systemet. Det er klart, at det danske netværk ikke kan blive så forgrenet som de store landes, til gengæld er det lettere overskueligt og kontakten nemmere at holde ved lige. I dag var vi en gruppe på ca. 20 mennesker, der sidder forskellige steder rundt om i kommissionen, fra fiskeri til forskning. Vi fik en god diskussion om, hvordan vi kan bruge hinanden og trække på de forskellige former for ekspertise, vi sidder inde med. Kvinder og kommissionen Onsdag den 31. maj Møde i kommissionens arbejdsgruppe om ligestilling. Det er en af de arbejdsgrupper, der blev nedsat, inden den nye kommission trådte til. I ligestillingsgruppen er Santer formand, Padraig Flynn er den ansvarlige, og jeg er medlem. Flynn havde udarbejdet et nyt program for ligestilling i unionen, i mine øjne var det ikke det mest ambitiøse program, man kunne tænke sig, men der har alligevel været en del murren i krogene fra mange sider. På et specialchefmøde, som Christine havde været til, havde der været direkte lynchstemning, fordi visse af de mandlige repræsentanter forsøgte at gøre teksten svagere. Det kan der ikke blive tale om - programmet må i hvert fald gå igennem i sin nuværende form, ellers kan man lige så godt droppe at have en ligestillingspolitik. Kommissionen går heller ikke ligefrem i spidsen, når det drejer sig om kvinder på lederposter. En ny rapport udarbejdet af den afdeling i DG 9, der så smukt hedder 'egalité des chances', altså lige rettigheder for mænd og kvinder, er temmelig rystende læsning. I øverste lønklasse blandt de akademiske medarbejdere finder man 50 mænd og en kvinde! Længere nede i graderne bliver ubalancen mindre, men vi taler stadig om en fordeling på cirka 15*pc mod 85*pc. Så det faktum at vi i denne kommission sidder fem kvinder (25*pc) er i virkeligheden meget avanceret i forhold til det generelle billede. Det har været lidt af en overraskelse for mig at opdage, hvor slemt det står til, og det er lidt forstemmende at høre de samme forvrøvlede argumenter i debatten, som vi til en vis grad er kommet ud over i Danmark. Om at der ikke er kvalificerede kvinder til stillingerne. Om at det ikke kan nytte noget at ansætte kvinder, bare fordi de er kvinder o.s.v. Hvis det også bliver tonen på det kommende kommissionsmøde, hvor Flynns program er på dagsordenen, har jeg tænkt mig at fortælle dem, at den slags argumenter kun er skalkeskjul for det, det i virkeligheden handler om. Mændenes angst for kvinder som ligestillede. Kvinder passer fint i forkontorerne, men det virker åbenbart skræmmende på mange mænd, når kvinder forsøger at komme ind på deres territorier. Der findes nemlig masser af velkvalificerede kvinder parat til de gode job. Det var for eksempel overhovedet ikke noget problem for mig at finde kvinder, da jeg skulle sammensætte mit kabinet. Jeg har nu også lagt mærke til, at kabinetterne er længere fremme, når det drejer sig om at ansætte kvinder. Nok er mit kabinet særligt, fordi over halvdelen er kvinder, men mange af de andre kommissærer har også fået øjnene op for fordelene ved en bedre kønsfordeling. Generaldirektoraterne bliver nok sværere at overbevise. I det gammeldags embedsmandssystem er det stadig meget svært for kvinder at gøre sig gældende Taking nature into account Torsdag den 1. juni I parlamentet til konference med blandt andet WWF, World Wide Fund for Nature. Konferencens titel, 'Taking nature into account', kørte på ordspillet med to betydninger af 'account', og det, vi skulle diskutere, var miljø og økonomi. Jeg gjorde opmærksom på, at 'taking nature into account' vil betyde, at vi må gøre miljøpolitikken horisontal. Det kan ikke længere nytte, at man udregner økonomisk vækst uden at tage miljøet i betragtning. Sådan som det er i dag, bliver vi måske nok rigere rent materielt, men vi bliver samtidig fattigere på miljøsiden. Det er nødvendigt at indføre grønne nationalregnskaber og udvikle meget bedre overvågningsmetoder og statistiske beregninger for, hvordan miljøet påvirkes af vores aktiviteter. De grønne nationalregnskaber kan også bruges til at pege på de steder, hvor miljøet belastes hårdest. Det vil uundgåeligt skabe den dialog med f.eks. landbrugs-, transport- og energipolitikken, der er nødvendig. Flamenco Fredag den 2. juni i Madrid Med en forrygende influenza, der gjorde, at jeg ikke engang kunne holde mig vågen en hel dag, men måtte lægge mig på sofaen i kontoret - der slet ikke er egnet til det - og sove en halv times tid, tog jeg til Madrid. Jeg var meget i tvivl om, jeg burde aflyse det hele og gå i seng med varm te, albyler og masser af tørklæder om den ømme hals. Men som sædvanlig vandt forpligtelsen. Jeg syntes ikke, jeg kunne være det bekendt over for alle de mennesker, jeg havde sat i gang med at få det hele planlagt, og jeg kunne heller ikke se, hvordan jeg skulle kunne finde et andet tidspunkt. Jeg kunne jo heller ikke lade mine forældre i stikken, som jeg skulle se efter Madrid. Så af sted kom jeg. På en måde tror jeg, det er karakteristisk for min generation af kvinder. Vi er ud over det rimelige pligtopfyldende, og mens der er andre træk fra min tid, som jeg bekæmper, så har jeg egentlig altid syntes, at det var meget godt med en sådan pligtfølelse. Fra 1. juli er det Spanien, der har formandskabet i unionen, så jeg er i Madrid for at tale med miljøministeren, Borrell. Det har virket, som om det var svært at få Spanien til for alvor at gore noget for miljøet. Fra DG 11 fik jeg hele tiden noget tåget snak om en stor arbejdsbyrde! Det viste sig så, at problemet lå i arbejdsgrupperne i rådet. Det er de grupper, der skal forberede rådsmøderne. Det er tydeligt, at flaskehalsen er udenrigsministeriets repræsentanter i grupperne. De har for mange møder med for forskelligt indhold, de dækker jo alle ressortområder, så de prøver tydeligvis at undgå dem. Under frokosten med Borrell fik jeg også talt med repræsentanten fra det spanske udenrigsministerium, der er i repræsentationen i Bruxelles. Han mente, det ville være en god ide, hvis jeg inviterede alle de faste repræsentanter, der arbejdede med miljø, for at drøfte det spanske formandskab med dem og finde ud af, hvordan vi fik arbejdet til at skride. Et af de springende punkter er at få Spanien til at afholde det møde med de øst- og centraleuropæiske lande, der bør afholdes i forbindelse med et miljørådsmøde. På topmødet i Essen i slutningen af sidste år traf rådet beslutning om, at der skulle afholdes et sådant møde hvert år. Franskmændene har ikke gjort det under deres formandskab, så nu hænger spanierne på det, og de har tydeligvis ikke tænkt sig at tage alle områderne. De har på centralt hold - udenrigsministeren - besluttet, hvilke rådsmøder de vil klare, og det er ikke miljø. Jeg prøver, om jeg kan få dem til det, og ellers vil jeg selv lave en slags uformelt møde med CEEC-landene (Central and Eastern European Countries) i Bruxelles. Det vil sige Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Ungarn og de tre baltiske lande. I det hele taget prøver jeg at speede forholdet til Øst- og Centraleuropa op. Vi startede morgenen med at køre ud til en forskningsinstitution til bevarelse af naturen, 'Soto del Real'. Det var en park, der lå nordøst for Madrid. Det var et dejligt sted. Også her stødte jeg på tankerne om naturskoven eller natur-vegetationen. Her mente de, at fyrretræerne op ad skråningerne skulle fældes for at give plads til den oprindelige vegetation, som skulle være græs med spredte løvtræer. Utroligt, hvad det er for noget vrøvl, der er kommet ud af snakken om bevaringen af den tropiske regnskov. Det må jeg finde en eller anden lejlighed til at sige noget om. Bagefter så vi nogle vandreservoirer og hørte om, hvordan de klarede vandforsyningen til Madrid. Alt sammen udmærket. Jeg havde valgt dette område, fordi jeg skulle have spanierne til at opprioritere vand. Jeg brugte det også i diskussionen med Borren. Tilbage i Madrid klarede jeg et møde med NGOerne her i Spanien. NGO, der egentlig be- MANGLER få Shell til at skifte mening, men om ikke andet må vi sørge for, at det ikke gentager sig. Vi havde en dejlig dag med læseklubben og fik gået en herlig lang tur i plantagen og langs med stranden. Vi overnattede i et hotel i Tannis by og kørte så næste morgen videre i det nordjyske. Rundt om Frederikshavn og Sæby, hvor vi hyggede os i solskinnet på havnen, så til Voer kirke med mindeplade for Scavenius og derefter til Voergård, som han ejede et stykke tid. Jeg hæftede mig ved, at Stygge Krumpen også havde ejet det, fordi jeg endnu huskede Thit Jensens bog om Stygge Krumpen - den var virkelig god, og jeg kunne godt forestille mig, at hun har kunnet hente inspiration gennem stedet og bygningerne). Gården var nydeligt holdt ved lige og tog sig ud på det smukkeste i det fine solskinsvejr. Frokosten fik vi i Aalborg - to stegte rødspæt- ter med nye uskrællede kartofler passede lige til vores stemning og til vejret. Inden jeg tog med flyet fra Aalborg, og Søren kørte til Odense, nåede vi et smut ind om Nordjyllands Kunstmuseum. Det er så smukt lavet, at det altid er en fornøjelse i sig selv, ligegyldig hvad der er af udstillinger. Det var nogle dejlige dage, der nok kan give lidt energi til en skrap periode. Juni måned ser virkelig skrækkelig ud, når jeg kikker på kalenderen. Nordsøkonferencen Esbjerg den 8. juni I går begav jeg mig sammen med Christine Dalby og John Iversen til Nordsøkonferencen i Esbjerg. Vi kunne heldigvis flyve til Billund, så det gik nemt. Her til formiddag har jeg tid til at arbejde med blandt andet artiklen til Berlingske Tidende til på søndag. Jeg er ved at varme op til høringen om vand i parlamentet, så jeg har valgt at skrive om de mange vandforslag. Men da der er tilmeldt 150 journalister, kommer der også hele tiden forespørgsler om deltagelse i interview. Det styrer John Iversen heldigvis flot. I går fik jeg kommissionens opbakning til at støtte et forbud mod dumpning af olieboreplatforme i Nordsøen. Det holdt hårdt. Christine havde via DG 11 arbejdet energisk med det igennem flere måneder, og i den sidste tid havde der været modstand fra nogle af kabinetterne, fordi Greenpeace besatte olieboreplatformen Brent Spar i et forsøg på at forhindre dumpningen. Det gik alligevel, indtil den juridiske tjeneste på det sidste møde, Laurs havde, pludselig viste tænder og krævede, at vi skulle forhandle med rådet. Det var selvfølgelig ikke muligt, fordi alle medlemslande ikke er repræsenteret på konferencen, og fordi teksten først bliver færdig i sidste øjeblik. Så måtte vi løbe hurtigt, og der var alle mulige kontakter sent tirsdag aften. Jeg var til kommissionsmødet forberedt på at skulle ud i et voldsomt slagsmål, men alt var heldigvis afklaret inden, og Santer erklærede straks sin enighed i forslagets indhold og ønskede blot at være sikker på, at formalia var overholdt, hvad jeg kunne bekræfte, at de var. Så nu er jeg her og med et mandat, der gør, at jeg kan holde en høj profil både i den tale, jeg skal holde og i forhold til de medier, der er her. På grund af Bilderberg-mødet i Schweiz, der er et møde i en af de såkaldte internationale tænketanke, skal jeg af sted allerede i aften. Fly fra Esbjerg klokken 18.00 og så videre til Zürich det er et farligt rejseri, der er for øjeblikket. På kommissionsmødet fik jeg også det endelige mandat til at ændre traktaten i Baselkonventionen, så nu er der absolut ingen undskyldning for, at Danmark, Sverige og Finland ikke trækker deres forslag. Jeg har ringet med den norske miljøminister Thorbjørn Berntsen og sikret mig, at nordmændene opretholder deres forslag. Det var dejligt at få det på plads, for det er en vigtig sag. I den sidste tid har den været besværlig, fordi flere af kabinetterne mente, at nu måtte man have indklaget de lande, der overtrådte traktaten. Vi har hele tiden prøvet at forhindre det, fordi vi gerne ville have resultatet igennem. Nu må Danmark så besinde sig, og hvis de ikke vil trække forslaget, så må de igennem en retssag. Bilderberg Fredag den 9. juni i Bürgenstock Sent i går aftes ankom jeg efter først at være fløjet med forsinkelse fra Esbjerg til København i et forfærdeligt stormvejr - til Zürich, hvor jeg blev hentet og kørt ca. halvanden time til Bürgenstock. Det er i nærheden af Luzern, som jeg slet ikke fik set. Det virkede helt dramatisk, da jeg kom frem. To gange politiafspærring for overhovedet at komme op til hotellet. Bagefter fik jeg at vide, at det kun var p.g.a. Bilderberg-mødet og al den security, nogle af deltagerne var nødt til at have. Jeg ved ikke, om Kissinger stadig skal være omgivet af sådan noget, men de to Agnellier fra Fiat er her også, og de plejer at være omgivet af sikkerhedsfolk. Det vrimler i hvert fald med dem. Det er en stor velsignelse, at vi i Danmark ikke har haft begivenheder, der har gjort, at vi skal være ongivet af sikkerhedsfolk. Jeg kan huske, at den svenske statsminister Ingvar Carlsson engang fortalte mig, hvor mærkeligt det føltes. For eksempel løb han om morgenen med en sikkerhedsmand, der løbende fulgte efter i passende afstand. Og han mente selv, at det engang, når han ikke var statsminister, ville virke, som om han var nøgen, når han lige pludselig ikke havde nogen omkring sig. Selv har jeg kun prøvet det en enkelt gang i Cairo - det kan godt være, det var nødvendigt, men da havde jeg nu mest indtryk af, at sikkerhedsmanden var med for at få procenter de steder, hvor vi købte ind. Det sjask, sjask regnede, lige fra jeg ankom til Zürich lufthavn, så det var helt mærkeligt at have været et smut i København, hvor sommersolen skinnede. Desværre var det ligesådan, da jeg vågnede op her til morgen. Fuldstændig tåget, så det var kun via et fotografi i hotelmappen, at jeg kunne se, hvor smukt her skulle være. Til aften klarede det op, og vi havde den smukkeste solnedgang over bjergene. Desværre var det lidt for sent til at tage billeder - ærgerligt, for jeg har taget fotografiapparatet med, og indtil nu har det overhovedet ikke været vejr til at fotografere. Mødet dagen igennem har været godt. Som med den trilaterale kommission er der samlet en hel masse interessante mennesker. Både aktive politikere og journalister/kommentatorer og forretningsfolk. Jeg havde en lille snak med den østrigske kansler Franz Vranitsky i dag. Ham kender jeg flere konferencer i Wien, og han hører til de få, der kan huske mennesker. Det var meget sjovt at høre hans vurdering af politikken i Østrig, og han spurgte selvfølgelig også interesseret til min kollegakommissær Franz Fischler. Men han måtte af sted til aften, fordi han jo også skulle deltage i en middag hos Chirac. Det er altid godt at møde ham, vi kan almindeligvis få en ordentlig snak om, hvordan det går med vores partier. Desværre går det jo ikke særlig godt for socialdemokratiet nogen steder. Især snakken om Nato i dag var interessant. Først og fremmest fordi Kissinger var meget åben og sagde, at han mente, at det var afgørende for den vestlige verden, at der var et fællesskab mellem USA og Europa, der forpligtede dem, der var med. Så måtte vi jo se at få fundet ud af, hvordan vi definerede, hvad der var Europa, det vil sige hvor mange lande, der hørte med til det. Ingen lande kunne klare de problemer, de stod overfor, alene. Om det så hed Nato eller noget andet var i og for sig ligegyldigt. Det måtte man jo finde ud af. Mange af de andre indledere hæftede sig kun ved, om der skulle være en udvidelse eller ej. Hvilke lande der skulle med. Det er tydeligt, at de fleste mener, at der kun kan blive tale om Vicegradlandene, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Det omfatter ikke de baltiske lande, og det skal der nok komme nogle diskussioner ud af i Danmark. Uffe Ellemann - der også er deltager - var erede lidt inde på det i sit indlæg i dag. Fordi de baltiske lande også er små lande, der ligger relativt tæt på Danmark, identificerer danskerne sig meget med balterne. Mest påfaldende er det nok, at der er så relativt mange, der lader, som om opbruddet i 1989 ikke også påvirker en militæralliance som Nato stærkt. Den kan selvfølgelig ikke være det samme, når der ikke er nogen egentlig fjende mere. Det betyder ikke, at landene ikke har brug for et militærapparat, men det er klart, at den opgave, de skal løse, er en anden, end den har været før. Desværre er Tøger Seidenfaden her ikke. Han var syg, sagde Uffe. Vi var nu begge to enige om, at det nok havde at gøre med problemerne på avisen. De nedlægger jo arbejdet ustandseligt, og det forlyder, at medarbejderne er meget negative over for ham. Politiken er nok lige så vanskelig at bevæge som Socialdemokratiet er det, og der er nok også næsten lige så mange forskellige interesser og folk, der har overdrevne forestillinger om deres egen kapacitet. Jeg håber, han er stærk nok til at komme igennem det. For mig er der ingen tvivl om, at Politiken længe har trængt til en foryngelse. Det kunne ellers have været hyggeligt at sludre med ham. Det er givetvis også den slags forsamlinger, han selv nyder at være i. Percy Barnevik, ABB Asea Brown Boveri, var henne for at forklare om Tjernobyl og sine interesser i at bygge et gaskraftværk, der skulle levere noget af den energi, som ukrainerne mister, hvis de lukker Tjernobyl. Projektet skulle kunne genbruge dele af kraftværket i sin produktion, og man har gode erfaringer fra lignende projekter i USA. Fra Laurs har jeg indtryk af, at der er stor skepsis over for det projekt, men jeg har på nuværende tidspunkt ikke selv sat mig ind i det. Ved middagen om aftenen fik jeg dels snakket med en schweizisk forretningsmand, Stephan Schmidheiny, der også har meget involveret i en organisation, der hed Business Council for Sustainable Development (BCSD). Der findes en del højtstående forretningsfolk, der erkender et ansvar over for miljøet, og som er villige til at tænke i nye strategier for at opnå en bærbar udvikling. Han havde været til Rio-mødet og kunne fortælle om folk og forløb, som jeg jo ikke selv kender. Han lovede at sende den bog, han havde udgivet sammen med BCSD. Den skal blive spændende at læse, og så har jeg hans navn, så jeg kan finde ham igen, hvis - eller måske snarere når - jeg får brug for det. Lørdag gik vi så i gang klokken ni med at diskutere udviklingen i Europa. Der blev ikke sagt meget nyt, men det var sjovt at høre den britiske tidligere finansminister Lamont. Han var klar modstander af unionen. Sagde ligefrem, at det engelske folk ikke ville styres fra Bruxelles. I virkeligheden havde han synspunkter, der svarer til det yderste højre i Frankrig og Tyskland, men på grund af det engelske valgsystem er det ikke så synligt der må man pænt blive hos de konservative. Percy Barnevik gjorde det nydeligt i et stærkt forsvar for, at Øst- og Centraleuropa skulle være med i unionen. Der var også et tankevækkende indlæg af professor Penzias om opdelingen/atomiseringen af samfundet. En af hans pointer var, at der var tale om en ny stammeopbygning. I gamle dage var det et stort problem i den lille by, hvis man skilte sig ud og var homoseksuel, for eksempel. Nu findes der alle mulige netværk, man kan bruge, så man kommer i forbindelse med andre og ikke oplever sig selv som udstødt. Ingen behøver mere at skamme sig over at være anderledes, alle kan organisere sig ud af det. Moderne samfund giver ret til at være anderledes. Problemet er selvfølgelig, at det ikke kun er dem, vi gerne vil have, der organiserer sig, det er også dem, vi ikke kan lide. Alle dem, der ejer skydevåben, ikke kan lide negre etc. Han var stærkt kritisk over for udviklingen i Europa og mente, at vi endnu ikke har begrebet brugen af alle de muligheder, der ligger i teknologien og her ikke mindst informationsteknologien. Vi bruger vores penge i forbindelse med opsvinget til at beholde folk på deres arbejdsplads, selvom der ikke reelt er brug for dem mere. Han mente ikke, at vi vil kunne blive ved med det. Efter nogle år vil vi alligevel være nødt til at fyre folk, og så vil pengene være brugt, vi vil ikke kunne sætte noget nyt i gang. Han mente, at der er tale om et helt nyt sæt af værdier eller måske snarere holdninger. Først forholdt industrisamfundene sig til kvantitet, så til kvalitet og nu er det harmoni, det drejer sig om. Det handler om at finde en harmoni med sig selv og sine medmennesker. Det drejer sig for unge mennesker om at finde måder at forme en personlig identitet på. De nye skillelinjer i samfundet vil ikke komme til at gå mellem dem, der har information, og dem, der ikke har, for det ville alle have tilstrækkeligt af. Skillelinjerne vil derimod komme til at gå mellem dem, der har evnen og uddannelsen til at bruge og ikke mindst sortere informationerne, og dem, der ikke har den. Det var dejligt inspirerende at høre på. Her til eftermiddag er der fri, men jeg var ikke klar over, at det betød, at jeg også skulle have fritidstøj, med, så jeg havde hverken sko eller tøj til at tage turen op i bjergene, i stedet har jeg fået skrevet en del. 2 Kommissionens lov-maskineri maler. Forslagene sprøjter ud. Og ind i mellem er der tid til private festligheder. Kommissærens mor fylder 70. Forberedelser til rådsmødet Mandag den 12. juni Søndag tog jeg med fly fra Zürich til Paris. Laurs og jeg havde fået arrangeret et møde med Corinne Lepage, den franske miljøminister, om mandagen, så Laurs kom sammen med John Iversen i tog fra Bruxelles. Mødet skulle bruges som forberedelse til det kommenrådsmøde og til at få et indtryk af formandskabets holdning til forslagene. Vi fik diskuteret hele dagsordenen godt igennem, og Corinne Lepage virkede meget kompetent, selvom hun er helt nybagt miljøminister for Frankrig. Det var mit indtryk, at jeg ville få god opbakning på rådsmødet, både fordi det er vigtigt for hende som ny minister at vise resultater, og fordi Frankrig hen imod slutningen af deres formandskab gerne vil have nogle ting igennem. Alt i alt et meget nyttigt møde, der blev forstærket af, at vi også kom noget omkring OECD. I dag begynder Birgitte Bønding, som er vores sidste ansættelse i kabinettet. Det har været en sjov proces at finde hende. Først en lille annonce i Politiken om en kommunikationsmedarbejder, som godt 100 mennesker svarede på. Så gik Laurs og jeg sammen med Hanne-Vibeke i gang med at sortere. Vi valgte 10 meget forskellige mennesker ud flest journalister, men også folk med en mere utraditionel baggrund. De fik så pr. brev en uge til at løse nogle opgaver. Dels skulle de skrive en tale over drikkevandsdirektivet til en NGO-forsamling, dels skulle de lave et debatindlæg til Jyllands-Posten over samme direktiv, og endelig skulle de lave en indstilling til et kommissionsmøde om det audiovisuelle program. Det medførte en naturlig udvælgelse, fordi nogle af de 10 slet ikke var indstillet på at løse en sådan opgave. Af de besvarelser, vi fik, valgte vi tre personer ud, som vi ville tale med i København, hvor vi stillede dem endnu en opgave. I løbet af to timer skulle de lave et svar til Politiken på en sikkerhedspolitisk artikel af Gert Petersen fra SF samt et indlæg til Financial Times om reaktorproblemerne på Tjernobyl-værket. Vi endte med to personer, vi meget gerne ville ansætte. En mandlig journalist med stor erfaring og Birgitte, der som fag havde italiensk og musik - og som selv er aktivt syngende. Vi valgte Birgitte, fordi hun var den, der skrev bedst, og fordi både Laurs og jeg tror, hun kan løfte kommunikationsopgaven i kabinettet. Nu glæder jeg mig til, at hun kommer, og håber, at hun kan klare det hårde tempo hernede. Arbejdsdag i parlamentet Onsdag den 14. juni i Strasbourg Denne gang har jeg en del i parlamentet, så jeg måtte af sted allerede tirsdag morgen og kan først komme tilbage igen torsdag aften. Klokken otte i morges havde jeg møde med de danske parlamentarikere. Det er en meget god tradition, jeg har overtaget. På den måde har vi en time sammen, hvor jeg fortæller lidt om, hvad der sker i kommissionen, og hvor de spørger og giver udtryk for, hvad de oplever. Det er Freddy Blak, der står for det. Så var der møde for journalisterne, men der var nu kun Hans Drachmann fra Politiken, som var ledsaget af Ellen Ø. Andersen, der skal efterfølge ham, og så Ulla Terkelsen fra TV2, der prøver at lave en skildring af en almindelig arbejdsdag. Hendes hold har været med helt fra om morgenstunden, og de startede allerede i går. Det er nu også blevet sådan, at Ken Collins, formanden for parlamentets miljøudvalg, kommer klokken 10, og vi har så en lille snak om, hvad der sker. Det er en god og nyttig kontakt. Bagefter var det så min tur til at sidde i parlamentet til afstemningerne. Det er dødssygt, for man skal ikke andet end sidde der - det tager en time, og nogle gange, som i dag, halvanden. Senere på dagen havde jeg spørgsmål i salen, men jeg fik kun det ene, der handlede om Kola-halvøen. Om eftermiddagen havde jeg møde med den socialistiske del af miljøudvalget. Det er en ide, Dagmar Roth-Behrendt har fået, og som de tydeligvis er glade for. Vi havde en snak på en times tid, og det er rart at begynde at have et forhold til dem. Det gør selvfølgelig mit liv nemmere, og de er gode allierede i miljøpolitikken. Desuden er det spændende og aktive mennesker. Til aften skulle jeg have været sammen med Kirsten Jensen og Dagmar, men Dagmar aflyste. Hun så meget trist ud, og det viste sig, at hun havde problemer på hjemmefronten. Det var synd for hende. Det er så vigtigt at ens bagland fungerer godt, ellers kan det være svært at holde koncentrationen og klare arbejdspresset. Jeg håber, hun snart får det bedre. I stedet går Bolette, Kirsten og hendes sekretær Helle Thorning Schmidt og jeg ud og spiser. Og aftenen slutter vi med en øl henne under det store platantræ, hvor TV2 vil lave nogle aftenbilleder. Politikere og medier Torsdag den 15. juni i Strasbourg Efter en hård dag - og oven i det TV2 med deres optagelser - sad vi i går aftes nogle stykker sammen med Ulla Terkelsen og David Jens Adler og drak øl og diskuterede forholdet mellem politikere og medier. Ulla er meget optaget af, at Poul Nyrup behandler hende så dårligt, er aggressiv og svarer dårligt på spørgsmålene. Måske synes hun, at jeg skulle tale med ham, for hun blev ved at vende tilbage til det. Det tror jeg ikke nytter noget, Poul må selvfølgelig finde sin egen måde at klare medierne på, og Ulla må vænne sig til også at få modstand. I dag har jeg talt med Doeke Eisma, der er leder af den liberale gruppe vedrørende miljøspørgsmål i parlamentet. Jeg prøver at få talt med de forskellige gruppeledere. Det var et godt møde. MANGLER ...skåler med omkring hvert et bord.' 'På melodien 'Flickorna i Småland' havde min søster Guri komponeret videre på sangen, som hun lavede til mors 70 års fødselsdag: 'På saftig grønne plæner mellem roser og viol, imellem røde jordbær, gulerødder og lidt kål, der kan man se en kvinde, dame eller pigelil, om alderen at dømme, det er ikke lige til: Det er ekkoet af Eva i sit lille paradis, det er også kvinden i min faders liv, naturligvis, det er svigermor og bedste og selvfølgelig vores mor, der har fødselsdag og derfor fejres her ved vort bord.' Det var en fin lille fest. Maden var god, og alle virkede glade for at være sammen. Vi var 30 stykker, og jeg fik mest talt med 'børnebørnene'. Janus bliver student på mandag og havde klaret det mægtig flot indtil nu med flere 13-taller, Villads var optaget af sin nye læreplads som elektriker, og Meta og Minna skulle bare snart have sommerferie. De kommer til Bruxelles her i juli. Geo havde jeg til bords, han var blevet færdig på handelsskolen og havde fin hat på, og i dag skulle han køre rundt i hestevogn med de andre og ende ude hos Nels og Brit til fest. Jeg havde selv lavet en lille tale til mor over temaet 'Der er drøn på den gamle kone'. Også fordi det er så let at blive sentimental ved en sådan lejlighed. Man kan jo ikke lade være at tænke på, Om det er den sidste runde eller halvrunde fødselsdag, vi får lov at være sammen. Og der er virkelig drøn på mor. Det er utroligt, hvad hun når. Urtehaven står helt ordnet og fin, luget og med planterne struttende af kraft. Det er dejligt at komme herned. Jeg trænger hårdt til noget frisk luft og også til at få rørt mig. Vejret er blandet. Lige nu regner det, men der har også været sol her til morgen, og ud skal jeg, om det så skal være iført sydvest og gummistøvler. Søren har desværre eksamen hele weekenden, og selvom vi ikke var i seng før klokken ca. to, skulle han op og af sted allerede lidt før syv. Han nåede heller ikke frem til festen før ved ottetiden om aftenen, men han havde selv sagt, at han syntes, han ville være med, selvom vi selvfølgelig godt ville kunne forstå, hvis han var nødt til at blive på Fyn. I denne weekend får vi altså ikke tid sammen og heller ikke i næste, hvor jeg både skal til Cannes og holde tale på Kronborg. Sjovt at høre de andre tale om, at de er ved at få ferie. Jeg har overhovedet ingen fornemmelse af ferie kun arbejde. På en måde har jeg mistet fornemmelsen af årstider. Det kunne lige så godt være april eller september - og det sjove er, at det ikke engang er spor slemt, men stadig bare spændende. Jeg nåede heldigvis interviewet til Bibladet. De ville gerne høre lidt om vores bier i Stestrup. Søren og jeg har haft bier i 15 år, lige siden dengang vi boede i Skt. Clemens. Nu er bierne så blevet flyttet til Sjælland, og vi har ikke så mange som før i tiden. Desværre kniber det med tid til at passe bistaderne, det er mest Søren og min mor og far, der sørger for det. Honning er et rigtigt naturprodukt. I virkeligheden er det noget vrøvl at markedsføre honning som økologisk, for honning er altid økologisk. Bierne dør, hvis de bliver udsat for sprøjtegift. Så et glas god honning er en af de reneste varer, man kan få. Dertil kommer, at honning smager forskelligt alt efter årstid og vegetation, så det er virkelig et 'naturligt' produkt. Måske fordi jeg selv har haft bier i så mange år, har jeg arbejdet meget på at få den brune 'Læsø-bi' fredet. Det var der mange, der syntes var fornøjeligt. Der er ligesom mere prestige i at frede bjørne og hvaler. Der er også en tilbøjelighed i Danmark til at tro, at det kun er i eksotiske egne, det er nødvendigt at lave skrappe fredningsbestemmelser. Vi skal huske at passe på vores egne dyreog plantearter. Journalisten spurgte mig, om det vil være muligt for biavlen at komme ind under landbrugstilskuddene i EU. De kan godt mærke kon- kurrencen fra den billige udenlandske honning. Eftersom jeg synes, tilskuddene til landbruget skal afskaffes, vil jeg ikke gå ind for at begynde at give biavlerne tilskud. Til gengæld tror jeg, at det vil være en god idé at begynde at slå på kvaliteten af det danske produkt. Sælge det i glas i stedet for plasticbøtter. Gøre opmærksom på, hvor forskellig honning kan være. Søndag den 18. juni 1995 Så er det blevet sen eftermiddag søndag, og jeg skal tilbage til Bruxelles. Det har jeg ikke noget imod, men det har været dejligt at have nogle dage, hvor jeg har været ude og stort set har hvi- let, lavet fysisk arbejde og koncentreret mig om æbletræerne. Det regnede hele formiddagen, så mor og jeg blev inden døre og fik kikket i væve- bøger. Det er meningen, at mor skal væve nogle gardiner til værelset heroppe, hvor jeg nu sidder og skriver. Men efter frokost begyndte solen at kigge frem, og jeg skyndte mig ud til æblerne. Vi fik dejlig hjemmedyrket spinat med spejl- æg til frokost og sad, mens vi spiste, og hørte Yul Anderson - en pianist, der spiller en blanding af klassisk, soul og jazz. Det var godt, og det mindede os lidt om Keith Jarretts stil, som far holder meget af. Det har nok noget at gøre med, at han selv spiller klaver. Så er det sjovt at høre andre. me Vandhøring [ Tirsdag den 20. juni Dagen i dag har jeg tilbragt i parlamentet til vandhøringen. Kommissionens arbejde for at få skabt renere vand og bedre ressourceudnyttelse i Europa har givet sig udslag i forskellige direktivforslag om vand, der nu skulle diskuteres i parlamentet. Jeg prioriterede at være der hele dagen, fordi kommissionens vandpolitik er et meget vigtigt emne og et af de områder, hvor der meget gerne skulle ske hurtige fremskridt for miljøet. Jeg brugte emnet til at illustrere, hvordan traktatens vigtigste miljøprincipper: forsigtighedsprincippet, forureneren-betaler-princippet og nærhedsprincippet (det der også kaldes subsidiaritetsprincippet) kan bruges i praksis. Om nødvendigheden af at få en god og bæredygtig strategi for en forbedring af vandkvaliteten og en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i EUs lande. Og jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke var tilhænger af Molitor-rapporten (udarbejdet af en ekspertgruppe, der blev nedsat i forbindelse med topmødet i Essen i 1994 - den skulle kigge på regel- forenkling inden for fællesskabsretten) eller det 'deregulerings'-forslag, der er udfærdiget på grundlag af engelsk-tyske krav fra industrien. Al den snak om forenkling og deregulering, når det drejer sig om miljø, er bare et forsøg på at slippe uden om forureneren-betaler-princippet. Der er tale om tre forskellige direktivforslag, et om drikkevand, et om badevand og et om økologisk vandkvalitet. Undervejs i debatten blev det tydeligt, at badevandsdirektivet ikke kan bruges i sin nuværende form. Det må tilbage til DG 11 og laves om, så det kommer til at virke efter hensigten. Rådsmøde i Luxembourg Søndag den 25. juni i flyet på vej fra Nice via Paris til København Det lyder flot at skrive fra Nice via Paris til København, og mange mennesker vil sikkert tænke, at det lyder eksklusivt og herligt. Jeg kan selv fornemme spændingen, når jeg skriver, men realiteterne er noget anderledes. Jeg måtte op klokken 5.30 for at nå flyet, jeg skal vente i Paris' lufthavn og derefter køre direkte til Kronborg, når jeg kommer til København, for at tale for Dansk Samvirke. Stederne signalerer ferie, herlige varme dage ved Middelhavskysten eller dansk midsommer i al sin pragt. Sådan ser mit liv ikke ud lige nu, det er altid først og fremmest arbejde. Men selvom det er forfløjent, og det kan være svært at få tid til at nyde stederne, så har jeg det godt med det. Torsdag og fredag havde jeg miljøministerrådsmøde i Luxembourg. Det gik meget, meget godt. Dagsordenen var stor, og da vi på det første ministerrådsmøde i marts ikke fik vedtaget et eneste forslag, var det vigtigt, at der skete noget denne gang. Det gjorde der. Vi fik vedtaget fire forslag og et forhandlingsmandat til Baselkonventionen. Det kan altså ske, at det tunge demokrati løfter sig og letter ikke kun en smule, men rigtig meget. Et af forslagene blev første gang fremsat af EU-kommissionen allerede i 1993 og handler om integreret forureningskontrol. Det betyder, at større virksomheder skal have en samlet miljøgodkendelse. De skal ikke have luften checket og godkendt et sted, vandet et andet, støjen et tredje etc. Det foregår integreret. Men det har selvfølgelig givet anledning til mange og lange diskussioner, for hvilke virksomheder skulle være omfattet af forslaget? Størrelsen og arten af virksomheder har været drøftet, og skulle landbrug også med? Lossepladser? Hvert land havde sine interesser i, at det ikke kom til at omfatte for mange af deres virksomheder, og også i, at overgangsperioden blev så lang som overhovedet muligt. Det er et godt og rigtigt forslag, men fyldt med masser af tekniske detaljer. Hvis ikke det havde været for et meget grundigt arbejde i DG 11 og i rådet, så var det aldrig gået. Men det lykkedes som sagt, og resultatet af vedtagelsen er, at en langt mere hensigtsmæssig behandling af virksomhedernes miljøgodkendelser nu bliver en realitet. Om 10 år skal alle virksomheder, der omfattes af direktivet, have en samlet miljøgodkendelse. Hvis de ikke opnår en sådan godkendelse fra deres nationale myndigheder, må de ophøre med at drive virksomheden. Et af de nye og efter min mening meget vigtige tiltag i direktivforslaget er, at offentligheden skal have mulighed for at se de ansøgninger om godkendelser, som virksomhederne sender ind til myndighederne. Og det skal ske, før myndighederne giver tilladelsen. Derved begynder vi at få skabt den åbenhed omkring virksomhedernes miljøpolitik, der er nødvendig for at blive bevidst om, hvad en produktion reelt koster, og om produktet er miljømæssigt forsvarligt. Det er både i forbrugernes og producenternes interesse. Det andet forslag, vi fik vedtaget, var et forslag om vurdering og styring af udendørs luftkvalitet. Vi har tidligere haft meget svært ved at sammenligne oplysninger om luftkvalitet i de forskellige EU-lande. I det nye forslag vil der i EU-landene blive fælles luftkvali tetsmålsætninger for en række stoffer. På baggrund af målingerne i de 15 EU-lande skal kommissionen en gang om året offentliggøre resultaterne for den europæiske offentlighed. Det er selvfølgelig ikke hele formålet med direktivet, men det er under alle omstændigheder en god ide, at offentligheden bliver orienteret om, hvordan luftkvaliteten egentlig er, der hvor de bor. Det giver større muligheder for at stille krav til politikerne om at føre en bevidst politik for at bedre luftkvaliteten, og forslaget gør det også muligt for kommissionen at gribe ind, hvis luftkvaliteten i et medlemsland forringes. Det tredje forslag har været 4 år undervejs. Det er helt uholdbart med så lang en behandlingstid, men det hænger i dette tilfælde sammen med, at emnet er ømtåleligt og svært at kontrollere. Det handler om besiddelse af og handel med vilde dyr og planter og kaldes også CITES-direktivet. Der er i dag en omfattende handel med truede dyr, planter og produkter fremstillet af disse. Det er fristende for mange af den vestlige verdens rige turister at tage sjældne orkideer eller sko af ægte krokodilleskind med hjem i rejsekufferten. Ligesom vores smag for eksotiske kæledyr er et stigende problem - dels fordi vi ikke ved, hvordan dyrene skal passes, og derfor ofte udsætter dem for vanrøgt, dels fordi det kan true artens overle- velse i naturen, hvis den indfanges i stor målestok. Med det nye forslag forbydes eller begrænses handelen med visse arter af dyr og planter for at sætte en stopper for indkøb af den form for souvenirs og kæledyr. Endelig nåede vi til Seveso-direktivet. Der skal med det ny forslag skabes et endnu bedre grundlag for forebyggelse af uheld med farlige stoffer. Indehaveren af en virksomhed får nu udtrykkeligt pligt til at udarbejde en plan for forebyggelse af uheld, og der skal foreligge sikkerhedsrapporter fra de pågældende virksomheder. Offentligheden får også her større indsigt med vedtagelsen af det nye direktiv. Myndighederne skal nemlig offentliggøre det grundlag, de anvender, når de tager stilling til, om en virksomhed har truffet de fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Jeg havde jo tidligere bestemt mig for at bruge dette forslag som testcase, fordi det var det første forslag, jeg havde i parlamentet, så jeg har været interesseret i at se, hvor hurtigt det kunne gå igennem. En måneds tid før rådsmødet spurgte jeg til det og fik at vide, at det lå tungt. Det har jeg så fulgt op på adskillige gange, og det lykkedes at få det igennem. Her har jeg haft nogle meget, meget gode medarbejdere fra DG 11 - en græker, der var hovedansvarlig, og en brite. De var også glade, da det gik igennem. Det viste mig jo så, at det er muligt at få forslagene kørt igennem. Nu har jeg aftalt med Laurs, at han snakker med DG 11 for at finde ud af, hvad de medarbejdere så skal lave bagefter. Jeg vil gerne være sikker på, at medarbejderne selv har glæde af at få forslagene igennem men vi er selvfølgelig strengt taget ikke helt ved vejs ende. Vi diskuterede selvfølgelig også hele spørgmålet om dumpning af olieboreplatforme. Den engelske minister var tydeligvis rystet over, at Shell, dagen før rådsmødet startede, havde bøjet sig for det enorme pres fra den europæiske offentlighed og derfor havde opgivet dumpningen af Brent Spar. Det lykkedes imidlertid ikke at lave en resolution om dumpning af olieboreplatforme, men det havde jeg heller ikke ventet. Hvis vi i rådet skal lave en udtalelse, skal vi alle være enige, og situationen i rådet var 14 mod 1. Men det vigtigste er da også, at Brent Spar ikke bliver dumpet og dermed ikke kommer til at danne præcedens for de andre ca. 400 installationer i Nordsøen. Jeg tror faktisk ikke, at der er andre olieselskaber i fremtiden, der har lyst til at forsøge sig med at dumpe gamle olieboreplatforme i havet. Og endelig fik vi grønt lys for at få vedtaget ændringerne til Baselkonventionen. Herligt at det kom på plads. Det har også været en slags indledning til det meget større kompleks om affaldsbehandling i det hele taget. Det arbejder vi med, og jeg regner med at kunne lægge noget frem i 1996. Det var i sidste øjeblik, vi fik vedtaget et forhandlingsmandat på EUs vegne, når landene bag Baselkonventionen skal mødes i efteråret. Nu kan jeg tale på alle 15 landes vegne, når alle parterne i Baselkonventionen mødes til september. Jeg er udmærket klar over, at bl.a. USA vil stritte voldsomt imod EU-landenes holdning. På den baggrund er et enstemmigt vedtaget mandat et klart, utvetydigt signal om, at EU står sammen om ændringsforslaget. Herudover var der en redegørelse for udviklingen i Øst- og Centraleuropa, som jeg selv synes er vigtig. Min nye medarbejder, Hans Georg Gerstenlauer, havde arbejdet mægtig godt med det. Det er meningen, at der skal følges op på det. Dels fordi der er Sofia-konferencen i november, dels fordi det er min indgang til at kunne følge den overordnede debat om medlemskabet for Øst- og Centraleuropa. Så der skal foreligge en større rapport på mødet i december. Den nye franske miljøminister, Corinne Lepage, gjorde det vældig godt. Hun har aldrig været aktiv politiker, før hun blev udnævnt til minister efter det franske præsidentvalg i maj, men var superforberedt, kørte møderne åbent og demokratisk og var også god til at skære igennem og få en løsning på problemerne. Det var nyttigt, at jeg havde været på besøg hos hende tidligere på måneden, og Laurs konstaterede, at det havde været nyttigt også for ham. Vi arbejdede virkelig fint sammen, og jeg fik hende til at lave 2 pressemøder, så der kom også en del igennem i medierne. Jeg havde Laurs, Niels Remmer, John Iversen og Laurs' sekretær, Kirsten, med. De fungerede mægtig fint, og det var Niels' fortjeneste, at vi fik gjort Baselkonventionen helt færdig, så den ikke skal op i rådet igen. Det er også en fornøjelse at have Laurs ved siden af. Han er godt inde i sagerne og lynhurtig til at finde formuleringer og tekster, når der er brug for det. Da vi var færdige fredag ved frokosttid og også havde talt med pressen, gik Laurs og jeg en tur i Luxembourg, før vi tog flyet til Nice. Det kneb for de fleste miljøministre at gennemføre mødet begge dage. Nogle klarede kun den første dag, og den engelske miljøminister John Gummer kom kun om eftermiddagen den første dag, talte, skrev på computer under møderne og var så væk igen. Men han nåede da at prøve at genere Svend Auken, så de røg ud i et heftigt mediecirkus om, hvorvidt det var Storbritannien eller Danmark, der var de største miljøsvin. Meget underholdende for pressen, men det havde ikke spor med mødet at gøre. Onsdag aften var vi til middag hos den nye danske ambassadør i Luxembourg, Michael Bendix, og hans kone, Inge Hammerich, som jeg kender lidt på forhånd. Vi skulle sige farvel til Niels Henrik Sliben, der har været nummer to mand på repræsentationen i Bruxelles og dermed haft ansvaret for miljø. Han går nu over i rådssekretariatet, og der kan vi nok have glæde af ham. Det var en hyggelig middag, og jeg fik en fin snak med Svend. Det er tydeligt, at vi begge gør os umage for at få det til at fungere godt i forhold til hinanden, og også at vi kender hinanden så godt, at det lykkes. Han gør det fremragende på møderne, men kan godt irritere kollegerne - som nu den engelske miljøminister. Torsdag aften spiste vi fra kabinettet sammen på hotellet, hvor vi bor. Det var en dejlig middag, og vi fik snakket godt sammen og fejret den første dags resultater. ... Efter rådsmødet gik turen til Nice, hvor det internationale socialdemokrati, PES, havde møde lige før det officielle topmøde. Det regnede, da vi ankom. Ja, regnede! Det var helt besynderligt. Koldt var det ikke, så man blev hurtigt tør igen efter regnen, men det var noget skuffende, efter at det har regnet og regnet i Bruxelles, og vi havde sat næsen op efter lidt fransk middelhavsklima. Heldigvis blev det pænt vejr dagen efter. Det meste af lørdagen var fridag, så Laurs og jeg fik talt en hel del af de sager, der havde hobet sig op, igennem. Ved frokosttid kørte vi til Cannes, fordi jeg havde lovet Ulla Terkelsen fra TV2 at lave interview med hende. Hun arbejder stadig med udsendelsen om, hvad en kommissær laver. Hun har optaget metervis af bånd, så det er spændende, hvad det kan blive til. Lørdag aften startede mødet med PES. Det begynder altid med en middag, hvor alle partilederne er - og også de socialistiske kommissærer. Det var første gang, jeg traf Tony Blair - det var svært at få et indtryk af ham, også selvom han sagde noget på mødet. Det helt overvældende indtryk var, at ingen af formændene ville noget med Europa, alle talte om vanskelighederne med befolkningerne, at man endelig ikke skulle gå for langt, at man måtte passe på både det ene, det andet og det tredje. Der var ikke det fjerneste gå-på-mod, men kun opgivenhed. Det var en usædvanlig trist oplevelse. Det går selvfølgelig slet ikke at få noget i gang i Europa, hvis socialdemokratierne opgiver og synes, at det er nok, hvis bare vi alle er medlemmer. Under middagen var der f.eks. en diskussion om et dokument, der var udarbejdet af et par medlemmer, om socialisternes oplæg til regerings- konferencen 1996. Det var ikke noget specielt radikalt papir, men der var stor bekymring for, om det skulle offentliggøres!! Det burde da være en ren selvfølge, og det burde kunne give anledning til bekymring, hvis ingen medier gad skrive om det. Men der er i moderne socialdemokratisk politik tilsyneladende stor angst for at vække opsigt. Jeg bliver nødt til at have det tænkt meget bedre igennem og finde en mere offensiv socialdemokratisk strategi. Kun min medkommissær Karel van Miert gik i rette med den opgivende holdning. Den er så udbredt, at vi kommer til at tabe alt for meget, hvis den fortsætter. Det er selvfølgelig helt umuligt at få folk med, hvis man ikke selv tror på det. Kronborg Mandag den 26. juni Jeg fik flyttet rundt på mine møder, så jeg har en fridag i Stestrup i dag. Det gik op for mig, at jeg simpelthen havde ligget vandret i luften - også i weekenderne - og at jeg bliver nødt til at huske, at jeg også skal have tænkt og slappet af. Det er det mest bedårende vejr. Strålende solskin og haven står i et flor af blomster. Jeg spiste morgenmad ude på græsset med store blomstrende ildrøde valmuer og den gulligt/hvide Eica-rose i fuldt flor. Det er også dejligt at se, i hvor fin form far og mor er. Mor luger løs, og urtehaven strutter af sundhed, far er ved at lægge fliser nede ved hindbærrene, men nyder også bare vejret. Lige nu er han ude og gå sin morgentur med Goya. Jeg gik selv en lang tur, da jeg ankom i går aftes. Det var helt stille og varmt, så jeg kunne spadsere af sted uden overtøj. Bagefter fik vi os en godnat-øl ude i gården. Så ved midnatstid faldt jeg i en dyb, god søvn. Det havde også været en lang dag. Men endnu en, der gik godt og bare bidrog til, at jeg har det dejligt med det, jeg laver. Jeg ankom kun lidt forsinket til København i går. Flyturen var ukompliceret og behagelig. For det første fik jeg skrevet på computeren, for det andet fik jeg læst. Jeg er ved at læse John Irvings bog 'Barn af et cirkus'. Den er underholdende. Jeg har ikke læst ham før, men fik den forærende for nylig - og det er så dejligt at sidde i flyet og fortabe sig i en roman. Det betyder, at jeg er ligeglad med forsinkelser og for den sags skyld også med de andre passagerer. Tit kan jeg så også lade være at spise ret meget af maden og bare tage lidt brød, ost og så den lille champagne, som jeg synes horer med til flyturene. Dernæst gik det direkte til Kronborg, hvor jeg skulle tale for Dansk Samvirke. Der var omkring 400 mennesker i riddersalen på Kronborg, og det er tydeligvis nogle af de samme mennesker, der kommer til Rebild-festerne. Jeg havde en fin tale, som først og fremmest Christine Dalby var ansvarlig for. Hun er god til, når vi har haft en lille snak, at få det omsat til en fin tale. Bagefter var der et glas og så middag om aftenen. Min medtaler var Karsten Borch. Han var nærmest modstander af EU. En slags Thatcher-fan. Det lød ikke overbevisende, da han talte, men jeg fik lejlighed til at diskutere lidt mere med ham over middagen. Han havde haft nogle meget uheldige oplevelser især med den franske administration, der tydeligvis alene fremmer det franske. Det kan jeg også godt have lidt fornemmelse af, så jeg argumenterede, at det jo ikke kunne nytte noget, at vi mente, at f.eks. et amt skulle væk fra Danmark, fordi det havde en elendig administration. Opgaven måtte jo være at gøre den bedre, og her manglede Danmark så ganske og aldeles en personalepolitik, ligesom mange andre lande gjorde det. Dette i modsætning til franskmændene og briterne, der er meget bevidste om det. Det var en af de ting, jeg talte med Nyrup om, sidst han var i Bruxelles, men som jeg vist desværre vil blive alene om at gøre noget ved. Søren er censor ved Roskilde Universitet i dag, og det er meningen, at jeg skal hente ham, når han er færdig der. Det er også ved at være på høje tid, at han får kikket på bierne. Det er et problem, når vi ikke er her så meget. NGOerne Bruxelles den 28. juni Kommissionens møder ligger nu kun om formiddagen, fra klokken 9.30 til 13.00, efterfulgt af en frokost. Det er rart, at jeg kun behøver at afsætte formiddagen, for nu har jeg kunnet få briefingen af kabinettet efter mødet ind i en fast ramme, og onsdag eftermiddag tager jeg også det ugentlige møde med de danske journalister. Det er nu meget spredt, hvor mange af dem der kommer, men så kan jeg jo på den anden side få lavet noget andet. Her i dag var der kun 2. Lidt komisk, når man tænker på, hvor stort et problem, de syntes det var, da jeg ikke holdt faste møder! På kommissionsmødet havde vi en længere snak om unionens forhold til Kina. Leon Brittan havde udarbejdet en udmærket rapport, men vi var flere, der gerne ville have nogle stærkere formuleringer om menneskerettighedssituationen og Tibet. Vi havde også en kort lille ordveksling om kommissionens kvindepolitik/ligestillingspolitik. Vi har i arbejdsgruppen besluttet, på Erkki Liikanens opfordring, at øge antallet af kvinder på topstillinger fra 14 til 16 pct. - ret beskedent, skulle man synes. Men nej, det havde været for meget for alle de mandlige kabinetschefer på ugens hebdo, så jeg syntes, jeg måtte tage det op igen i dag og gøre det klart, at det fremsatte krav måtte være et absolut minimum. Laurs må derefter følge det op på sine møder. I mandags fløj jeg tilbage til Bruxelles. Det er meget behageligt med den morgenforbindelse, og med i flyet var en af medarbejderne fra udenrigsministeriet, Ole Moesby, som jeg kendte fra Cairo - en ualmindelig dygtig fyr, så vi fik en god lang snak. I morgen skal jeg møde EPE, European Party for the Environment, der er en paraplyorganisation for alle de forskellige NGOer i Bruxelles. Vi skal diskutere det 5. handlingsprogram for miljøet, og jeg er meget interesseret i at høre, hvad de har af forslag til forbedringer og gode ideer til, hvordan vi kan nærme os de mål, vi har sat, hurtigst muligt. Det er i det hele taget vigtigt at holde en tæt kontakt til NGOerne. De er engagerede i det, de laver, og har en god kontakt til borgerne. I dag engagerer folk sig meget mere i enkeltsager, de kan gå ind for, som f.eks. at sørge for et bedre miljø inden for et eller andet bestemt område. Alle de kræfter og al den foretagsomhed drejer det sig om at få det bedste ud af. Et af de klareste eksempler på, hvordan NGOer formår at samle folk for en sag, er selvfølgelig historien om Brent Spar. Greenpeace gjorde opmærksom på det, der skulle ske, og aktionerede imod det, men derefter var det den europæiske forbruger, der tog affære. Det er meget opmuntrende at se, at folk i hele Europa har så stor respekt for deres miljø og gerne vil hjælpe til med at rette op på forholdene Arbejde og ferie Lørdag den 1. juli Det var først, da jeg begyndte at skrive, at det gik op for mig, at det var blevet 1. juli. Mærkeligt så lille fornemmelse jeg har af tiden. Den ene dag kører med fuldt drøn efter den anden, og når jeg ikke er i Danmark, har jeg overhovedet heller ingen fornemmelse af, at det skulle være ferie. På en måde er det meget rart. Der bliver nemt noget oppustet over ferie: Ih, nu skal vi alt det, vi ikke har nået til daglig, ih, hvor skal vi holde fri, ih, hvor skal vi bare dase, ih, hvor skal vi slet ikke lave noget som helst, ih, hvor skal vi straks styrte til et helt andet sted. Det hænger vel sammen med lønmodtageridentifikationen. Man arbejder på en måde for at holde fri. Det var meget tydeligt i min barndom, hvor min far altid fastholdt, at han arbejdede for at tjene penge til os, men at han kun rigtigt levede livet, når han havde fri. Og ferien var det helt store clou. Sådan er mit eget liv jo slet ikke. Jeg har ikke den opdeling mellem ferie og arbejde - det glider over i hinanden. Det vil sige at der indimellem er tid til andre ting: en formiddag i en fremmed by, gæster der kommer på besøg, fordybelse i en bog, musikalske oplevelser, men ikke et længere tidsrum, hvor livet leves i modsætning til arbejdsdagene. De to ting er integrerede dele af mit liv. Jeg nyder livet, mens jeg arbejder eller måske snarere som en del af mit arbejde, og jeg har slet ikke den skillelinie imellem fritid og arbejde. Arbejdet er det, der er sjovt - også i relation til andre mennesker. Det er sjovere at møde mennesker, når det har et specifikt formål, når man har en relation til dem, end når man bare mødes i en eller anden social sammenhæng. Det kedeligste i verden er almindelig konversation. Det får jeg meget hurtigt nok af. Helle Degn kom i går med sine to sønner, Bo og Jan, så de fik lige set kontoret i Breydel og hilst på kabinettet. De bor her, men de sover længere, end jeg gør, så derfor er der tid til at få skrevet lidt her til morgen. Ulla Terkelsen holdt mid dag i går, fordi Uffe Elle mann og Alice Vestergaard var på vej hjem fra deres ferie i Normandiet. De hav de været rundt og se på slagmarkerne, først og fremmest fra 2. verdens krig, men også fra første. Det er meget tankevækken de at se den slags steder. Også kysterne. Jeg husker endnu Omaha Beach, hvor det var nemt at forestille sig, hvor rædsomt det må have været at blive sat i land og så skulle klatre op ad nogle skrænter, hvor fjenden stod ovenfor og bare pløkkede løs. Nu er der en deløse rækker af kirkegårde med række efter række af hvide kors med unge ameri kanske mænds navne. Uffe så ud til at have det fint, og nu glædede han sig til at komme hjem og gå imod de franske prøve sprængninger. Han mente, at regeringen havde optrådt helt utilladeligt svagt. Jeg konstaterede, at det var ret interessant, så mange akti vister der dukkede op for tiden! Her i Bruxelles og i Belgi en er der intet i medierne om prøvesprængningerne, men hjemme er aviserne fyldt det virker, som om det er Brent Spar-aktionen, der bare kører videre. Noget i retning af, at nu gik det lige så godt med protesterne - så er det godt, at der er noget nyt at protestere mod. Jeg synes, sagerne er vidt forskellige, og tror ikke, der kan komme det samme ud af atomprøvesprængningsprotesterne. Franskmænde ne er sværere at påvirke. En virksomhed mærker meget hurtigt forbrugerprotester ne på sin pengepung. Det gør et land ikke. Ikke desto mindre har jeg selvfølgelig også tænkt mig at gøre, hvad jeg kan for at tage afstand. De er helt meningsløse, og det er et typisk eksempel på en ny statsleders behov for at vise muskler, så folk er klar over, hvor stærk en mand, de har valgt. Vores kaospilot, Vibe, havde sin sidste dag fredag. Hun har klaret det fint i de tre måneder, hun har været her, men det er tydeligt, at travlheden i kabinettet gør det svært for os at give den støtte og vejledning, der skal til for sådan en ung person under uddannelse. Jeg har altid syntes, at Uffe Elbæk gjorde en fin indsats med kaospilotud dannelsen i Århus. Så der for tilbød jeg, at vi kunne have en praktikant. Vibe skrev selv i sin rapport, at hun havde fået testet sig selv, sin egen evne til at finde ud af, hvad der skulle til. Og det er selvfølgelig en pæn måde at sige, at hun har været meget overladt til sig selv. Mellem linierne anede jeg, at det havde været lidt en somt. Det må jeg nok prøve at være lidt opmærksom på - også i forhold til stagiai rerne. Det er unge kandida ter - eller næsten kandida ter - fra universiteterne, der fungerer som prakti kanter hernede, både i kabi netterne og i generaldirek toraterne. Henrik og Flemming, som vi har nu, er det gået vældig fint med - de har deres sid ste måned i juli. De er dygti ge og har været godt med. Fra 1. oktober får vi så to nye. I det næste halve år er Marianne Thyrring sous chef, så jeg vil se at få talt med hende om, hvordan vi skal tilrettelægge den næste periode med stagiairerne. Det meste af lørdagen daskede jeg bare rundt med Helle, Jan og Bo, og jeg fik kikket lidt butikker i det kvarter, hvor jeg bor. Det er et dejligt kvarter, men jeg har endnu ikke haft tid til at finde ud af, hvor de har noget, jeg synes om. Om eftermiddagen gik Helle tur med sønnerne. Det er dejligt at se, hvor godt de har det med hinanden, og om aften en spiste vi sammen. Søn dag formiddag tog Helle til Canada, og Bo og Jan kørte til Danmark. Jeg fik tid til at forberede turen til Spanien. Jeg fik også ringet med min sekre tær Hanne. Hun ser heldig vis ud til at være faldet helt godt til. Det har indimellem været svært. Det er simpelt hen vanskeligt at skulle flyt te til et nyt land, hvor man ingenting ved og ikke kend er nogen. Det er helt afgø rende for mig, at jeg har hende. Det er igennem hen de, at jeg kan få styr på de mange, mange aktiviteter, der kører, og så er hun en god ven. Det har heller ikke været helt let for hende på arbejdspladsen. De fleste af de gamle sekretærer var stærkt skeptiske, og det er tydeligt, at Hanne har måttet kæmpe nogle ting igennem, som jeg ikke har hørt om. Det giver i det hele taget nogle problemer med sekretærerne. Jeg bestemte jo i sin tid sammen med Laurs, at vi beholdt de sekretærer, der havde arbejdet i Christophersens kabinet, og som gerne ville blive, mens vi skiftede hele kabinettet ud. Laurs tog selv Kirsten med fra Repræsentationen, og det har vi været glade for. Men de sekretærer var også dygtige og jeg mente, at det ville være sværere for dem at få et andet job, og at det ikke kunne skabe større vanskeligheder at overgå til en anden form for arbejde. Det tror jeg, var forkert. Vi skulle have sagt, at de måtte søge på linie med andre. Den måde, vi arbejder på, er alligevel helt anderledes end den der gjaldt under Henning Christophersen. Vi laver mere end dobbelt så meget, så de har overhovedet ikke den tid, de havde før til at snakke med hinanden, bruge de to timers frokostpause med meget mere. Og området, vi dækker, er nyt og med meget, meget mere lovgivning. Det er selvfølgelig svært at omstille sig til så radikalt anderledes en arbejdsplads - også selvom de alle er meget kvalificerede. Lorna Hoe, der har været sekretær for det danske kabinet lige siden Gundelach, er på udkig efter nyt arbejde, og det er nok en god ide, for det har været svært for hende at omstille sig til de nye forhold. En af pigerne i arkivet holder op, fordi hun synes, der er for meget at lave. Hun er ikke mere glad for arbejdet, synes ikke, hun kan få styr på det, og det, tror jeg, er helt rigtigt. Der kommer så meget mere materiale fra DG 11, og antallet af breve er steget umådeligt meget. Hun vil tilbage til Danmark og har vist fået ansættelse i landbrugsministeriet. Det ville være fint, hvis det betød, at vi fra 1. september havde to stillinger at gøre godt med, for så kan vi rigtigt få det tænkt ordentligt igennem, og vi ved jo lidt mere om arbejdsbyrden nu. Spansk formandskab Søndag den 2. juli Det er så allerede anden gang, jeg er til møde med formandskabslandet. Denne gang er det Spanien, og mødet finder sted i Madrid. Det vil sige, at hele kommissionen mødes her. Det er et lidt mærkeligt arrangement set fra kommissionens side, fordi kommissærerne ikke må tage nogen med, mens både generalsekretær Williamson, hans næstkommanderende, chefen for den juridiske tjeneste, chefen for talsmandstjenesten og Santers egen kabinetschef er med. Jeg synes egentlig, at det er en dårlig konstruktion, for selvfølgelig er der brug for, at vi kommissærer også har en af vores medarbejdere med. Ideen er jo, at vi skal drøfte det kommende års samarbejde med formandskabet, men da jeg skal tale med Borrell, den spanske miljøminister, så går det. Jeg har kun ca. en halv times tid med ham, men han er partifælle og spændende at tale med, så det skulle ikke give kvaler. De fleste andre kommissærer har også haft kontakt til de forskellige ministre. På Leon Britten forstod jeg, at det før i tiden i højere grad havde været en social begivenhed, hvor kommissærerne havde deres ægtefæller med. I aften er der først en buffet og dernæst en forestilling. Det lød ikke, som om der var nogen af de andre kommissærer, der vidste meget om den. Anita mente, at det var dans, mens jeg havde hørt, at det var opera, så nu må jeg jo se. ... Det viste sig at være forskellig operaoptræden udendørs i en park. Uheldigvis gav det sig til at blæse ganske stærkt, så der var flere, der frøs. Til alt held havde jeg taget tøj med, der inkluderede en jakke, så jeg kunne fint holde varmen. Optrædenen var udmærket, men lidt for ukendt til at jeg helt fik noget ud af det. Programmet, vi fik ved ankomsten, var kun på spansk. Det er nu mandag, og vi er på vej hjem i taxaflyet. Der er så meget plads, at vi har hver sit sæde, så jeg har bestemt mig til at få skrevet lidt. De fleste andre kommissærer sover, fordi vi sluttede mødet med en fin frokost med en del god spansk rødvin. Vi deltog alle i mødet i dag med undtagelse af Pinheiro, som de siger slås med et for højt blod tryk. Martin Bangemann var der heller ikke, men det er efterhånden mere sådan, at jeg undrer mig, når han er der. Det er en skam, at han ikke kommer så tit, for han virker som en meget kyndig og også interessant person. Formiddagen gik godt, men var ikke overvældende interessant. Der bliver nemt noget meget formelt over disse møder, og for mig er det klart en ulempe, at Borrell også er minister for transport og byggearbejder. Det betød, at han også skulle se Neil Kinnock, og dertil kom, at Monika Wulf-Mathies også ville se ham. Men en god halv times snak fik vi da, og jeg blev klar over, at jeg skal have overvejet vandproblematikken nok en gang - også fordi det kan spille ind med de penge, de får via Cohesion-fonden, på dansk vistnok kaldet samhørighedsfonden. Fonden skal både sørge for udvikling af infrastrukturen og forbedre miljøet i Spanien, Portugal, Grækenland og Irland. Det er et problem, at landene hellere vil bruge pengene til prestigeprojekter, som store vejanlæg, end at sørge for rensning af drikkevandet eller gavne miljøet på andre områder. Bagefter samledes hele kommissionen med den spanske regering. Det var ikke noget godt møde, for vi tog alle områderne et efter et. Det var den spanske regering, der lagde ud med spørgsmål, og os, der svarede. Det var kedeligt og tog også lang tid. Jeg kunne holde mig vågen blandt andet ved at studere de forskellige måder, det foregik på. For eksempel talte den spanske landbrugsminister længe og meget omhyggeligt. Sjovt, hvordan disse poster næsten altid går til teknikere. Det var en skam, jeg ikke mødte Edith Cresson, mens hun var landbrugsminister, for hun må bestemt have gjort det på en helt anden måde. Det var tydeligt, at manden vidste, hvad han talte om, men han havde overhovedet ingen fornemmelse for at fremlægge sine synspunkter, så vi blev interesseret i, hvad han fortalte. Vi sad i et stort lyst og moderne rum. Det var meget neutralt og kun udsmykket med bonsai-træer, der stod på glasborde i hjørnerne. Historierne ville vide, at det var Felipe Gonzalez himself, der interesserede sig for bonsai-træer, og at det skulle være hans foretrukne hobby. Det er muligt, men det er lige så klart, at det ikke kan være ham, der går rundt og klipper alle de små rødder. Det er simpelthen et kæmpearbejde. Så der må stå en ganske kyndig gartner bag. De var ualmindelig flotte, og der var mange forskellige træsorter. Gonzalez selv havde kun en helt almindelig indledning uden nogen form for politiske bemærkninger. Han virkede stadig som en spændende mand, men der var ingen energi i ham, der var ikke nogen politisk vilje. Nu skulle Spanien være formandsland, men han ønskede ikke at bruge det til noget. I det hele taget er det svært at få øje på nogen ledere, der vil noget - andet end at holde den gående og være f.eks. statsministre. Det gør det meget svært for dem at overbevise befolkningerne. Jeg tror, at det var Thatchers styrke. Hun ville noget. Hun var villig til at slås for det, hun ville opnå, til at fyre folk og til at slå et slag for det, hun troede på. Jeg var stort set altid uenig med hende, men fuld af beundring over den energi, hun fastholdt igennem alle sine år ved magten. Den havde Gonzalez ikke noget af. Mens jeg sad og kedede mig over de forskellige indlæg, der ikke rummede nogen form for nye oplysninger, kom jeg i tanke om engang, hvor Gonzalez var i København. Det var endnu, mens Anker var formand for gruppen, men han var ikke i landet, og Gonzalez var på officielt besøg og havde ønsket at møde sit søsterparti. Så det blev Knud Heinesen, Svend Auken og mig, der fik lov at møde ham. Knud Heinesen var leder af vores lille ekspedition. Morgenmadsmødet foregik på Hotel Scandinavia i den suite, Gonzalez boede i, og der var et meget stort og lækkert morgenbord. Vi satte os og begyndte at tale sammen - der var tolk på, for Gonzalez syntes ikke, at han kunne tale nok engelsk. Tjeneren serverede indimellem kaffe, men ikke andet. Vi ventede og troede, at Gonzales på et tidspunkt ville begynde at spise af den dejlige morgenmad. Intet skete. Han talte. Vi talte og halvt hen i mødet kom tjeneren med en stor cigar til ham, som han straks tændte. Vi sad stadig og kikkede længselsfuldt på maden. Ingen startede. Vi gik uden at have rørt den mindste smule. Svend Auken og jeg styrtede tilbage til Folketinget og direkte i Snapstinget og fik kaffe og rundstykker. Tænk, at man kan være så fjollet, og tænk, at Gonzalesz ikke engang syntes, at han skulle sige vær så god. Nu sad jeg her i Madrid sammen med kommissionen og tænkte, at jeg nok skulle huske at spise frokost, selvom der ikke var nogen, der sagde vær så god. Der var det sædvanlige set-up ved mødet med masser af pressefolk. De tog dels det sædvanlige familiefoto og dernæst blev de lukket ind, hvor vi sad om det firkantede bord i tre forskellige hold, for at tage billeder. Efter mødet var der pressemøde mellem Gonzalez og Santer, hvor det mest var Gonzalez, der talte. Vi kommissærer kunne se det på en tv-skærm, der meget praktisk også oversatte til engelsk. Bagefter fik vi frokost, og nu er vi så på vej hjem. Jeg benyttede tiden i flyveren til blandt andet at nævne for Santer, at vi ville have vanskeligheder med Zoo-direktivet. Det har jo været underlagt subsidiaritets-princippet. Det vil sige, at det blev besluttet i den gamle kommission, at det skulle frem som en meddelelse og ikke et direktiv, men parlamentet vil have det som et direktiv. Vi har haft det til en første runde blandt de andre generaldirektorater og kabinetter og mødt stærk kritik fra den juridiske tjeneste, så jeg bliver nødt til at have en politisk løsning på det. Santer lovede at sondere terrænet i Strasbourg i næste uge, og så måtte han og jeg vende tilbage til det. Meta og Minna Lørdag den 8. juli Meta og Minna sover. Vi var i går ved stranden i Knokke og bestemte, at i dag skulle de have lov til at sove lige så længe, de overhovedet ville. Nu er klokken 10, og de sover nok et par timer endnu. Jeg har fået skrevet artiklen til Socialdemokratiets bog om demokratiet færdig og tænkte nu, at jeg kunne få ført dagbogen ajour. Meta og Minna kom i tirsdags. Jeg gav dem en uge her i Bruxelles i konfirmationsgave, så de flyver selv ned og hjem. Det var også spændende for dem, især fordi de måtte klare sig ud af flyet, selv hente deres bagage og gå igennem paskontrollen, hvor de blev hentet. Om aftenen var vi på Grand Place og så et større historisk optog, Ommegang hedder det, og det var flot at se med masser af mennesker klædt ud i historiske dragter. Grand Place var lavet om, så der stod høje rækker med stole, hvor der kunne sidde masser af mennesker, og i lidt mere end to timer defilerede optoget forbi. Det var helt tydeligt, at 'tøserne' syntes, det var sjovt at se. Næste dag var kommissionsdag, så Hanne havde lovet at tage sig af dem indtil ved tre-tiden, og så måtte de derefter vente, til jeg kom hjem, eller selv kikke lidt rundt. På kommissionsmødet havde vi igen en større diskussion om ligestilling, og om hvordan vi fik flere kvin der på ledende poster. Jeg havde brokket mig allerede ugen før, og nu blev det taget op igen. Først og frem mest fordi kabinetschefer ne, der alle er mænd, havde forringet det forslag, ar bejdsgruppen, som jeg også er med i, var kommet med. Laurs var den eneste i sel skabet, der havde taget for behold. Mens vi var i Spa nien, fik jeg briefet både Edith Cresson, Anita Gra din og Neil Kinnock, så jeg vidste, at jeg ville få støtte, når jeg nu gik til den, og det lykkedes os da også at få ændret teksten igen, så ge neraldirektørerne er for pligtet til at forklare, hvis de ikke kan finde nogen kvin der. Det var en tankevæk kende diskussion, fordi den fuldstændig lignede de dis kussioner, jeg har haft i Danmark igennem de sidste 20 år. Alle de samme argu menter blev fremført: Hvad skulle man dog gøre, når der ikke var kvalificerede kvin der? Det kunne vel ikke væ re meningen, at man skulle vælge ukvalificerede medar bejdere for at få kvinder etc. i samme boldgade. Det fald er dem slet ikke ind, at det er dem, der indtil nu har diskrimineret kvinderne. Men det var dejligt at høre Edith Cresson, Anita og og så Neil gå til dem. Jeg kunne, selvom jeg virkelig har strammet op på mine forpligtelser, mens tø serne er her, ikke nå at være i lejligheden før klokken godt seks. Heldigvis i tide til at nå vores planlagte bio graftur. Tøserne havde fun det ud af, at de spillede 'Bat man forever', og vidste, at den først kom op i Danmark i august, så nu kunne de få den set før nogle af deres kammerater. Og så kunne jeg også få set en Batmanfilm. Den var underholdende nok og mindede i temaet om Greven af Monte Cristo, som jeg begærligt læste, da jeg selv var på tøsernes al der, 14 år. Hævntemaet. At få ram på dem, der gjorde en selv eller ens familie uret. Her i filmen spækket med lidt moraliserende bemærk ninger fra Batman - når man først havde hævnet, var man lige vidt, og man blev ikke spor mere lykkelig af det! Torsdag var pigerne ude at se Tervuren-museet - det er det afrikanske museum, som dækker Belgiens enga gement i Congo. Imens ar bejdede jeg - først og frem mest i et langt møde med DG 11. Om aftenen havde jeg in viteret alle i det danske ka binet hjem her i Rue de Namur. Vi er nemlig nu fuldtallige. Det var et stort selskab. Vi var 27 menne sker, men det var meget hyggeligt, og Meta og Minna fik også talt med flere af dem, og oven i købet engelsk med Hans Georg Gersten lauer. Vi kom sent i seng, for der skulle ryddes op bagef ter, og som sædvanlig var der en masse mad tilovers. Fredag havde jeg taget helt fri, for at vi kunne tage til vandet. Stranden ved Knokke skal være det bed ste, så der tog vi til og til bragte hele dagen der med at dase. Meta læste Stephen King og Minna 'En vampyrs bekendelser', og jeg fortsat te med John Irvings 'Barn af et cirkus'. Vi var helt fordybede, mens vi nød solen og blev lidt røde. Minna og jeg var også i vandet, det så dejligt ud, men jeg var i tvivl om det, for belgierne har meget dårlig rensning af deres vand. Det meste spildevand går direkte ud, så det er næppe sundt. Utroligt, at det MANGLER Zoologisk have Mandag den 10. juli Nu er det blevet mandag morgen. Vejret er stadig pragtfuldt, men meget varmt, så vi sover med alle vinduer åbne. Heldigvis nyder pigerne at sove i 'Museet'. I går tog vi til Antwerpen, direkte til den Zoologiske Have. Det var helt sjovt også for mig at se en zoologisk have igen. Det er mange år siden, jeg har været i en. Denne var pænt lavet, ligesom en have. Der stod i guiden, at det var en af Europas bedste, men tøserne og jeg var enige om, at der var mange af dyrene, der ikke havde meget plads. Jeg fik taget både en del video - så jeg har til den næste Søren Ryge-udsendelse - og almindelige fotografier. Det er tydeligt nok, at vi på fællesskabsplan er nødt til at interessere os for, hvordan dyrene behandles. Der kan foregå megen dyremishandling af hensyn til publikum og for at tjene penge. Som jeg nævnte for Santer på vej hjem fra Madrid, bliver det svært at få vedtaget et direktiv. Det var et stort spørgsmål i den gamle kommission, fordi man mente, at det spørgsmål måtte medlemsstatene selv tage sig af. Her kunne subsidiaritetsprincippet bruges. Nu har jeg lovet parlamentet, at der kommer et direktiv, men der er stadig mange i kommissionen, der modsætter sig forslaget. Vi var hjemme ved 18-tiden, og pigerne skrev lidt om deres oplevelser, mens jeg fik læst aviserne. Om aftenen spiste vi på en mexicansk restaurant, der ligger lidt nede ad Rue de Namur. Det kunne pigerne godt lide. I dag skal vi til formiddag ud og se Atomium, der blev bygget i anledning af en verdensudstilling i halvtredserne. Det er en kæmpestor model af et atom, og man kan komme op i det og nyde udsigten over Bruxelles. Derefter skal Meta og Minna i en stor video-butik, fordi de håber at kunne købe nogle videoer, man endnu ikke kan få i Danmark. Jeg skal have en halv arbejdsdag. I morgen tager de hjem igen, og jeg tager til Strasbourg. Det har været både sjovt og hyggeligt at have dem på besøg. Monsieur Bjerregaard Tirsdag den 11. juli i Strasbourg Det er stadig svimlende varmt, og her i Strasbourg er det trykkende og lummert. Det har givet mig en dundrende hovedpine, men hovedpinepiller har jeg ikke fået med, så jeg kan kun håbe, det går over. Chirac havde et dramatisk møde med parlamentet. Der var voldsomme protester mod hans atomprøvesprængninger. Det var helt fint, det er komplet uforståeligt, at franskmændene vil foretage otte atomsprængninger mere og så først underskrive aftalen om ikke at lave flere prøver bagefter. Der var plakater og faner, der blev hængt op, og adskillige mishagsytringer. Bagefter var der en frokost, som jeg deltog i. Det havde jeg været lidt i tvivl om, fordi blandt andet den socialistiske gruppe boykottede det, men jeg syntes på den anden side, det var sådan en flad måde at vise sin modstand på. Det har forhåbentlig mere effekt, at kabinettet har reageret ved at sørge for, at generaldirektoratet har skrevet et brev til de franske myndigheder, hvori vi beder om alle oplysninger om konsekvenserne af sprængningerne. Det har vi ret til ifølge Euratom-traktaten. Emnet er også på dagsordenen til mødet i kommissionen i morgen, og her forbereder jeg aktivt at kunne gå ind. Frokosten var ualmindelig dårlig. For det første havde de givet mig en invitation, der hed Monsieur Bjerregaard. Det er selvfølgelig også svært at vide, at der er kvinder i kommissionen! Og åbenbart checker protokollen ikke engang den slags, så det var også Monsieur Bjerregaard, der sad ved bordet! Der sad jeg så og overvejede, om jeg skulle tegne et lille overskæg for at passe bedre til mit bordkort. Efter en halv times ventetid dukkede Chirac op og gik direkte hen til bordet, hvor han skulle sidde, og vi gik i gang med at spise. Ved siden af mig havde jeg præfekten for Alsace - han talte meget lidt engelsk og kunne heller ikke høre. På den anden side af mig havde jeg den franske landbrugsminister. Han talte heller ikke engelsk. Jeg blev så irriteret over den sædvanlige franske arrogance, at jeg kun talte til dem på engelsk. De forventer bare, at vi andre skal kunne tale deres sprog, og da landbrugsministeren på et tidspunkt beklagede, at han ikke talte engelsk, sagde jeg, at det måtte da være dejligt at kunne bruge sit eget sprog og ikke, som os andre, være henvist til at skulle tale to eller tre fremmedsprog. Men da jeg talte på engelsk, blev der ikke meget konversation ud af det. Næsten ved slutningen af det rodede måltid - to af de franske ministre ved hovedbordet manglede - rejste Chirac sig og talte. Han sagde ikke andet, end at han nu havde oplevet parlamentet! Klaus Hänsch, præsidenten for parlamentet, svarede umådeligt høfligt tilbage, selvfølgelig på fransk - nej, der var overhovedet ikke tale om, at Chirac talte andet end fransk, og Hänsch ville åbenbart ikke insistere på at tale tysk, der er hans eget sprog. Klokken cirka 14.30 styrtede Chirac så ud ad døren, og vi andre kunne få kaffe. Jeg besluttede mig til at gå kort efter. Under frokosten sad Chirac ved siden af Santer, men de talte næsten ikke sammen. På den anden side havde han den franske borgerlige næstformand i parlamentet, og det var hende, han først og fremmest talte med. Jeg så ikke en eneste gang, at han snakkede med Santer, og det bekræftede det indtryk, jeg havde fået fra topmødet i Cannes. Forholdet mellem Chirac og Santer er dårligt, først og fremmest fordi Chirac er helt ligeglad med Santer og behandler ham sjusket og overfladisk. Alt i alt gjorde Chirac et meget dårligt indtryk, og jeg kunne ikke lade være at tænke på den formfuldendte og værdige måde, Mitterrand havde klaret den samme opgave på i begyndelsen af året. Der er virkelig meget stor forskel på de to præsidenter, og jeg tror ikke engang, at Chirac vil vokse med opgaven. Om eftermiddagen havde jeg spørgsmål i salen om rævesakse og bagefter møde med Round Tables' miljøgruppe. European Round Table of Industrialists er, som navnet siger, en sammenslutning af forskellige folk inden for europæisk industri, og de ville gerne diskutere blandt andet civil liability, som bedst kan oversættes med miljøansvar. Princippet om at forureneren betaler. De sagde stort set, hvad alle industrigrupper siger. De vil ikke have skatter. De vil have så få regler som muligt, men de vil gøre meget for miljøet, hvis de selv kan få lov at styre det ved diverse former for frivillige aftaler. Jeg behandlede dem pænt og gav løfte om fortsat dialog. I aften tager jeg bare en stille middag med Bolette. Det er i morgen tidlig, nemlig klokken 8, at jeg moder de danske parlamentarikere. Atomprøvesprængningerne Den 13. juli i Bruxelles Mødet med de danske parlamentarikere om morgenen er altid nyttigt og hyggeligt. Det er lidt forskelligt, hvor mange der kommer, og foreløbig har Schlüter ikke vist sig en eneste gang. Det er ellers en god måde at sørge for, at der er lidt kontakt. Vi har også fået det ind i en fast ramme, at jeg klokken 10 mødes med formanden for miljøudvalget, Ken Collins. Jeg har Bolette Weis Fogh med, og han har også 1 til 3 medarbejdere med. Vi snakker så lidt om, hvad der er på dagsordenen, og hvor vi er i forhold til hinanden. Jeg kan få oplysninger om parlamentets planlægning, og han kan tilsvarende få at vide, hvor langt vi er. Bolette og jeg havde et godt møde med formanden for de grønne i parlamentet, belgieren Lannoye. Det er tydeligt, at han ved, hvad han taler om, og jeg fik blandt andet aftalt, at han sammen med DG 11 skal drikkevandsdirektivet igennem, fordi han mener, der kan blive tale om forringelser i forhold til det, vi kender i dag. Og jeg prøver at holde meget fast i, at unionen kun regulerer opad - det skal blive bedre i alle landene - og ikke gør det nedad. Kommissionsmødet begyndte klokken 3, og det varede lige til ved ottetiden. Jeg var mest spændt på den drøftelse, vi skulle have om de franske atomprøvesprængninger. Det var Bangemann, der havde bedt om at få det på dagsordenen, men da vi nåede frem til mødet, sagde han pludselig, at han ikke havde bedt om at få punktet på. Det passede nu ikke, for jeg vidste allerede fra Laurs, at hans kabinet havde rejst det på sidste hebdo-møde. Ved mødets slutning, hvor det var tydeligt, at punktet så ikke blev behandlet, bad jeg om at få det på i næste uge. Jeg er godt forberedt til at tage det op. Hans Georg Gerstenlauer havde lavet en fin forberedelse allerede til i dag, hvor vi bruger bestemmelserne i Euratom-traktaten. Det vil sige, at jeg nu vil orientere mine kolleger. Jeg behøver ikke have nogen beslutning, fordi vi har beføjelserne. Den ekstra uge kan så bruges til at få lidt støtte fra nogle af de andre kabinetter. De danske journalister ventede, da mødet var færdigt. De ville have noget om prøvesprængningerne, og de blev ret sure, da der ikke var noget at sige. Jeg måtte da i hvert fald selv have en mening, blev de ved med at sige, og jeg kunne og ville kun svare, at det havde jeg da også, men jeg ønskede først at drøfte det med mine kolleger på et kommissionsmøde, før jeg gik videre med at udtale mig til dem. Dagen sluttede med middagen med socialisterne, der altid finder sted, når parlamentet mødes i Strasbourg. Denne gang var det den spanske udenrigsminister Solanas, der var gæst, og vi fik en lille snak om den ulykkelige situation i Jugoslavien. Ved godt 23-tiden kørte Bolette og jeg så til Bruxelles - hun havde nogle klagesager næste morgen, som hun meget gerne ville være der til, og det går også hurtigere at køre om natten, fordi der ikke er nogen trafik. Klokken var dog hen ad tre, før jeg kom i seng. Sommerstilhed Søndag den 16. juli Det er op ad formiddagen, og jeg er lidt sløv, for vi havde gæster i går. Søren havde lavet herlig mad, og det var hyggeligt, men det blev sent. Vi var ikke i seng før klokken 2.30, og jeg vågnede som sædvanlig ved sekstiden. Jeg brugte tiden til at få bugt med opvasken, før de andre skulle have morgenmad. Søren kom torsdag aften, men jeg havde en næsten mødefri dag, hvor jeg til gengæld fik ekspederet en del sager. John skal have sommerferie med sine børn nu, så vi var i presserummene og fik lavet teksten til mit næste indslag i DR-derude. Det skal handle om zoologiske haver i Europa. Jeg fik taget nogle fine billeder i den zoologiske have i Antwerpen. Sagen med de zoologiske haver har kørt temmelig længe i kommissionen. Dens holdning har generelt været, at her skal landene selv have lov at bestemme, det er jo ikke alt, unionen skal blande sig i. Parlamentet har derimod den modsatte opfattelse, at det er helt nødvendigt med et fælleseuropæisk direktiv for at forhindre dyremishandling. For mig at se ville det være fint med et direktiv på området, som parlamentet ønsker det - det er det mest regulære - men kan jeg ikke få tilslutning i kommissionen, vil jeg også kunne gøre noget fornuftigt omkring nogle retningslinier. Vi har meget, vi skal have på plads, før vi alle får ferie, men det er tydeligt, at der er mere stille i Breydel for øjeblikket. Jeg kæmper en indædt kamp for at få min nye bærbare computer, før jeg tager på sommerferie. Så har jeg ferien til at øve mig lidt i, hvordan den fungerer. Søren skriver på højtryk på sin Danmarkshistorie, så jeg regner både med at kunne få læst nogle papirer og komme videre med dagbogen. Almindelige arbejdsdage Tirsdag den 18. juli Mandag var en helt almindelig arbejdsdag, der gik med diverse møder og en hel bunke sager, jeg fik ekspederet. Jeg spiste frokost med Allan Larsson - den nye svenske generaldirektør i DG 5, der er Flynns direktorat - og Anita Gradin. Mest fordi jeg gerne ville have et indtryk af Allan. Jeg havde bedt Anita invitere os sammen. Han er tidligere socialdemokratisk finansminister i Sverige og har været aktiv i det socialistiske arbejde i Europa med at få lavet et beskæftigelsesprogram. Og så er han meget positiv over for miljø og regner det også som en vækstfaktor. Det var hyggeligt at få en snak, men også tydeligt, at han nu prøvede at lægge det partipolitiske mere på hylden, så det er nok snarere i relation til generaldirektørerne, at jeg kan have glæde af hans forståelse for miljø. Om eftermiddagen havde jeg møde med nogle af NGOerne fra 'Friends of the Earth'. Det ser ud til at være nogle meget engagerede og dygtige folk. Jeg vil prøve også på europæisk plan at bygge et godt forhold til NGOerne op, og det, tror jeg bestemt, er muligt. Kresten Schultz Jørgensen, der arbejder på Politiken sammen med Tøger Seidenfaden, er her for at arbejde med den bog om demokratiet i EU, vi har bestemt os for at lave. Laurs har lavet et godt program for ham, hvor han virkelig kommer rundt. Kresten selv har allerede nu skrevet et godt oplæg ud fra alle kommentarerne til det sidste udkast, han lavede. Både Søren og jeg havde læst det ny udkast grundigt igennem, og det fik vi diskuteret om aftenen. Det kan blive et spændende bud på dels parlamentets rolle, dels at få argumenteret for flere flertalsbeslutninger, men også på at få gennemarbejdet problemstillingen med en føderation. Der er så meget logik, der taler for det, så mange ting, der ser ud til at kunne løses ad den vej, og så tror jeg alligevel ikke, at det nogensinde kan blive resultatet. På en måde er det påfaldende, så svært det er at tænke nyt om disse ting. Det bliver nemt enten en nationalstatsmodel eller også bliver det en føderation. Og det, vi har brug for, er at finde på noget helt nyt og anderledes. Det var et dejligt vejr, så Søren og jeg kunne slutte aftenen af med en øl på den lille terrasse. Dagen i dag var afsat til et langt møde med DG 11. Der er mange ting, der skal være færdige her op til sommerferien, så jeg måtte op lidt før seks om morgenen for at nå at læse de mange papirer. Det er godt, at jeg har genoptaget min gamle vane fra dengang, jeg både var folkeskolelærer og læste på universitetet. Det var mange opgaver til nationaløkonomi, der blev skrevet fra klokken fem og op til, jeg skulle møde klokken otte. Nu gør jeg det samme, men står almindeligvis først op klokken seks, så er jeg frisk i hovedet, kan forstå papirerne ordentligt og kan komme videre efter møderne med DG 11 uden at være alt for træt. Det giver mig 2,5 time i fred og ro. Jeg har store problemer med at få DG 11 til at overholde den tidsplan, de selv har sat op. For eksempel er de i gang med en stor øvelse om et Auto-oil-program. Det skulle have været færdigt i juni, men der bliver ved med at dukke ting op, der forsinker det. Og da det hænger sammen med to andre forslag, så bliver de også forsinket, og inden vi har set os om, ligger en hel bunke af vore forslag og hober sig op i november eller december. Det synes jeg er noget kludder, men det er svært helt at finde ud af, hvorfor det går så galt. Som sædvanlig om tirsdagen startede vi med et kabinetsmøde. John og Niels er på ferie, de har begge børn, der går i skole i Danmark, så de har ferie nu. Det er lidt svært at klare, at de ikke er her, fordi arbejdspresset er så stort, men vi skal jo også tage hensyn til, at folk kan få deres familieliv til at hænge sammen. Om eftermiddagen kom den spanske statssekretær Christina Narbona. Hun er meget kompetent og passer i meget stor udstrækning miljøområdet, fordi miljøministeren Borrell har for meget andet at se til. Hun og jeg fik sammen med vore embedsmænd gået hele det kommende halvårsprogram igennem. Det ser ud, som om spanierne har stor vilje til, at der skal ske noget, og at forslagene kan vedtages. I nogle af sagerne venter vi på parlamentet, så det er jeg også ved at tage op, og det havde hun også gjort i det møde, hun havde haft med Ken Collins. Et af problemerne er de mange vandforslag, som vi skal have koordineret bedre, og hvor det f.eks. for badevandsforslaget ser ud til, at ganske meget skal ændres. DG 11's vurdering er, at det gør det nemmere for mig, at ændringen sker i parlamentet, frem for at jeg skal tage forslaget tilbage i kommissionen og starte forhandlingerne der forfra. Om eftermiddagen havde jeg inviteret de danske parlamentarikere til en drink, for at de kunne træffe det samlede kabinet, men der var for mange afbud. Tydeligvis kolliderer parlamentets arbejde i juli også med de danske sommerferieplaner. Så jeg aflyste det og vil så tage det op i september og oktober igen. Det kan være nyttigt nok, at de to grupper kender hinanden, for selvfølgelig ligger der her en national forpligtelse. Om aftenen havde jeg inviteret nogle af de danskere, der arbejder med miljø i Bruxelles, sammen i Rue de Namur til et glas vin og lidt at spise. Vi blev 15, så det var kun lige, hvad der kunne sidde rundt om bordet, når det er trukket helt ud. Jeg havde bedt Jan Høst Schmidt, der tidligere var i Henning Cristophersens kabinet og nu er direktør i DG 2, om at indlede med at sige noget om cost-benefit og cost-effectiveness-undersøgelser på miljøområdet. Jeg tror, at vi skal bruge dem meget mere aktivt i miljøsektoren, og at det er forkert, når det hævdes, at de slet ikke kan bruges på miljøet. Det var en meget god og meget hyggelig aften, så det skal jeg følge op på i fremtiden. Mere om sprængningerne Fredag den 21. juli i Odense Det er smeltevarmt. Nu er klokken godt fem om eftermiddagen, og jeg sidder med alle vinduer åbne her på Karen Brahes vej, mens sveden stille siler ned ad mig. Jeg har lige været nede for at leje en cykel - min egen forsvandt, og det ville være rart i aften at kunne cykle ud til vores gamle hus på Skt. Klemensvej, hvor Knud Ryg Olsen og hans kone Anne Okkels nu bor. Det meste af dagen har jeg brugt på at besøge Viggelsø, hvor Odense Fjords kommuner har en naturskole. Jeg fik for lang tid siden et brev fra borgmesteren i Munkebo kommune, Palle Hansborg Sørensen, hvor han spurgte, om jeg ikke kunne have lyst til at se nogle af de gode ting, de lavede for miljøet. Det havde jeg, men havde ikke tid dengang, men nu kunne det passes ind med, at jeg var på Oure Idrætshøjskole i går aftes for at tale på deres sommerlejr. Det var jeg også sidste år, og det er hver gang en fin oplevelse - god diskussion og mange interesserede unge mennesker. Det er i det hele taget imponerende, hvad de har fået ud af den højskole - her mangler der ikke ansøgninger fra eleverne - men så kan de også sejle, surfe, spille tennis med meget, meget mere. I dag sejlede jeg med Svanen, der er en lille færge, som kommunerne har fået ombygget sammen med Lindøværftet med langtidsledige som noget af arbejdskraften. Her om sommeren sejler den med turister, der har lyst til at komme rundt i Odense Fjord og ud til Viggelsø. Der er også anlagt en cykelsti, så det er muligt at cykle hele vejen rundt om fjorden og i mundingen komme igennem med en lille færge. Det er en tur på 50 km. Øen blev i 1991 købt af Statsskovvæsenet og drives nu af det samt af de fire omliggende kommuner. Det er et dejligt sted, hvor den gamle hovedbygning er blevet sat smukt i stand og giver plads til en naturskole. Der er knyttet en naturvejleder til stedet, der hjælper skoleklasser, der kommer over til øen. Der er alt muligt grej fra forskellige former for fiskenet til måleinstrumenter og en computer med et program, hvor det er muligt at se fuglene og høre dem synge. Vi var også en tur ude ved et fugletårn, som blandt andet Klintebjerg efterskole havde været med til at bygge. Herfra kunne man se det meget lave land, der var blevet inddæmmet, men som nu igen skulle gøres til vådområde. Det var alt sammen meget imponerende. Det er dejligt at se, hvor meget socialdemokratiske borgmestre i dag går op i miljøet. Der er sket meget i Danmark i de sidste år. I torsdags fløj jeg til Danmark fra Bruxelles. Jeg tog over Billund, og Søren hentede mig. Derefter kørte vi - med den forsinkelse flyene efterhånden altid har - til Brørup Vandmølle, hvor vi spiste frokost. Det var et yndigt sted, hvor den gamle vandmølle var smukt i gang og malede mel, der kunne bruges til at bage brød med til restaurationen. Det er dejligt at få et par dage, hvor jeg kan slappe af. I dag sov jeg lige til klokken 7.30. Det er længe siden, jeg har kunnet det, men for at jeg ikke skulle komme i tvivl om, at der stadig er meget arbejde, så kom der 30 sider på faxen i går aftes, som skal bruges til mødet på onsdag. Der har været meget tryk på i den sidste tid i kommissionen. Alt skal være færdigt, til vi skal på sommerferie. Den 1. august lukker det hele, og der er forskellige deadlines, der skal overholdes. Jeg havde selv spørgsmålet om de franske atomprøvesprængninger på i kommissionen i onsdags. Laurs havde forberedt det via sit møde mandag, men der havde simpelthen ikke været et eneste kabinet, der havde fulgt det op, ingen spørgsmål overhovedet - meget mystisk! Det havde kun været Laurs, der orienterede, og så havde der været stilhed, så vi havde simpelthen ingen anelse om, hvordan det ville komme til at køre på kommissionsmødet. Om morgenen var jeg oppe for kort at fortælle Santer, hvad jeg ville gøre. Jeg havde selv bedt om lige at orientere ham. Det er jo et ret følsomt emne, og jeg synes, det er vigtigt at have Santer som medspiller i den slags sager. Han var tydeligvis også glad for orienteringen, men afgav ingen løfter. Punktet var på under eventuelt, så klokken var over 12, før det blev behandlet. Jeg gennemgik sagen, forklarede, at vi med udgangspunkt i Euroatom-traktaten allerede for tre uger siden havde skrevet til de franske myndigheder, men endnu ikke fået svar, og at vi nu havde sendt en reminder. Der er ikke mange, der ikke finder beslutningen om at genoptage atomprøvesprængningerne moralsk forkastelig. Selv flertallet af den franske befolkning er imod. Man vinder ikke folket med paddehatteskyer i vore dage, og beslutningen er helt ude af trit med den tid, vi lever i. Min opgave som kommissær for den nukleare sikkerhed er dog ikke at tage moralsk stilling til spørgsmålet. Jeg må finde ud af, hvor kommssionen står i forhold til Chiracs beslutning, og i hvor høj grad Euratom-traktaten giver os beføjelser - og pligt - til at gå ind i sagen. Det var netop på det grundlag, vi havde bedt de franske myndigheder om en rapport allerede en uge efter Chiracs beslutning. Vi ønsker en redegørelse for prøvesprængningernes påvirkning af miljøet og især for de sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser for befolkningen. Jeg omtalte også, at vi havde spurgt den juridiske tjeneste, fordi en af artiklerne i traktaten ligefrem sagde, at sprængningerne ikke kunne foretages, uden at kommissionen var blevet hørt. Den var god til at vise, hvor langt traktaten strækker, og at vi i virkeligheden var beskedne i de krav, vi stillede, når vi med baggrund i det juridiske kontors oplysninger baserede os på de andre bestemmelser i traktaten. Det blev til en debat i kommissionen. En af de franske kommissærer var meget vred, men ikke så godt forberedt. Han kørte mest på, at det var helt urimeligt, at jeg nu kastede mig over dette, når der var så mange andre miljøproblemer, der bare fik lov til at ligge, uden at nogen gjorde noget ved det. Det gjorde ikke meget indtryk. Andre havde ordet omkring artiklernes fortolkning. Flere havde stærke indlæg, hvor de støttede mig, og Santer stillede spørgsmål, så jeg fik lejlighed til at forklare, at den slags oplysninger havde franskmændene også skullet levere tidligere - det var ikke noget, vi bare havde fundet på til lejligheden. Der skulle ikke træffes nogen beslutning, for jeg har kompetencen, så det var en orientering, jeg gav. Jeg prøvede, om jeg indirekte kunne få en beslutning om, at vi ville sende en ekspedition til åstedet, der skulle finde ud af, hvad der skete af ulykker for befolkningen. Men det var der ikke stemning for hos Santer til at afgøre nu. Han afviste det ikke, men gav heller ikke grønt lys. Andre kommissærer var meget aktivt imod, så det var godt, jeg ikke skulle have et mandat. Imens jeg havde mødet, kom Laurs op og fortalte, at den franske miljøminister, Corinne Lepage, meget gerne ville tale med mig i telefonen. Det nåede jeg først, lige efter at formiddagsmødet var slut. Hun ville bare bede mig om ikke at rejse spørgsmålet og sagde, at det var en meget ømfindtlig sag for Frankrig. Jeg kunne så fortælle hende, at vi allerede havde drøftet sagen. Hun vidste tydeligvis, at Bangemann havde taget punktet af i sidste uge. Jeg prøvede at forklare hende, at det ikke var utænkeligt, at hun selv havde nogle forpligtelser i henhold til sundhedstilstanden hos folk i området. Hun mente slet ikke, at hun havde nogen kompetence, men at hun nu ved at ringe til mig havde gjort det, hun skulle. Jeg takkede hende for opringningen og sluttede med at fortælle hende, at mine folk ville tage kontakt til hendes. Efterfølgende var der nogle journalister, og den australske og newzealandske ambassade var naturligt nok meget interesserede i at høre om mødet. Det gælder nu om at få fulgt op på sagen, før vi tager på sommerferie. Lige før jeg gik til kommissionens seminar om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, ringede Thorvald Stoltenberg, der er fredsforhandler i det tidligere Jugoslavien. Han var meget bekymret for udviklingen derovre. Først og fremmest fordi han syntes, at presset fra serbernes side for at få Vesten involveret mere direkte i kamphandlingerne var så stort, at han var bange for, at vi ikke kunne modstå fristelsen. Han havde ikke siden 40erne været så bekymret for udviklingen i Europa. Han var meget bange for, at vi lige pludselig var midt i krigen. På den baggrund virkede seminaret meget mærkeligt. Mange havde ordet, og det var såmænd udmærket nok, hvad der blev sagt, men det havde så lidt med virkeligheden at gøre. Især hvis man overhovedet kan gå ud fra, at landene er villige til at opgive af deres egen selvbestemmelsesret for at være med i den fælles beslutningsproces. Tydeligvis befinder vi os i en periode, hvor nationalismen griber om sig, og hvor landene vender sig indad, hvad de franske prøvesprængninger jo også er et forskrækkende eksempel på. Efter dette møde var der møde i en af arbejdsgrupperne, og så fortsatte Laurs og jeg ud til Ove Juul Jørgensen, der er direktør i direktoratet hos Sir Leon Britten. Det var en lang, men meget spændende og vigtig dag. Æblerne Søndag den 23. juli i Stestrup Efter at Søren og jeg havde spist morgenmad og sludret, kørte jeg lørdag til Stestrup. Det var et flot solskinvejr, så jeg nød at kunne sidde på dækket på Storebæltsfærgen, der var fyldt med glade ferie-danskere. Æbleplantagen ser pæn ud. Der skal nok komme mange æbler, men skurven er slem i år. Og selv den Røde Ananas, som ellers overhovedet ingen sygdomme har haft, ser ud til at være noget angrebet i år. Også flere af de andre træer har kvaler. Jeg bliver nok nødt til at udrydde det træ, der hedder Sävstaholm, der også er et sommeræble. Det er nærmest gået helt til i sygdomme - også her i meget høj grad skurv. Jeg fik slået lidt græs imellem rækkerne. Her er så tørt, at kløveren er tørret helt ud. Det er svært at se, hvad bierne egentlig har at leve af, nu hvor linden er afblomstret. Om aftenen fik jeg så endelig set den udsendelse, Ulla Terkelsen havde lavet. Det var den, der skulle være et arbejdsportræt. Det var det ikke blevet. I stedet var det blevet et portræt af andres meninger om mine første fem måneder. Flere journalister blev spurgt, og det er måske karakteristisk nok, at den ene journalist spørger den anden, men meget interessant bliver det nu ikke. Jeg havde selv håbet, at det i højere grad skulle være noget om, hvordan arbejdet foregik, men det var der meget lidt om. Det var mest en samling udsagn - gode og dårlige. Det er ikke en udsendelse, der vil sætte sig dybe spor, men der var i og for sig heller ikke noget i vejen med den. I dag regner jeg med at få skrevet. Jeg er i gang med at gå hele dagbogen igennem, så der ikke er alt for mange løse ender. Den skal slutte den 31. juli, så den kan blive afleveret og være klar til bogsæsonen i efteråret. Mor og jeg fik også ordnet surbundsbedet nede i skoven. Det er utroligt, hvad min mor kan klare, hun vimser af sted, graver løs og klipper. Hun har bedre styr på det og måske ligefrem flere kræfter, end jeg selv har. Det var hyggeligt at gå og arbejde sammen, og resultatet så vældig pænt ud. Det er tid for de nye kartofler. Mine forældre lægger dem altid sent, så det vil sige, at de først er begyndt nu. Men også hindbærrene er på deres højeste, der er masser af dem og de er helt uden orm. Jordbærrene nåede jeg kun at få et par enkelte stykker af. Selvom det er tørt, står det hele fint og frodigt. Det er dejligt igen at få lov til at rode med jorden, og det er skønt at kunne spise alle måltiderne ude. Jeg har fået læst stakken af papirer fra DG 11. Vi er i gang med at revidere 5. handlingsprogram. Det er en større omgang - også fordi det ikke rigtig har virket. Det er et smukt program med alle de rigtige intentioner, men det har ikke spillet nogen større rolle, og alt for mange har end ikke vidst, at det eksisterede. Jeg bruger en del kræfter og tid på det for at prøve at se, om det kan strammes op. Noget af det vigtigste må være at få lavet en effektiv informationsstrategi. Mandag aften tager jeg tilbage til Bruxelles. Jeg skal nå at lave et interview med Københavns Lufthavn, så jeg må lidt før af sted. Det har været rart med disse fridage og hyggeligt bare at gå rundt med far og mor. Sommerferie! Onsdag den 26. juli Så er det sidste kommissionsmøde før sommerferien. Det meste er færdigforhandlet af kabinetscheferne, så det skulle bare blive til en diskussion om forholdet mellem USA og EU, samt en beskæftigelsesrapport fra Flynn, hvor der er kommet et pænt afsnit om miljø ind. I går var det sidste møde inden ferien med generaldirektoratet. Det er det 5. handlingsprogram for miljøet, der tager tid. Jeg må se at få det strammet op, så der er nogen, der gider læse det. Det bliver nok aldrig nogen Frøken Smilla, men det skulle gerne nå ud til et større publikum, end tilfældet er i øjeblikket. Nu har de i generaldirektoratet udarbejdet en rapport om, hvordan programmet har virket siden 1992, og så må vi se, hvad vi kan bruge de oplysninger til. Jeg skal drøfte handlingsprogrammet med parlamentet i september, og det giver mig en god begrundelse for at presse på over for DG 11. Til aften snakkede jeg med Niels Ersbøll. Han sidder i refleksionsgruppen fra Danmark, der skal overveje, hvilke temaer der skal tages op på regeringskonferencen til næste år. Det var godt og nyttigt. Godt nok rapporterer Oreja hver gang fra møderne, men det var nu alligevel meget godt at få lidt fornemelse af, hvad Ersbøll selv tænkte. ... Kommissionsmødet trak længere ud end beregnet, fordi der også var sagen om statsstøtte til Credit Lyonnais - det rejste alle mulige spørgsmål om statsstøtte i det hele taget. Det er jo ikke kun Danmark, der har haft de problemer. Jeg havde ikke selv noget i klemme, så jeg kunne stille og roligt høre efter de andre og takke Flynn for den gode rapport, han lagde frem. Efter frokosten skulle de fleste straks tilbage til deres respektive lande på ferie. Så vi trykkede hånd og ønskede god ferie. Santer mente, at jeg jo nok skulle bruge ferien til at tage til Mururoa!! Og jeg sagde, at det var fint med mig, hvis vi kunne tage af sted sammen! Heldigvis er de franske atomprøvesprængninger ikke blevet glemt i alle ferieforberedelserne, og modstanden vokser. Selv i Frankrig ser der nu ud til at være et flertal imod, og socialisterne har foreslået, at Chirac laver en folkeafstemning om det. Jeg har lavet en ordning med DG 11, så der er vagt på hele ferien. Det er jo ikke utænkeligt, at franskmændene netop venter med at reagere på vores brev, til de ved, at kommissionen holder ferie. Hvis det bliver tilfældet, skal vi med det samme kunne følge op på det. Hvis vi til gengæld ikke får noget svar, vil jeg gå hele vejen igennem domstolene. Det gjorde jeg helt klart for DG 11 på et møde i denne uge. Jeg synes, der skal maximalt pres på, selvom det måske kan gå ud over forholdet til Frankrig. Chirac vil få svært ved at komme sig over at tabe ansigt på den sag. Men det kan jo aldrig blive n1it problem. Mere vrøvl med computerne. Det skal åbenbart ikke lykkes mig at komme i besiddelse af en brugbar computer inden sommerferien. Jeg skriver stadig på den, jeg har fået lov til at låne fra Folketinget, men det var meningen, at jeg ville bruge noget af ferien til at lære den nye at kende. I dag opdager jeg, at keyboardet på den nylig ankomne bærbare er fransk det betyder at bogstaverne ligger helt anderledes, og at jeg ikke uden videre kan skrive løs, som jeg plejer. Det vil jeg ikke finde mig i, især ikke fordi jeg allerede for flere måneder siden sagde, at det skulle være i orden senest til sommerferien. Min tålmodighed er kort sagt ved at være en smule anløben i den sag. Den stagiaire, der havde til opgave at sørge for alt vedrørende computere, har Laurs givet ferie. Der lå bare en seddel om, at han ikke havde kunnet føre mine gamle dokumenter over på den ny, og at keyboardet i øvrigt var fransk. Kabinettets computerkoks er efterhånden legendarisk, og vi venter spændt på, om der kommer orden på teknologien til efteråret. Utopia er, at vi alle sammen sidder og skriver løs på hver sin velfungerende bærbare pc'er. Virkeligheden har foreløbig vist sig at have svært ved at leve op til forventningerne. Det franske keyboard var lige det, der manglede, så jeg har sagt, at jeg vil se direktøren for EDB-afdelingen på mit kontor i morgen. Vi har efter 3/4 år kun fået 2 bærbare computere, mens det hele tiden forlyder, at der er noget bedre lige på trapperne. Men vi kan jo ikke basere vores arbejde i kabinettet på lykkelig venten ... SLUT